Fra en optræden til Pop Revo I 2006 til en nærmest ny-legendarisk Roskilde optræden I 2007 har The Whitest Boy Alive gået fra sejr til sejr når de har givet koncert I Danmark. Fredag aften på Train blev ingen undtagelse i denne række af koncerter, tværtimod blev det til en suveræn magtdemonstration da Erland Øye og hans tyske legekammerater holdt Train i sin hule hånd fra de første strenge blev slået an.
Inden koncertens start var der nok ikke mange der kendte til det norske opvarmningsband The New Wine, men det blev der så sandelig lavet om på i løbet af deres koncert. Stilmæssigt ligger The New Wine utroligt tæt op af The Whitest Boy Alive. Den manglende originalitet skulle dog hurtigt vise sig at blive overskygget af de ekstremt velspillende unge fyre, og i løbet af kun et par numre fik de så småt startet festen nede på de forreste rækker. Undervejs fik forsangeren vist dance moves der fik Napoleon Dynamite til at ligne Joakim B. Olsen, på den måde fik festen et ekstra skub op ad, da The New Wine gik af scenen var publikum i den grad varmet op og der var en nærmest sitrende stemning i luften af forventning.
Erland Øye startede med at spørge hvad sprog han skulle snakke, men efter tørt at have konstateret at ingen rigtigt vidste hvad for et mærkeligt sprog man taler i Danmark, så ville de nøjedes med at tale det internationale sprog, musik. På album har kritikken nogle gange, og måske med rette, været at The Whitest Boy Alive kan blive lidt for chillet og ensformigt, men live er der noget mere punch i musikken. Sætlisten efterlod intet at ønske og hits som Fireworks, Done With You og Burning fra første album og Courage fra “Rules” inviterede på fællessang og hvis man kunne komme til det på det mere end tætpakkede Train, var der ikke andet at gøre end at overgive sig og smide hænderne i vejret.
Generelt må man sige at stemningen var fuldstændig fantastisk og nærmest ekstatisk, specielt når bandet, traditionen tro, gav smagsprøver på nogle af tidernes store elektroniske hits. Det førnævnte tætpakkede dansegulv på Train nærmest eksploderede da bandet kastede sig ud i Robin S’ Show Me Love, stærkt efterfulgt af Prodigys Out of Space og senere da The New Wine var på scenen for at assistere fik vi lov til at skråle med på Daft Punks Around The World. I det hele taget var stemningen så høj at det kom som et tiltrængt afbræk da bandet hen imod slutningen af koncerten satte tempoet en smule ned, dog uden at slippe sit jerntag i publikum eller den gode stemning. Erland Øye brændte hele vejen igennem langt ud over scenekanten, og med et så supertight band i ryggen kan man ikke andet end kaste læsevis af respekt efter The Whitest Boy Alive.
En hvid dreng har da lov at håbe, men jeg kan ikke forestille mig at jeg kommer til at se en bedre koncert i år, derfor er det mig en ydsøgt fornøjelse at tage Frekvens’ mødom og for første gang nogensinde sende volume kanppen helt op på 11. The Whitest Boy Alive Rules, som der stod på det badge jeg købte efter koncerten.
