Forside Det bedste Anmeldelser Favoritter Støj på frekvensen Skribenter

Nyheder

au-revoir-simone

7/11
Først på aftenen imens solen stadig hænger lavt over byen og gør sig klar til at afslutte endnu en af de fantastiske forårsaftener, vi på det seneste har oplevet, begiver jeg mig ned imod Train med Au Revoir Simone på Ipoden. Deres afdæmpede pop-electronica må simpelthen være det utilmative soundtrack til picnic i parken og lyse sommernætter, og jeg tænker at det næsten er en skam at de skal lukkes inde på Train på sådan en flot aften, og hvor fantastisk en koncert i en eller anden park hvor folk lå og tog imod solen og musikken ville være, men man kan jo som bekendt ikke få det hele.

Da jeg kommer ind på Train er det store spillested da også gabende tomt, som i vi er mig og måske 10 andre. Da opvarmningen går på er det ikke meget bedre og jeg synes lissom det er synd for hende at jeg står der ene mand nede foran med min blok klar til at grifle, så jeg fortrækker op i baren, men heldigvis kommer andre så småt til. Efter lidt tekniske problemer med mikrofonen får vi serveret en gang elektronica med følsom pigestemme, som vi helt ærligt har hørt en masse gange før, produktionen er ikke synderlig interessant og stemmen skal bære en masse af lydbilledet. Selvom CALLmeKAT synger flot mangler der lidt noget kant i hendes stemme. Et cover af Britneys Toxic får folk til at trække på smilebåndet, men helt ærligt så er lydbilledet for ensformigt til at det for alvor går op for en hvad det er for et nummer før inde midt i omkvædet, CALLmeKAT overvandt ikke ligefrem mig igår på Train.

Da de 3 indie skønheder fra Brooklyn indtager scenen kan man høre lyden af samtlige drengehjerter knuses. De 3 piger bebuder at sættet hovedsageligt kommer til at bestå af sange fra det seneste udspil “Still Night, Still Light” (der er de der sommernætter igen – tell me more). Herefter starter en strøm af den bløde electropop de er så kendte for, hver især står de gemt bag en større vognpark af elektronisk udstyr, nogen gang lidt for meget udstyr, f.eks. må der på et tidspunkt sættes igang en en større eftersøgning efter en trommestik som er blevet “lånt” fra en af pigernes gamle high-school, lissom en på et tidspuntk lige render ud bagved og henter lidt vand. Det er på ingen måde noget supertight sæt de 3 piger leverer, men de bærer den igennem på charmen. De fortæller f.eks. at det er første gang de er i “the city of smiles” og at nogen nok vil anse New York hvor de kommer fra som det modsatte af det. Under nummeret Take Me As I Am er det blevet tid til at publikum deltager, ved hjælp at det man i USA kalder at klappe, men vi er altså ikke tvunget, for de vil så nødigt virke “bossy”.

Aftenen igennem er der skruet godt op for både bas og beatbox og det giver et mere klubbet lydbillede end det man hører på pladerne, hvilket passer meget godt, da vi nu har bevæget os indenfor på Trains diskoteksgulv. Hen imod slutningen for vi mit personlige favorit nummer Lark og som ekstranummer Lucky One begge fra forrige udspil “The Bird of Music”. Det har måske ikke ligefrem været en stor musikalsk åbenbaring at se Au Revoir Simone denne aften på Train, men charme og hvad der ihvertfald virkede som dybtfølt spilleglæde gjorde at det blev en virkelig behagelig aften.

 

Skriv din mening
 



 

Kommentarer
 

Aktivitet

Canfield Solitaire: It’s in point of fact a nice and useful...
bonk io: wonderful issues altogether, you simply gained a new...
Find out more: Hi Dear, are you actually visiting this site on a...
vex: Simply desire to say your article is as surprising. The...
google snake: Hey very nice blog!
wormax io: Wow, awesome blog layout! How long have you been...

Støj

Links

Arkiv

Det med småt

RSS