Forside Det bedste Anmeldelser Favoritter Støj på frekvensen Skribenter

Nyheder

scaramanaga

9/11
“Songs of Prey” er et forvirrende misk-mask af genrer og referencer, som efter MANGE gennemlytninger stadig forvirrer of facinerer undertegnede. I den følgende danskstil prøver jeg at gøre rede for hvad pokker det er der sker…

Da jeg var yngre, var en af mine yndlingsbeskæftigelser at rode rundt andre folks pladesamlinger. Uden noget større kendskab til musikken fandt man alle de sejeste covers, og ud fra dem bestemte man sig for hvad man gad lytte til. Det er nok sådan de fleste har stiftet kendskab med bands som Iron Maiden, Helloween, etc.

Det er nok også derfor jeg egentlig blev lidt spændt da jeg så coveret til ”Songs of Prey”, som kommer i et brunt pap-hylster, som stilistisk vækker minder om fx Arcade Fires ”Funeral” eller Bright Eyes” ”Cassadaga”. Men coveret er også prydet af et billede som tilsyneladende forestiller en blæksprutte som gror i ørkenen, og rækker sine tentakler op imod et svævende dødningehovede. Det giver ikke meget mening, men det ser spændende ud.
Når man åbner bookletten kan man tilgengæld se billeder af et band som ser mildest talt bøvede ud, hvor især forsanger ligner en blanding af Andy Cairns og Manny fra serien ”Black Books”.

Og det er lidt det samme med musikken, som jo er det væsenligste; det veksler mellem det cool og det bøvede, i en grad så jeg nu, efter efterhånden mange gennemlytninger, stadig ikke helt ved hvad jeg skal stille op med den. Er det genialt eller helt galt?

Sikkert og vist er det at musikken fremstår ekstremt ambitiøs, og stjæler med arme og ben fra rockhistorien. Der bliver trukket væklser på bands som Led Zeppelin og Queen, men der er på samme tid en punket tilgang til rocken, samt referencer til den amerikanske ørkenrock og Zo lang de promotie nog loopt klik je op onderstaande banner en zet je je eerste stap naar gratis winst maken! Daarnaast geeft Cinema Casino nog een leuke extra welkomstbonus voor nieuwe speler weg: 50 gratis spins, meteen in te zetten bij een van de vele online gokkasten van Cinema Casino. spaghetti westerns. Det skal i den sammenhæng nævnes at to medlemmer bærer det tunge efternavn Morricone.

Det hele er meget forvirrende, men på samme tid også ret ligetil, og for eksempel skæringen Misadventure er et ganske fremragende pop-rocknummer, med glockenspiel og lækre korharmonier, mens Back To School mest lyder som noget fra Jesus Christ Superstar. Og så er introen til albummet stjålet direkte fra Zeppelins Immigrant Song.

Der hersker tvivl om det hele er super prætentiøst eller herligt selvironisk, for mit kendskab til prog-rock scenen i Leeds er minimalt, da den af en eller anden grund bliver forbigået i de fleste medier. Og når man så oven i købet finder ud af at dette er deres sjette album, breder forvirringen sig yderligere, da jeg har svært ved at se hvilken process der har ført dem frem til dette herlige rod. Det er lidt som at komme ind midt i Pulp Fiction, og derfra skal prøve at regne handlingen ud og gætte sig til hvad man er gået glip af.

Som det nok fremgår ved jeg ikke helt hvad jeg skal stille op med denne plade, som på én gang fremstår ret kikset, men også har nogle af de bedste melodier jeg har hørt længe. Og det er så dygtigt udført, at jeg ikke nænner at afskrive det som en guilty pleassure.

Men med en kærlig hilsen til debatten om Von Triers “Antichrist”, må man også konstatere at et værk som er så svært at finde sig til rette med, nødvendigvis må besidde en række kvaliteter, uden at jeg dog vil svinge mig helt op på at kalde det et mesterværk. Det er dog både sikkert og vist at denne plade vil blive hevet frem igen og igen, for jeg er langt fra færdig med at debattere den med mig selv endnu.

(The Scaramanga Six spiller på Musikcaféen i Århus fredag d. 5. juni)

 

Skriv din mening
 



 

Kommentarer
 

Aktivitet

Støj

Links

Arkiv

Det med småt

RSS