Lørdag havde udsigt til at blive min travleste dag på årets Roskilde Festival. Ud over de her omtalte blev der også tid til fragmenter af herlige koncertoplevelser – dem er jeg dog ude af stand til at gengive overbevisende og vil i stedet holde mig til nedenstående.
… And You Will Know Us By the Trail of Dead @ Arena kl. 14:30
Ét af Austins fineste bands har før med fin succes spillet på Roskilde Festival. De nyder stadig fin respekt, men siden deres kommercielle gennembrud fra 2002, “Source Tags & Codes”, har de haft svært ved at leve op til den kvalitet, de præsenterede på det album. De har med andre ord haft brug for at reaktualisere sig selv efter en lidt søvnig periode.
Publikum blev da også smurt fra starten, da bandet gik på scenen til klaverintroen Invocation fra den internationale udgivelse af det førnævnte album (den er således ikke at finde på den første, Nordamerikanske udgivelse). Herefter fik vi et herligt og larmende instrumentalt stykke, der ledte op til starten på en larmende og energisk koncert. Bandmedlemmerne skiftede flittigt instrumenter, og ofte var der to trommeslagere. Én af de to sangere præsterede også at skifte guitar ved næsten hvert eneste sangskift – heldigvis i højt tempo. De mange guitarskift understregede da også, at vi i sandhed havde at gøre med et guitarorienteret band.
Rigtigt med kom publikum ved It Was There That I Saw You, og derfra stod den på en energiudveksling mellem band og publikum. Fra scenen strømmede en god, gammeldags rockenergi, og vi sugede det til os. En herlig festivalindikator på intensiteten var den ene guitarists lysegrønne skjorte, der mod slutningen af koncerten var blevet mørkegrøn af sved.
… Trail of Dead er ikke et specielt elegant band. Der er noget næsten tonset over dem, både hvad angår sangskrivning og performance, og de forekommer meget autentiske – for nu at bruge en hårdt prøvet kliché. Og apropos klichéer og gamle tricks bød koncerten da også på utallige opfordringer til publikum om at klappe med, ligesom også den ene sanger sprang ned til publikum for at synge derfra. Dette resulterede både i store jubelbrøl og noget af en prøvelse for den kvinde, der måtte springe til fra siden af scenen for at holde mikrofonkablet.
Mod slutningen af koncerten tøffede alle i bandet ud med undtagelse af den ene sanger, der efter kort tid måtte konstatere: ”We’re supposed to go off stage and come back on. I think I fucked that up.” Vi fik altså heldigvis et nummer mere, selvom det desværre hverken var Relative Ways eller Witch’s Web.
… Trail of Dead bekræftede med koncerten, at de er vanskelige at sætte i bås. Ikke fordi de søger og dyrker mange forskellige udtryk (som eksempelvis et andet Roskilde-band, Gang Gang Dance, gør det), men fordi de med simple midler skaber noget så sjældent som deres egen lyd.
Håkan Hellström @ Orange kl. 16
Sveriges største charmør Håkan Hellström er trods sin store popularitet i Skandinavien ikke ligefrem det største navn, der har spillet på Orange Scene. Der var dog masser af lyttere – heraf en del dedikerede fans.
Disse fans måtte udholde en lang, herlig intro, før de skulle få deres helt at se; således skulle vi først have det syv mand store orkester ind. De begyndte at spille, medens folk så sig omkring efter Håkan selv, der kort efter kom på scenen – velklædt og veloplagt som altid.
Den fantastiske og festlige Ramlar satte tidligt gang i publikum, og det stod hurtigt klar, at ikke bare hovedpersonen selv men også bandet var veloplagt. Specielt blæserne fungerede til fulde, hvilket blev smukt demonstreret med Minnen Av Aprilhimlen. Andre højdepunkter var Jeg Har Varit I Alle Städer og Hurricane Gilbert, der blev præsenteret ganske rørende med en historie om Håkans gode ven og bandkammerat, som sangen omhandler.
For at nå det hele af Elbow måtte jeg dog efter blot tre kvarter løbe mod Arena – uden at nå klassikere som Kom igen Lena og Håkans måske smukkeste sang, Nu Kan Du Få Mig Så Lätt.
Håkan er ikke født med en, traditionelt set, stor stemme, men han får det bedste ud af den og er en førsteklasses entertainer, som mange frontmænd kunne lære noget af. Enkelte medier satte spørgsmålstegn ved, om han nu virkelig burde have spillet på Orange – ud fra mine 45 minutter var jeg dog mere end overbevist. Og Håkan, med sine ærlige tekster og altid fantastiske optrædener, har i lang tid fortjent dén ultimative anerkendelse.
Elbow @ Arena kl. 17
Trods skuffelsen over at måtte gå fra Håkan Hellström skulle der dog ikke gå lang tid, før det stod klart, at valget alligevel var rigtigt. Da Manchester-bandet Elbow i 2001 udgav deres imponerende debutalbum “Asleep in the Back”, blev de mødt med massiv støtte fra anmelderne. Rent kommercielt druknede de dog lidt. Med sidste års lige så imponerende “The Seldom Seen Kid” vandt de Mercury Prize – og genvandt en hel del fans. Ikke at Elbow som sådan har floppet – de har bare været en tur i glemslen i nogle år.
De lagde ganske delikat ud med Starlings, der også indleder det nye album. Flere bandmedlemmer var til denne ene sang garderet med en trompet. Bagest på scenen sad tre kvinder, der stod for en cello og to violiner. Koncerten igennem bidrog de meget fornemt til den flotte lyd, vi var vidner til. De fleste af sangene var taget fra “The Seldom Seen Kid”, og vi fik herligheder som The Bones of You, Mirrorball (hvis titel for mig var ødelagt på forhånd af The Mighty Boosh) og Grounds for Divorce. Til sidstnævnte fik den karismatiske forsanger Guy Garvey publikum til at synge med som kor – med ganske stor effekt. Stemningen var fantastisk koncerten igennem, og kontakten til publikum var overraskende god. Vi fik både jokes og historier. Bl.a. om gruppens sidste besøg i Danmark for syv år siden, hvor de spillede for syv tilhørere. Guy Garvey er dog ikke bare god til at underholde, han synger også fantastisk. Det fik vi bevis for hele koncerten igennem og heldigvis også med klassikeren Newborn.
Mod slutningen samlede alle fem bandmedlemmer sig i den ene side af scenen og fik overrakt fem drinks, så de kunne skåle med hinanden og publikum, før de sammen gav os en nedbarberet udgave af Perfect Weather to Fly. De greb dog deres instrumenter igen og sluttede én af årets hidtil bedste koncerter af med One Day Like This.
Da bandet var gået af scenen, begyndte publikum igen at synge korstykket fra Grounds for Divorce. Selv uden for teltet hørte man tonerne. Ja, helt nede omkring Pavilion kunne man stadig høre folk synge det. En overraskende god koncert. Ja, hvis ‘god’ overhovedet er stærkt nok til at beskrive, hvor heldig jeg føler mig at have oplevet Elbow live.
The Dodos @ Pavilion kl. 19
Selvom jeg så The Dodos spille et forrygende show for nylig på VoxHall, var det én af de koncerter, jeg havde set mest frem til på årets Roskilde. Med “Beware of the Maniacs” og “Visiter” har de begået to fantastiske albums, der blev leveret nærmest lige så fantastisk til koncerten i efteråret. Allerede til september er de klar med deres nye album med den dramatiske titel “Time to Die”, og vi kunne dermed se frem til en del nye sange.
De startede dog med deres mest velkendte sang, Fools, og fik publikum med fra starten. Det stod dog hurtigt klart, at lyden i teltet var værre end nogensinde. Logan Kroebers trommer kunne der ikke uden videre skrues ned for, og det var heller ikke, fordi Meric Longs guitar var decideret lav – det var i mixet, den var helt gal. Frustrationen var da også tydeligt malet i Meric Longs ansigt, og spilleglæden forsvandt hurtigt, ligesom også kontakten til publikum næsten blev opgivet.
Såfremt der blev spillet flere sange fra de allerede udgivne albums, ville det være nemmere at tilgive den dårlige lyd, da man i så fald selv ville være i stand til at sammensætte de manglende brikker, men med så meget nyt materiale kom sangene til i høj grad at flyde sammen, ligesom det også blev mere psykedelisk end intenderet af den mudrede lyd.
Det var altså svære betingelser for The Dodos, og vi fik ikke ligefrem noget præcist billede af, hvordan den kommende skive kommer til at lyde. Der var dog plads til velkendt materiale, og sange som Jodi og den gamle The Ball fungerede helt udmærket. Jeg holder utrolig meget af The Dodos og har så meget desto mere ondt af dem over den sjuskede lydmand, der ødelagde, hvad der ellers kunne have været noget af en fest.
The Pains of Being Pure at Heart @ Pavilion kl. 23
Der var lagt i ovnen til en vækkelse af teenagefølelser gennem distortion-orienteret støjpop, da publikum begyndte at stimle sammen i Pavilion-teltet. Ikke helt uden bekymringer når nu lyden hidtil havde været så dårlig i det lille telt. Når man havde været til flere koncerter ved denne scene, fandt man dog også efterhånden ud af, hvor stor forskel på lyden der var rundt omkring i teltet. Man kunne altså være mere heldig end andre, hvilket jeg var til denne koncert. Koncerten har ikke fået specielt gode anmeldelser rundt omkring, og da jeg talte med Gaffas anmelder efter koncerten, kunne han konstatere, at han nærmest slet ikke kunne høre vokalen.
Og jo, vokalen druknede delvist i støjen, men jeg stod heldigvis (og ganske tilfældigt), så den stod klart frem, og ligesom på plade skal den helst ikke være for høj. Det krævede derimod lidt at vænne sig til Kip Bermans måde at synge på live. Den er en del mindre luftig end på plade. Ja, den lyder faktisk end del yngre og mere nasal. Når man begyndte at acceptere dette, var det dog nemmere at lade sig falde hen til en romantisk tanke om et amerikansk college, cigaretter i vindueskarme, bandplakater på væggen, øl fra et rødt plastikkrus osv.
Publikum lod til at reagere kraftigst på Come Saturday, Young Adult Friction og This Love Is Fucking Right, medens mit personlige højdepunkt var Stay Alive, der også på plade fremstår stærkest. I det hele taget var publikum rigtig godt med, og spilletidspunktet kunne ikke være bedre. Folk var berusede men ikke helt væk, det var næsten mørkt, og vi var klar til den melankoli, vi ikke kan lade være med at elske.
Festen sluttede af med Gentle Sons, der så fremragende lukker debutalbummet. Lige så fremragende var den ikke live, men den satte stadig et solidt punktum for en fin koncert, der kunne have været endnu bedre med bare lidt bedre lyd.
