Søndagens koncertsammensætning var ganske udmærket, men efter lørdagens hektiske program blev det ikke til mange koncerter denne sidste dag på Roskilde.
Der var til gengæld lidt tid til, ja, ingenting. Frihed, afslapning, søvn, drinks. Alt sammen for at lade op til et par brag senere på dagen.
Pete Doherty @ Arena kl. 14
Ja, det skulle faktisk vise sig, at der var mere end blot et par brag den dag. Selvom det første ganske ikke ligefrem var et direkte larmende et af slagsen. Jeg må indrømme, at jeg primært tog til koncerten med Pete Doherty af ren nysgerrighed. Jovist har jeg nydt flere af hans sange fra Libertines-tiden, ligesom også Babyshambles havde enkelte gode sange. Men det var mere personen, jeg ville se. Nysgerrigheden vandt.
Jeg skulle dog hurtigt takke denne nysgerrighed for at have trukket mig til Arena, hvor Pete allerede skulle spille kl. 14 – for at holde ham ædru tænker man næsten. Da det store, sorte tæppe blev trukket til side, var den store scene næsten tom. Kun hovedpersonen selv stirrede ud. Det er vanskeligt at redegøre for, hvad jeg egentlig havde forventet, men det virkede som et ekstremt modigt valg at stille sig op alene med sin akustiske guitar foran disse tusinder af fans og nysgerrige sjæle.
Men Pete var forberedt. Han var veloplagt. Og han vidste, at publikum ville høre andet end hans nye soloplade “Grace/Wastelands”. Således lagde han da også ud med Libertines-sangen The Man Who Would Be King, før han prøvede sig med en lille MJ-hyldest i form af Billie Jean – han droppede den dog efter til stor underholdning for publikum. Underholdt blev vi da også hele vejen. Pete charmerede både med musikken, med historier, med gestikulationer og små indfald. Som da en stor vasketøjskurv pludselig blev trukket ind på scenen. Herfra kastede han en hel del øl ud til publikum, som til gengæld havde kastet (og blev ved at kaste) alskens ting op til manden. Studenterhatte, bh’er, trusser, cigaretter mm.
Pete Doherty beviste, at han stadig kunne underholde. Vigtigere endnu viste han dog, at han er mere musikalsk, end mange måske ville tro. Han havde fin kontrol med sin stemme og spillede ganske overbevisende. En romantiker er han også. Af den tragiske bohemeskole, der har ledt ham ud i en verden af misforstået kærlighed og misbrug. Denne eftermiddag stod et lys tændt bag ham, ganske symbolsk, og en plante blev senere stillet ind på scenen. Der var liv, der var håb, og der var rent faktisk fremtid at spore. Decideret rørende blev det også, da han spillede nyklassikeren Can’t Stand Me Now og derved fremkaldte både gåsehud og kæmpe jubelbrøl til følge. Næsten samme stemning fremkaldte Neil Young-coveret The Needle and the Damage Done, der blev fremført skræmmende selvsikkert. Gåsehud igen.
Ellers var det mest af alt en fest, der satte godt gang i en søndag, der ellers både som generelt fænomen og på Roskilde Festival ofte er præget af en vis forhåndsnostalgi. Med sange som Kids in the Riot, Shotter’s Nation, Albion og ikke mindst Fuck Forever fik vi en uforglemmelig triumf af en koncert. Jovist har jeg set bedre koncerter, men det er lang tid siden, jeg har været så rørt ved en koncert. Pete Doherty snød os alle. Jeg har ikke på Roskilde før oplevet så livsbekræftende en koncert – en personlig og musikalsk triumf fra en omstrejfende sjæl, der fandt ro på sin hjemmebane: Med sin musik og sit publikum.
Deerhoof @ Pavilion kl. 19
Med de produktive legebørn i Deerhoof handler det om at overgive sig. At overgive sig til en tilstand, der befinder sig på den præcise grænse, der går mellem den gode sangskrivning og nærvanviddet.
Selvom gruppen har lavet flere fine plader, ser de ud til at befinde sig bedst på en scene. De storsmilede og velspillede (hvis det verbum da overhovedet kan accepteres) sig gennem koncerten. På billeder ser sangerinde Satomi Matsuzaki ganske lille ud, men det er alligevel overraskende, hvor lille hun egentlig er på en scene – men hvor kan hun da performe og fylde et telt ud med sin karisma. Hun kan nærmest ikke siges at synge, det er mere dyrisk end det. Mere som om hendes stemme er en art instrument i sig selv – som det også forholder sig med en beslægtet sangerinde som Molly Siegel fra Ponytail.
Særligt imponerende var samspillet mellem de to guitarer, hvilket kulminerede med Panda Panda Panda fra den forrygende “Apple O’” og titelsangen fra den nyeste plade, “Offend Maggie”. Kvartetten excellerer i dramatiske temposkift og får farligt meget ud af deres simple setup. Overraskende var det at se trommeslageren få så varieret en lyd ud af sit meget lille trommesæt. Ud over at være en fin trommeslager var han også ganske underholdende at høre på. Når han skulle kommunikere med publikum måtte han frem og bruge Satomis mikrofon og dermed, naturligvis, bukke sig ganske langt ned for at nå. Herfra kunne han bl.a. fortælle om gruppens første skandinaviske besøg i Århus en ganske varm dag – forud for hvilken bandet havde frygtet for den kulde, de var blevet advaret mod på forhånd.
Deerhoof gav os, hvad vi ville have: Et skud energi til resten af søndagen og en indsigt i hvordan man arbejder sig frem til at have sin helt egen lyd. Deerhoof bliver nok aldrig større, end de er nu. Men de bliver husket, og de kommer uden tvivl til at få indflydelse på en del bands de næste 10-20 år, som musikverdenen udvikler sig i øjeblikket.
Yeah Yeah Yeahs @ Arena kl. 20:45
Seks år. Det er ca. så lang tid, jeg har ventet på at se Yeah Yeah Yeahs live. Mulighederne har været der, men der har altid været noget i vejen. Selv tidligere i år da jeg befandt mig i Berlin, medens de var der – hvor der ikke engang var udsolgt i Columbiahalle. Nu skulle det endelig være. Efter debutalbummet Fever to Tell kritiserede mange i 2006 bandet for at være blevet for blødt med opfølgeren Show Your Bones. Blødt eller ej var det dog stadig et fint album, der viste nye sider af bandet – eller i det mindste sider, der kun var blevet antydet på debuten. Respekteret var bandet dog stadig, og bløde var de bestemt ikke blevet live ud fra utallige reportager og anmeldelser. Efter årets koncert på Roskilde Festival kan der sættes en tyk streg under dette.
Det lidt skæve tidspunkt skyldtes, at ingen andre bands måtte spille, når Coldplay skulle lukke festivalen på Orange. Efter lidt forsinkelse kom Yeah Yeah Yeahs endelig på scenen. Og hvis jeg kort forinden havde oplevet en højenergisk og yderst karismatisk sangerinde, skulle dette bestemt ikke ændre sig, da vi kom i audiens hos ikoniske Karen O. Det er naturligvis ikke fair at begrænse bandet til hende, da også trommeslager Brian Chase og guitarist Nick Zinner bidrager fortrinligt til deres på én gang simple og komplekse univers, men det er i høj grad hende, der er frontfigur.
Vi fik sange fra de to førnævnte albums og fra det nye, “It’s Blitz!”, og det var tydeligt, at de nød at spille – hvilket man specielt så under gamle sange som Black Tongue og Date With a Night, der begge stod som nogle af de stærkeste til koncerten. Også Cheated Hearts og den nye Zero stod utrolig stærkt.
Karen O var klædt, som hun nu engang er kendt for det: Ganske, ganske specielt. Meget passende til en sangerinde og person, der nu engang er ganske, ganske speciel. Hun fortalte publikum, hvor meget Roskilde Festival betød for bandet, da det var én af de første festivaler, bandet spillede på i deres tidlige dage, og vi fik da også bevis for udsagnet gennem den intense optræden. I en alternativ version af den bedårende Maps blev vi specielt rørte, ligesom også Turn Into viste sig at blive leveret fantastisk smukt. Karen O er uden tvivl én af vor tids mest karismatiske personligheder i musikverdenen, og det var en ære at opleve hende – og være blandt de tusinder, der adskillige gange fik hende til at storsmile. Begge veje gik den samme følelse: Vi var alle beærede.
Tak til Roskilde Festival.
