Forside Det bedste Anmeldelser Favoritter Støj på frekvensen Skribenter

Nyheder

oxegen2

Lørdag morgen skinnede solen da vi grundet hedeslag måtte forlade vores telt ret tidligt. Da øllene på pladsen kostede 6 Euro ( 3 euro i pant for koppen), havde vi heldigvis ikke råd til tømmermænd, så i stedet satte vi os ud og representede Danmark med at høre WhoMadeWho og Henrik Hall på vores medbragte Ipod stereoanlæg. Det lod dog ikke til at imponere de lokale synderligt, som allerede var i gang med at drikke deres medbragte dåse øl og cider. Det begyndte dog snart at regne, og det skulle vise sig at fortsætte hele dagen, i bedste/værste Roskilde 2007 stil.

Første band på dagsordnen var Red Light Company som for os var ganske ukendte. Det var de tilsyneladende også for de fleste andre. Deres relativt formulariske amerikaner pop-rock var dog ganske tilforladeligt, og som Mette konstaterede imod slutningen af koncerten, virkede det som om de var meget gladere for at være tilstede end publikum. Det sluttede også med at sangeren i ren benovelse over at være på festivalen hoppede ned fra scenen og gav hele første række en knuser.

De meget tatoverede herrer fra The Gaslight Anthem trak straks et noget større publikum, og der var da også en klasseforskel at spore. Der blev gået godt til makronerne i deres Springsteen møder Killers univers, deres hits gik rent hjem og de lod sig ikke synderligt påvirke af den irske horrisontal-regn som stod lige ind på scenen. Højdepunktet var dog for undertegnede deres udgave af Tom Pettys American Girl.

The Game, som også var usædvanligt malplaceret på programmet, måtte desværre aflyse, så næste stop hed Eagles of Death Metal. Jeg har tidligere lovprist deres sleazy live-shows, men på dagen udelblev euforien dog desværre. Måske fordi de egner sig bedre til klubber, end til store, åbne, regnfyldte scener. De fik dog leveret en godkendt præstation uden så mange dikkedarer, og da jeg imod slutningen af koncerten gik for at komme i ly hos Regina Spektor, er jeg ret sikker på at jeg hørte Stereophonics” Kelly Jones synge med på Stuck In The Middle With You.

Regina var dog forsinket, så kort efter måtte vi trodse mudder og vand for at komme over til Yeah Yeah Yeahs på hovedscenen. På grund af vejret blev det også en lidt rodet affære, da guitaristens udstyr druknede på scenen. Karen O holdt sig dog ikke tilbage, og poserede, dansede, hoppede og sang sig ind i publikums hjerter. Jeg Der er mange gode grunde til at spille online blackjack . er stadig ikke helt sikker på at jeg fatter bandet som helhed, men deres hits kan man altså ikke sætte en finger på, og for eksempel Zero blev leveret med stor sikkerhed. Omvendt havde jeg svært ved at finde hoved og hale i nogle af de andre sange, men baseret på publikums reaktioner, er det mig den er gal med der.

TV On The Radio fatter jeg så noget bedre, og de leverede en helt igennem energisk præstation inde på telt-scenen, som dog desværre kun indeholdt et par sange fra ”Dear Science”. De mange detaljer og vokalen druknede lidt i Dave Siteks larmende guitarspil, og saxofonen blev i Jørn Maders ord behandlet som en led gammel kælling der har fortjent det, men det var stadig ganske forrygende at være en del af deres fest, omend det var en smule synd at de ikke fandt plads til deres ellers glimrende stille sange som Family Tree og Stork and Owl.

Pet Shop Boys” papkasseshow blev heldigvis også holdt under teltdugen, hvor der på dette tidspunkt dog også var kommet så dybe vandpytter, at jeg blev nødt til at bytte mine gennemblødte (men indie-smarte) Converse sko, med nogle mindre flatterende sorte Dunlop røjsere (Pris: 20 Euro). Koncerten var efter alt at dømme identisk med den de spillede på Roskilde, hvilket altså betød et fremragende sceneshow med 4 medbragte dansere, Neil Tennant i forskellig outfits, og så en scene fyldt med hvide papkasser der fungerede som både kulisser, storskærme og alt muligt andet. Det var imponerende, men desværre afvilket ved en volumen som nærmede sig jet-motor niveau. Valget af sange var også en smule spøjs, og for undertegnede døde koncerten lidt i midten, med for mange stille sange. Der blev dog leveret en god håndfuld hits, samt en fin version af Coldplays When I Ruled The World.

På vej ud fra koncerten blev vi bogstavelig talt opslugt af menneskehavet foran Kings of Leon koncerten, hvor omtrent 90.000 mennesker havde festede, masede og boksede med hinanden, for at se hvad der tilsyneladende er det største band i verden lige nu. Så det tog vel 20 minutter af forcere mængden og komme om på den anden side, hvor Nick Cave havde den tvivlsomme fornøjelse at spille for to ludere og en lommetyv på den næststørste scene. Men da var vi også selv så gennemblødte og forfrosne, at soveposerne virkede som et meget bedre alternativ.

 

Skriv din mening
 



 

Kommentarer
 
Mette
July 16, 2009 kl. 23:01

NB: Der er delte meninger om, hvorvidt volumen til Pet Shop Boys var for høj og hvorvidt de spillede spøjse numre. I mine ører – og især øjne – var det en perfekt koncert!! :)

Aktivitet

alfaiztech.com: Its not my first time to visit this site, i am...
solitaire: Hi to all, it’s actually a fastidious for me to...
20 cy Dumpster: Hey there, You’ve done a fantastic job....
impossible quiz: Thank you, I’ve just been looking for info...
Canfield Solitaire: It’s in point of fact a nice and useful...
bonk io: wonderful issues altogether, you simply gained a new...

Warning: Invalid argument supplied for foreach() in /home/www/frekvens.dk/wp-content/themes/frekvens/sidebar.php on line 19

Støj

Links

Arkiv

Det med småt

RSS