Forside Det bedste Anmeldelser Favoritter Støj på frekvensen Skribenter

Nyheder

rsz_1herni18

(Ovenstående billede er fotograferet af Coldplays eget crew under koncerten. Se flere billeder fra koncerten på .)   9/11

Det var et særdeles veloplagt Coldplay, der i aftes indtog scenen på Outdoor Arena ved Messecenter Herning. Pågældende koncert var første stop på bandets kommende Europa-turne.

For at sætte gang i publikums blodomløb før hovednavnet skulle på scenen, optrådte det danske indie-band Moi Caprice samt den britiske gruppe White Lies.  

Moi Caprice

Mens folk stadig var ved at indfinde sig på deres respektive pladser på arenaen, gik Moi Caprice på scenen. Bandet spillede deres største hits, såsom The Art of Kissing Properly, My girl You Blush samt Drama Queen. Alle energiske sange, men på trods heraf,  formåede Moi Caprice aldrig helt at rive publikum med, selvom bandet forekom meget veloplagte og beærede over at få lov at opvarme for selveste Coldplay. Veloplagte var publikum dog ikke helt på daværende tidspunkt, måske på grund af den kraftige blæst, der også op til flere gange var ved at tage frontmand Michael Møllers store sorte hat med sig i svinget. 

Som altid udtrykte Michael Møller sine yndige dansetrin gennem feminine bevægelser, men som noget nyt opførte han sig meget velopdragent og stueren på scenen. Måske fordi han vidste, det var et noget andet klientiel end sædvaneligt, der var mødt op denne aften. Hele bandet var klædt i sort og andre mørke farver (for som de tidligere har udtalt: Vi går klædt i sort, indtil der dukker en mørkere farve op), men desværre var bagtæppet ligeledes sort. Det bevirkede, at bandet nærmest flød ud i ét med det sorte tæppe, så man som publikum var nødt til at fokusere på storskærmen for at følge med i det, der foregik på scenen. Alt i alt gav Moi Caprice en god halv-times koncert, på trods af et meget stillestående publikum.  

White Lies

White Lies var næste punkt på programmet, og nu var arenaens tilskuere øjensynligt ved at være varme i leddene. I al fald blev der klappet gevaldigt med på hits som To Lose My Life og Farewell to the Fairground, der begge har været spillet flittigt på P3. Hvor Moi Caprices koncert var karakteriseret ved et meget stillestående publikum, så var koncerten med White Lies kendetegnet ved et meget stillestående band – ingen af bandets medlemmer bevægede sig stort set hele koncerten igennem, hvilket var en skam. Forsanger Harry McVeighs stemme fremtrådte meget ren og solid, men der kan derimod sås tvivl ved hans guitaristiske kunnen, da hans guitarspil lød pivfalsk gentagne gange. Publikum fik undervejs en smagsprøve på noget endnu ukendt, nemlig en B-side i form af sangen Taxidermy.

Coldplay

Herefter var det endelig tid til, at aftenens længe ventede hovednavn, Coldplay, skulle indtage scenen. Som introduktion fik publikum serveret Strauss” An der schönen blauen Donau samtidig med, at der på storskærmen blev fremvist et satelit-verdenskort, hvor  Messecenteret i Herning var tilføjet som destination. Det fungerede utroligt godt, måske fordi det gav publikum en fornemmelse af, at bandet rent faktisk var klar over, hvor i verden de befandt sig. Da satelitten slutteligt zoomede ind på arenaen, hvor vi alle stod, var der stor jubel at spore.

Koncerten indledtes med sangen Life in Technicolor fra Coldplays seneste plade, efterfulgt af hittet Violet Hill. Herefter bød forsanger Chris Martin publikum velkommen ved at sige “Godaften allesammen” på et meget gebrokkent dansk, og takkede for det stærke fremmøde på trods af kulde og blæst. Herefter fik tilskuerene glæden af at høre storhittet In My Place, hvor Chris Martin meget energisk løb frem og tilbage på den kæmpe scene, hvorpå der var tilføjet to podier, der stak ud blandt publikum. Den mand har åbenbart en fremragende kondi, da der ikke var den mindste forpustelse at spore i hans vokal, på trods af, at han altså fik løbet sig noget af en tur. Begrejstringen – hos publikum såvel som bandet – var stadigt stigende, især da det efterfølgende nummer bestod af endnu et megahit, nemlig Yellow fra bandets debutskive: Parachutes. Her var hele scenen oplyst i et gult skær alt imens der rullede store gule balloner henover publikum. Især under Yellow gik der stadionrock i stemningen, da Chris Martin til slut bad publikum synge sangen for ham, mens han selv tog sig en slapper på et af podierne. 

Herefter faldt pulsen en kende, idet de mere stille og mindre kendte sange indfandt sig, eksempelvis London Cemetaries og 42, for derefter at få publikum helt op at ringe igen med de prægtige numre Fix You og Speed of Sound fra X & Y- albummet. Under sidstnævnte fremvistes en særdeles velpassende video på storskærmen, der nu fyldte hele bagtæppet. Den førte publikum væk fra arenaen og ud i rummet med en masse laserstråler, stjerner og store planeter. Dernæst forsvandt bandet fra scenen, mens de under spotlight bevægede sig helt ned i den anden ende af arenaen for at fremføre blandt andet Till Kingdom Come og Green Eyes. Inden bandet igen vendte snuden mod den store scene, opførte de Michael Jackson hittet: Billie Jean, hvilket vakte begejstring hos publikum, men ikke så meget hos undertegnede, da kvaliteten af nummeret ikke var i top. Måske fordi de eneste instrumenter, som var medbragt på det lille podie, bestod af et par guitarer, men også på grund af, at lyden nede bagved var væsentligt forringet i forhold til det ellers fremragende lydbillede, Outdoor Arena lagde for dagen. Det kan tænkes at have været genkendelsens glæde, der begejstrede publikum. Generelt fungerede det ikke optimalt, at bandet rykkede sig helt ned i den anden ende af arenaen, og mon ikke de, der havde betalt på den gode side af 600 kr. for deres inderscene billetter, havde det på samme måde.    

Da bandet igen indfandt sig på den store scene opførte de Lovers in Japan fra deres nyeste album, hvor publikum blev beriget med konfetti formet som sommerfugle i alverdens farver, hvilket i den grad satte gang i stemningen igen, inden bandet takkede af med To Death and All His Friends. 

Før bandet spillede deres ekstranumre, som blandt andet bestod af The Scientist, forsikrede Chris Martin publikum om, at han snart slap dem, med ordene: “We only have two more songs – then you can go have fun”. Ud fra publikums reaktioner at dømme havde “sjov” nu ikke været nogen mangelvare igennem denne koncert.

Chris Martin afsluttede med at takke de to opvarmingsbands, men desværre havde Moi Caprice ikke sunget sig så dybt ind i Martins hjerte, at han kunne huske, hvad de hed. Han takkede dem nemlig med ordene ” Thanks to White Lies and to…the band before them”. 

Alt i alt en fremragende oplevelse i Herning, der tilbød alt det, en stadionkoncert bør indeholde i form af balloner, fyrværkeri, sing-along og konfetti. Coldplay selv havde eftersigende også en fortræffelig oplevelse, da de efter koncerten opdateredemed ordene: “Very much a first night no doubt, but the vibe of THAT many people & the huge new production is just beyond belief”.  

NB: Det viser sig, at Johnny fra Kandis er stor Coldplay-fan. I hvert fald var han denne aften til stede ved tribune A i Herning.

 


 

Skriv din mening
 



 

Kommentarer
 

Aktivitet

Støj

Links

Arkiv

Det med småt

RSS