Forside Det bedste Anmeldelser Favoritter Støj på frekvensen Skribenter

Nyheder

Taxi Taxi Spot

Selvom Frekvens måske lå lidt på den stille hen over sommeren, så betyder det ikke at vi ikke har været aktive, tværtimod. Frekvens faktisk været ganske aktive, Martin har været på Roskilde Festival imens Roy tog turen hjem til Irland og besøgte Oxegen festivallen.

Før sommeren rigtig var over os, før Michael Jackson forlod denne verden (og tog hjem til sin egen planet), før AGF lå nummer 1 i Superligaen og før Pia ville være noget ved musikken, var der en simplere og mere uskyldig tid. I denne tid tog Frekvens bl.a. til SPOT festival, og så lavede vi også en række interviews under årets Pop Revo festival, i de næste par dage vil vi gerne se tilbage på denne simplere tid når vi bringer reportager fra SPOT og en række interviews fra årets Pop Revo, bl.a. med Sunset Rubdown frontmanden Spencer Krug.

Vi starter ud med en (lidt for) længe ventet (lidt for) lang reportage fra årets Spot Festival.

Torsdag

Under Frekvens store planlægning af vores SPOT aktiviteter skrev jeg til Anders, ”når praksis banker på glemmes alle principper”, det har jeg vist hugget fra Peter H. Olesen. Ordene viste sig imidlertid at være sådan ca. det eneste af vores planlægning vi kunne bruge til noget i løbet af åbningsaftenen på SPOT torsdag. Det hele startede med at vi mødtes ved Musikcaféen hvor vi skulle agere DJs senere på aftenen, herefter gik turen imod Musikhuset hvor vi ville se åbning inden dørene på Musikcaféen åbnede, vi fik vores armbånd og gjorde os klar til at se nogle taler, men men men de armbånd vi var blevet udstyret med gjaldt åbenbart ikke til åbningsarrangementet, den besked fik vi og mange andre, og det undrede mildest talt folk en hel del. Da vi jo skriver om SPOT under festivalen er vi blevet udstyret med pressearmbånd, men mange som havde købt billetter følte sig rent ud talt snydt. Rygterne/argumenterne gik på at salen var udsolgt og at man skulle ha sikret sig billet på forhånd. Dette var dog ganske ny information for de fleste (i hvert fald af dem der ikke havde skaffet sig billet) i Musikhuset, da der ikke har været noget som helst information af den slags på hjemmesiden i ugerne op til SPOT. Nå men vi fik noget tid at slå ihjel inden Musikcaféen, så vi fandt noget mad og nogle øl og så gik tiden jo sådan set fint med det. Derefter gik turen imod Mejlgade hvor aftenens program bød på Bird, John Dear Mowing Club og Deadelus. Vi havde dog en times DJ sæt inden koncerterne gik i gang og kastede os hovedkulds ud i det og imens folk langsomt begyndte at fylde Musikcaféen strømmede tonerne af bl.a. The Shins, Feist, Superjeg, Larsen & Furious Jane og Uzi & Ari ud af højtalerne. Ca. et kvarter før koncertstart tog aftenen dog en drejning som ingen havde set komme.

Et voldsomt regnevejr havde ramt Århus og luften på Musikcaféen var tæt alt imens en lettere lugt af våd hund bredte sig, det var dog på ingen måde det værste. Musikcaféens gamle udluftningssystem viste sig ikke at være alt for tæt, så små dryp på DJ pulten satte teknikerne på overarbejde, vi fik lokaliseret utætheden og ville forsøge at løften en loftslem for derefter at tætte hullet med nogle viskestykker, på dette tidspunkt var vi på ingen måde klar over at vores problemer kun lige var begyndt. Efter en del fumlen med føromtalte loftslem indså vi at vi nok måtte hente nogle stole så vi gik ud imod lageret. Hvis det ikke var fordi jeg så det med mine egne øjne ville jeg næsten ikke tro det syn der mødte mig, for bag ved scenen ikke bare dryppede det ind, nej vandet væltede simpelthen ned over lydsystemet, i løbet af den næste par sekunder fik jeg vel nærmest skreget af teknikerne at DJ pulten nok var det mindste af alle vores problemer lige nu, og herefter kan stemningen vel kun beskrives som lettere kaotisk.

Musikcaféen var i mellemtiden blevet godt fyldt, og flere kom stadig til imens vi i al hast fik koblet systemet fra, satte spande op, sat elektroniske anordninger til tørre, lukket for flere gæster og informeret kunstnerne. Det lignede en sikker aflysning, da det ikke var muligt at koble strømmen til igen. Imidlertid viste det hele sig at være den største gang held i uheld jeg nogensinde har overværet. Bird insisterede som aftenens første band at gå på og spille et akustisk sæt. Detaljerne fra koncerten er efterhånden blevet lidt tågede men vi fik ihvertfald en dejlig version af The Smiths’ Some Girls Are Bigger Than Others hvor det var drengene der stod for skud. John Dear Mowing Club blev tydeligvis inspirerede af Bird’s flotte koncert, så også de insisterede på at spille et akustisk sæt. Forsanger Melle De Boer (Ja, de er fra Holland) ramblede, fortalte jokes på gebrokkent engelsk og ledte i det hele taget John Dear Mowing Club igennem en ret fantastisk koncert på Musikcaféen. Som de sidste den aften nåede jeg lige at se at Deadelus, som ellers er et udpræget elektronisk act, også fik gennemført sin koncert med hjælp fra en bas forstærker og sin laptop. I det hele taget må man sige at det blev en ret unik aften på Musikcaféen, og jeg tror personligt ikke at nogle af de 3 artister havde fået den opmærksomhed som tilfældet blev hvis ikke der havde været hul i taget på Musikcaféen. Weekenden igennem hørte man fortsat snakken gå om den specielle aften på Musikcaféen og alle var vist enige om at der blev leveret fremragende koncerter.

Fredag

Fredag lagde vi ud hos I Got You On Tape som inviterede indenfor i Musikhusets Store Sal, og den invitation var der mange der takkede ja til, salen var således næsten fyldt den bandet gik på scenen. Da det jo i festival regi var ret tidligt på dagen (14:30) sørgede IGYOT fra koncertens start for at ruske op i folk, specielt trommerne fik en god omgang tæsk, så hvis man havde troet man kunne starte dagen ud med en lille lur i Musikhusets bløde sæder, så kunne man godt tro om igen. Forsanger Jacob Bellens virkede oprigtig glad og veloplagt når han talte til publikum, og bandet spillede et godt og solidt sæt. Lyden var mørk om melankolsk i stil med det lydbillede man også kan finde hos amerikanske The National. Da I Got You On Tape sluttede af med den fantastiske Somersault fra albummet ”2”, var det sikkert og vidst at vi var kommet rigtigt godt i gang med årets SPOT festival.

Vi gik udenfor for at se lidt af Bodebrixen på P3 scenen, de havde trukket et rimeligt stort publikum, og meget kan man da også sige om bandet, men de formår altså at skrue en pop sang sammen. De havde også medbragt en masse balloner og det virkede i det hel taget til at være en ret god fest de havde gang i. Det bed dog ikke rigtig på mig så jeg tog en chance og begav mig imod Rytmisk Sal hvor svenske The Disciplines spillede op til dans. De tidligere Briskeby medlemmer spillede højt og hurtigt og var frontet af tidl. The Posies frontmand Ken Stringfellow aka. Mick Jagger møder Bobby Gillespie på speed (altså mere speed end sædvanligt). Stringfellow stjal billedet fuldstændigt under hele koncerten, nogle gange også fra selve musikken, han var hele vejen igennem en kæmpestor rock kliché, men på mærkværdig vis lykkedes det ham at levere et troværdigt udtryk, som på ingen måde blev skæmmet af ironisk distance, man troede virkelig på at han mente det når han spyttede publikum i hovedet. Stringfellow var et virkelig underholdende bekendtskab, musikken husker jeg ikke meget af.

The William Blakes var næstepunkt på dagsordenen. Alle er jo som bekendt The Willam Blakes og det havde bandet taget ret bogstaveligt da de tonede frem bag scenetæppet på P3 scenen. En ca. 10 mennesker på diverse instrumenter hoppede og dansede rundt, ført an af Kristian Leth i front. Der fest og spilleglæde og velkommen til gøglerskolen over hele linien. Alt imens Leths takster og krig og religion også giver stof at tænke over, men jeg må indrømme at det ikke rigtig ramte mig, det var helt sikkert rigtig sjovt at være med til, men det virkede ikke rigtigt i mine øjne, om man var lidt for overvældet over at der skulle hele 4 guitarer til at få det rigtige lydbillede frem eller om det virkelig ikke var den bedste dag at fange The William Blakes skal jeg lade være usagt.

Jeg droppede at se koncerten færdig og skyndte mig istedet over for at fange en kæmpe personlig favorit, svenske Taxi Taxi (billedet) som skulle spille i Lille Sal. Der var allerede god kø udenfor, men med lidt diskret snigen lykkedes det at finde en god plads blandt den ventende mennesker. Salen blev da også ganske hurtigt fyldt fuldstændig op. De to svenske tvillinger synger så englende må være misundelige, og leverede da også en koncert af ubeskrivelig skønhed på årets SPOT festival.

Herefter gik der lidt tomgang i ruten, efter et hurtigt smut forbi Emilliana Torrini, hold fast det var kedeligt, og Carpark North, hold fast der var mange mennesker, endte ruten hos en af Frekvens’ store favoritter, Diefenbach på Voxhall. Det blev dog noget af en skuffelse, og den koncert beviste vel mest af alt at der altså skal noget mere til end en række gode sange til at spille en god koncert. Københavnerne kom aldrig rigtigt ud over scenekanten, det hjalp selvfølgelig heller ikke at alle de store kanoner i musikbranchen troppede op nede foran scenen kun for at snakke og drikke fadøl. Lasse Lyngbo fik dog kort tid efter lov til at tage revanche med sit projekt White Pony som havde besøg at både Tobias Kippenberger og Asbjørn Auring Grimm som hjalp med at fremføre hittet Falling, det var dog ligesom også det der var at komme efter hos White Pony, så vi vendte hurtigt næsen ned mod Voxhall igen hvor vi som fredagens sidste koncert blev vidne til et brag af en fest sammen med Turboweekend, ikke mindst i kraft af forsanger Silas Bjerregaard som ved gentagne lejligheder har vist sig at være en aldeles fremragende frontfigur. Fredag på Spot var ingen undtagelse og han havde koncerten igennem det ret fyldte Voxhall i sin hule hånd. Herefter var det blevet tid til at forsætte festen i det århusianske natteliv og så ellers gøre sig klar til lørdag.

Lørdag

Lørdagen skulle vise sig at byde på en ren parade af gode koncerter, faktisk så vi intet den dag vi ikke brød os om, det skulle da lige være Michael Hamilton, men mere om det senere. Dagen startede ud med et besøg hos Balstyrko, og den idé var der rigtigt mange der havde fået, så der var godt fyldt op ved P3 scenen. Af en eller anden grund havde man i år valgt at lukke for indgangen bagerst i teltet så der var tit og ofte trængsel i siden af scenen, specielt da mange gerne ville nyde solen og musikken på samme tid. Det gjorde dog at det blev svært for nytilkomne, som os selv, at komme ind i teltet og lyden forsvandt derfor hurtigt imellem vinden og folks småsnak om gårsdagens koncerter.

Vi trissede derfor over til Oh Land i Ridehuset, som i øvrigt heller ikke havde gjort det nemt at komme til koncert, ved kun at åbne 1 dør, men vi fik kæmpet os indenfor og til trods for det indtryk man kunne få udefra, at Ridehuset var fyldt, så var der masser af plads længere fremme imod scenen. Oh Land havde lagt et meget kunstnerisk udtryk frem, og både garderoben og scene udsmykningen var en hel oplevelse i sig selv. Musikalsk blev der disket op med nogle virkelig tunge beats og i det hele taget var der tale om en positiv overraskelse, vi kunne ha’ frygtet at Oh Land ville være endnu et ”lille-pige-synger-følsomt-henover-noget-elektronica” bekendtskab men Nanna Øland Fabricius som er kvinden bag navnet Oh Land formåede at diske op med meget mere.

Nu var vi kommet godt i gang og herefter gik turen imod en af de koncerter vi virkelig havde set frem til, Choir of Young Believers i Musikhusets Store Sal. Da vi kom over til Musikhuset var der allerede en betydelig kø foran dørene, som vidner om at COYB er et af de mest hypede (med rette) bands herhjemme i øjeblikket. Salen blev hurtigt fyldt og der var en virkelig positiv stemning i luften da Jannis Noya Makrigiannis førte sit kor på scenen. Jeg har set COYB både med stort orkester, Jannis solo og med Cæcilie Trier (Chimes & Bells mm.) på cello, og selvom hver konstellation uden tvivl har hver sin charme, så foretrækker jeg nu Choir som de stillede op på SPOT, med stort orkester. Når lyden oven i købet var så god som den nu engang er i Musikhuset, så var der virkelig lagt op til en musikalsk oplevelse. Det eneste lille problem var guitaren som der koncerten igennem blev brugt en hel del tid på at stemme, under disse pauser gav publikum sig ivrigt til at fløjte, til stor glæde for forsanger Jannis, ”bliv endelig ved” lød det fra scenen. Koncerten tog naturligt nok udgangspunkt i albummet “This is For The White In Your Eyes” og der var stor jubel da tonerne til ”hittet” Next Summer satte ind, som afslutning fik vi, efter min mening, albummets stærkeste sang, Claustrophobia, som endte ud en dejligt støjende afslutning. En virkelig god koncert hvor vi inden vi forlod salen lige nåede at se Jannis Noya Makrigiannis modtage en Steppeulv som årets musiker, som han selvfølgelig takkede meget ydmygt for.

Herefter tog vi (sammen med Bo Rande som spillede blæsere i Choir of Young Believers) turen over på den anden side af gangen i Musikhuset til Filuren for at se Mames Babegenush som spiller Balkan rock eller klezmer, kaldt det hvad du vil, det svingede. Faktisk var der så meget tryk på at man hurtigt stod og drømte sig til væk til det mørkeste Balkan med alt hvad der til hører af Sljivovitza, borscht og borgerkrig. En hel igennem betagende oplevelse, og stemningen var ret hurtigt ret fantastisk i den lille og intime Filur sal.

Herefter gik turen forbi Frekvens yndlingene i Beta Satan som sædvanen tro gjorde det godt, derudover kender vi dem vist lidt for godt efterhånden til at det kan være seriøst at sige noget synderligt godt eller dårligt om deres gøren og laden. Efter Beta Satan gik der øl pause i den og grundet en usædvanlig doven indstilling til at få drukket ud, nåede vi ikke til Messy Shelters før salen blev fyldt. Næste koncert på programmet var derfor WhoMadeWho som vandt konkurrencen om vores gejst i skarp konkurrence med nordmændene i I Was A King, men lad os bare slå fast med det samme, vi fortrød på intet tidspunkt vores valg. WhoMadeWho er nu officielt mit yndlings fest band og under koncerten i Ridehuset så de sig aldrig tilbage, iført noget der bedste kan beskrives som Amish tøj lagde de hurtigt publikum ned så selv de mest stivbenede måtte overgive sig til dans, og det var endda med en god portion ganske nyt materiale. At WhoMadeWho er det bedste bud vi herhjemme har på en (ordentlig) musikalsk eksportvare kan ikke være nogen overraskelse for folk der har oplevet bandet live, og hvis man endnu ikke har stiftet bekendtskab med det seneste album, The Plot, så bør man nok gøre det snarest, det er ganske givet det bedste danske album i år.

Efter at være blevet revet rundt af WhoMadeWho gik turen videre til Lucy Love, som jo har modtaget en del hype, ikke mindst af P3 som har rå spillet singelen ”Daddy Was A DJ”. Igen kan jeg ligeså godt melde kulør med det samme, jeg synes virkelig det var en god koncert, og jeg var godt underholdt, jeg var også godt fuld på dette tidspunkt, men det vil jeg ikke tilskrive hele min begejstring. Jeg fik godt nok lov til at skulle forsvare denne begejstring hårdt senere samme aften. Kritikpunkterne gik først og fremmest på at hun mest af alt er en pastiche på den engelske grime scene og at der kan findes meget bedre ting derovre. Det argument kan jeg selvfølgelig ikke argumentere imod, men jeg synes nu alligevel godt at Lucy Love kan stå for sig selv, jeg synes der var gode songs imellem og at hendes rim holdt et langt stykke hen ad vejen. Behøver hun virkelig at tale med en påtaget engelsk accent vel sagtens for at virke mere autentisk? Nej det virker nok en smule for påtaget, men på den anden side kan man måske hævde at hun føler at den accent følger med ”rollen” Lucy Love og det er en del af den større grime-pakke.dk. Vigtigst af alt var at jeg nød musikken og det virkede det faktisk til at der var en hel del andre der også gjorde, i hvert fald på de forreste par rækker.

Årets sidste SPOT koncert blev leveret af Death By Kite i Archauz . Her havde man valgt Michael Hamilton som konferencier og hvorfor vi skal trækkes med den mand år efter år går over min forstand. Jeg finder det decideret pinligt og dybt kritisabelt når manden istedet for at introducere det gældende orkester bruger tid på at spørge publikum om vi kommer ned og ser ham spille på Gyngen i gummistøvler, men før det her ender i et langt (og tro mig det kan blive virkelig langt) rant imod Michael Hamilton så må vi hellere se lidt på Death By Kite. Jeg er næsten sikker på at de var et af de første bands jeg så en koncert med da jeg flyttede til Århus og det var helt sikkert en af de første gange jeg var på Musikcaféen i Mejlgade. Siden dengang har jeg faktisk ikek fulgt særligt meget med i hvad bandet har lavet, så det var med en hvis spænding at jeg gik ind til koncerten. Lydbilledet er stadig melodisk støjrock som vi kender den fra Sonic Youth og man kan på den måde sige aat de måske ikke ligefrem tilføjer voldsomt meget nyt til den genre, men er du sindsyg de spiller fedt, og højt og hurtigt. Fra min plads nede på forreste række (næsten inde på scenen grundet gulvet og scene går ud i et i Archauz) inde imellem trommerne og højtalerne blev jeg så godt og grundigt banket igennem imens man imponeret kunne betragte Mikkel Holtougs super stramme trommespil. Som ekstranummer fik vi ”klassikeren” BHF. Asta (wæ-åh) og så kunne man med en mild gang tinitus begive sig ud i Århus natten til øl og en fortsættelse af førnævnte Lucy Love diskussion.

Alt i alt må man sige at SPOT igen i år diskede op med nogle dejlige koncerter og en fantastisk stemning i Århus midtby.

 

Skriv din mening
 



 

Kommentarer
 
Klaus
September 10, 2009 kl. 17:15

Lucy Love, grime og My Bloody Valentine diskussion – bare for lige at få det på plads.

Anders O
September 10, 2009 kl. 19:31

Død over Drillo og Michael Hamilton!

Aktivitet

Støj

Links

Arkiv

Det med småt

RSS