Forside Det bedste Anmeldelser Favoritter Støj på frekvensen Skribenter

Nyheder

rsz_muse-the-resistance-album-artwork

6/11
Et nyt album med Muse kan være en ordentlig mundfuld at sluge. Derfor har Frekvens i anledning af “The Resistance”, sat et helt hold af anmeldere i gang, der uafhængigt af hinanden har taget femte album fra Matt Bellamy & co under kærlig behandling. Læs de fem anmeldelser af “The Resistance” nedenfor. Som gennemsnittet ovenfor viser, er Frekvens ikke helt oppe og ringe.

Anders:
Jeg var så heldig at overvære den i visse kredse legendariske Feeder/Muse-koncert på Voxhall i 2001, og – hold da kæft – hvor var det en intens, kaotisk og frem for alt fabelagtig oplevelse. Siden hen er Muse (og desværre også deres musik) rykket mod store kønsløse stadions, og jeg er ikke rykket med. Bevares, “Black Holes and Revelations” havde sine momenter og skal roses for sine ambitioner, men alt i alt bliver al den patos en smule trættende i længden.
Det samme gør sig gældende for “The Resistance”, som i lighed med det foregående album bevæger sig rundt i genrerne. Denne gang kommer vi forbi Depeche Mode light (Undisclosed Desires), Queen med østlig inspiration (United States of Eurasia), franskundervisning klarinetsolo (I Belong to You) og så naturligvis den velkendte Chopin-rock garneret med lidt nu prog – alt sammen forbundet via Matt Bellamys storladne vokal. I mine øjne er “The Resistance” et af de albums, som til hver en tid kan blive smidt på anlægget uden nogen protesterer synderligt. Det fornærmer ikke nogen, men er heller ikke specielt ophidsende. (6/11)

Kristian:
Jeg synes Queen er et af de værste bands i verden, hvilket gør det svært for mig at holde af “The Resistance”. Den pompøse indgang til musikken, og skridtet væk fra Matt Bellamys signatur guitarlir i retning af Brian May finder jeg meget lidt klædelig på Muse, og helt grelt på United States of Eurasia – tror Orwell vender sig sin grav, over at blive sat til musik på den Andrew Lloyd Webber/We Are The Champions-facon. Der er smurt for tykt på. Et nummer som Unnatural Selection er et andet godt eksempel. Fra intens guitar og tromme, til et omkvæd der er noget nær en kopi af ABBAs Lay All Your Love on Me, til Queen-fræs og en Guns’n’Roses solo. Det lyder som om Muse har savnet en producer til at sætte tingene lidt i system og måske engang imellem råbe ”Mindre vildt, klovn”. Den tredelte rumsymfoni til sidst er bare ikke interessant nok som albumtrack, og virker som en af Matt Bellamys våde drøm, og I Belong To You, klarinetsolo’n’all, kunne have været fedt, hvis ikke der var så mange tomme kalorier inden. Der er helt sikkert også fine ting på albummet. Uprising er blandt Muses bedste til dato, og den nedbarberede, lyder-som-Timbaland-produceret-Depeche-Mode, Undisclosed Desires, viser at bandet sagtens kan gøre less til more. Men der skal fiskes blandt de tomme kalorier. (5/11)

Martin:
Muse har altid været dramatiske i tilgangen til musikken. Onde tunger vil sige selvhøjtidelige. Det dramatiske i musikken er, selvfølgelig, ikke nødvendigvis eller pr. definition negativt, men i mange tilfælde vil det spille ind på, hvornår man egentlig har lyst til at sætte det på. Vi kan kalde det et spørgsmål om relevans. Ud fra både titler og tekster føler Muse åbenlyst et behov for at skabe og skrive, hvad de gør. De vil ud fra teksterne vist gerne frelse os fra noget større. Spørgsmålet er så, hvor relevant det er, når det hele forbliver luftigt og fjernt.
På ”The Resistance” fortsætter de med deres forkærlighed for det teatralske og storladne. Albummet er en art rockopera på lidt under en time, der byder på en hel del temposkift – både i og mellem sangene. Det kan synes et modigt træk i disse tider at lave noget så åbenlyst storladent, men på den front er der intet nyt under solen for englænderne. I forhold til de første albums er inspirationen fra eksempelvis Queen dog endnu større, og langt hen ad vejen kunne de vist også snildt have leveret soundtracket til en ny Highlander-film.
Matt Bellamy har aldrig været nogen god tekstskriver, og de fleste af teksterne på ”The Resistance” kalder da også på tåkrumning. Som i sangen Resistance hvor Bellamy spørger: “Will they find our hiding place / Is this our last embrace / Oh, will the world stop caving in?” Generelt er pladen da også bedst og mest interessant i de instrumentale passager, hvor bandet slapper af og ikke er alt for skabede. Eksempelvis i slutningen af Guiding Light. Ellers er Undisclosed Desires et højdepunkt på en ellers mestendels uinteressant udgivelse.
På bandets første plader fandt Muse succes gennem en blanding af rastløs tænkning og stram udførsel. En kombination de har forladt i søgen efter en større lyd. I søgen efter en form for mening. Denne søgen ender dog som en ørkenvandring og forbliver derved en søgen, der favner bredt og aldrig rammer plet. (4/11)

Mette:
”The Resistance” indledes med sangen Uprising, som er et meget ørehængende nummer, der rummer Muses genkendelige lyd, og er derfor en velvalgt intro. Desværre er glæden kort, for resten af pladen lever ikke op til samme standard. På sin vis er pladen meget alsidig, og de fleste af sangene er tydeligvis inspireret af forskellige kunstnere tilhørende meget forskellige genrer. Albummets andet nummer, Resistance, leder straks tankerne hen på Children af Robert Miles, mens Undisclosed Pleasures – der i øvrigt er et meget catchy nummer – lyder som noget, der er plukket direkte ud af en Timbaland produktion. Derudover er der uomtvisteligt en del ligheder mellem United States of Eurasia og Queens We are the Champions. Men på trods af variation og inspiration fra divergerende kunstnere formår albummet i sin helhed stadig at kede mig. Det forekommer monotont, og jeg savner den melodiske storladenhed og iørefaldenhed, som Muse ellers plejer at være en glimrende leverandør af. Først når man ved pladens afslutning støder ind i tre smukke Radiohead-lydende symfonier, begynder pladen at byde på noget af den pompøsitet, jeg efterspørger på den resterende del af albummet. (7/11)

Roy:
Som musikfan er det altid en mindre tragedie, når ens favoritartister går den stik modsatte vej af det man selv vil have dem til. Det er på mange måder tilfældet for Muse, som på ”The Resistance” i høj grad har skruet ned for guitaren, og i stedet læner sig op af klaver, keyboards og sågar et helt orkester.
Det resulterer i et album som givetvis er tænkt stort, men som også savner noget af den fandenivoldskhed og nærmest maniske spilleglæde, som karakteriserede især ”Origin of Symetry” og ”Absolution”. Sammen med guitaren, har Muse også vinket farvel til Matt Bellamys skrigende falset, og de helt store energiudladninger a la Stockholm Syndrome. Dem kunne vi ellers godt have brugt på et album som virker overraskende pænt, en smule anonymt, og desværre ikke lever op til bandets eget høje niveau. Måske er Muse blevet modne og voksne, men for et album der hedder ”The Resistance” kunne man godt forvente sig lidt mere vildskab og anarki. (7/11)

 

Skriv din mening
 



 

Kommentarer
 

Aktivitet

Støj

Links

Arkiv

Det med småt

RSS