Det er sjældent vi fremhæver danske videoer her på siden, og Holbeks album “Frit Løb” fra sidste år er også blevet overset totalt af Frekvens. Men man skal også være stor nok til at give ros hvor det er fortjent, og videoen til Hvor Langt Skal Vi Ud er et glimrende eksempel på, hvad man kan lave hvis man får en rigtig god idé, og tænker lidt alternativt.
Efter at have haft Silas Bjerregaard fra Turboweekend på vokal på førstesinglen Træk Stikket Ud, er turen på Hvor Langt Skal Vi Ud kommet til Peter Sommers Skanderborgensiske gravkammerrøst. Sammen med Holbeks ulmende produktion og gæste-rap af Khal Allan, skaber de soundtracket til historien om 2 cirkusklovne som tydeligvis drikker for meget. De to klovne spilles af Mick Øgendahl og Søren Malling, og selv om det måske lyder som en lidt gøglet forestilling på skrift, så er det absolut værd at tjekke den overraskende alvorlige video for oven.





March 16, 2010 kl. 23:57