Forside Det bedste Anmeldelser Favoritter Støj på frekvensen Skribenter

Nyheder

SPOT-aktuelle bands, vi aldrig fik anmeldt

Frekvens har i perioder modtaget store stakke med albums, som håbefulde bands, pladeselskaber eller promotere har sendt til os. Den dårlige samvittighed har været stor, hver gang man har droppet at anmelde et album, og endnu værre er det blevet, når de uundgåelige rykkermails er begyndt at dukke op (R.I.P. Strange Ears og tak for dansen.)

Vi ved det godt. Vi skylder ikke nogen noget, men et eller andet sted vil man vel altid gerne betale lidt tilbage til et band, der har brugt blod, sved og frimærker på at forkæle vores øregange.

Men nu – med den årlige SPOT-festival lige om hjørnet – er chancen opstået for at omtale et par af de bands, som har det tilfælles, at de både spiller på SPOT og har et støvet album stående i min reol.

Here goes…


CODY – “Songs”
Spiller lørdag 20:00 i Store Sal

CODY er at finde i toppen på mit SPOT-balkort, for “Songs” er et lækkert album spækket med melankolsk folkrock/americana/whatever, der på en og samme tid emmer af tidstypisk coolness ala The National og klassisk, solid sangskrivning, som er helt på højde med frontmand Kaspar Kaaes amerikanske forbilleder og ligesindede. Selv den sproglige levering lader ikke noget tilbage at ønske, og Kaae fremstår som helhed imponerende udansk.

Der spilles albummet igennem på enkle og gammelkendte virkemidler som slide guitar, banjo, violin, mundharpe og kæmpestore følelser, men det bliver aldrig nogensinde plat eller en countrypastiche, for CODY er så stilsikre og overlegne i fremførelsen, at man kun kan læne sig tilbage og nyde det. Rygterne siger i øvrigt, at det også gør sig gældende live, hvilket vi kun kan glæde os til. Og når så lydbilledet indimellem krydres med eksempelvis en støjende guitar på Your Window eller en støvet kvindelig andenstemme (tilhørende Line Felding) på stille sange som Catch the Straw og What”s Behind, må man bare kippe med flaget (Dannebrog eller Stars & Stripes, your call.)

Esther Maria & The Song Horse – “My Black Heart” (EP)
Spiller fredag 22:50 i Lille Sal

Jazzsangerinde allierer sig med en gruppe erfarne musikere for at spille country og rock, og det fungerer naturligvis fint. Esther Maria synger fan”me smukt, som jazzsangerinder nu engang gør, og en pletfri og ovenud traditionel håndtering af instrumenter, der bl.a. inkluderer lap- og pedal steel, er der ikke noget, man kan sætte en finger på.

Som hos CODY befinder vi os i countryland med temaer centreret omkring nagende længsel og dyb melankoli, og det er et godt afsæt for et stille Emmylou Harris-agtigt nummer som Pale Moon, men såmænd også for den hjertegribende Final Hour (med en smule jazz i vokalen) og resten af numrene, som hovedsagelig bekender sig til den traditionelle amerikanske kvinderock. Det er bedst, når der ikke går total Kira Skov i den, men generelt er det en stærk EP, som dog ikke vil få mig til at møde op i Lille Sal fredag aften. Dertil er jeg nok ikke voksen nok endnu.

The Foreign Resort – “Offshore”
Spiller lørdag 01:00 i Filuren

“Offshore” blev i sin tid kun udgivet på vinyl, og med den seriøsitet og kompromisløshed, det københavnske band lægger for dagen, forstår man det godt. Her lefles ikke for nogen, og albummet indtages nok bedst på pladespilleren i et røgindhyllet lokale fuld af livskloge storbykids.

På de fleste af numrene rammes man af mørke keyboardflader, en mørk stemme, en dundrende basgang og huggende guitarriffs, så man ikke kan undgå at tænke på Joy Division og deres efterfølgere (Interpol m.fl.), men lytteren tilbydes også pusterum i form af programmerede beats på den The Cure-agtige Morning og den letflyvende Lost My Way. Meget forfriskende.

Jeg tror, The Foreign Resort har en masse at byde på. Måske ikke lige nu, men de har i hvert fald givet mig lyst til at møde op i Filuren lørdag nat.

Klein – “Outside In”
Spiller torsdag 22:00 på Musikcaféen

På Musikcaféen i aften kan du udover Bachelorette fra New Zealand, Arms & Sleepers fra USA og Frekvens DJ”s fra Århus opleve tyske Klein, som spiller småfinurlig elektronisk popmusik.

Deres album “Outside In” er muligvis ikke en overset perle, 21 Duel Blackjack is a card game, played with 6 decks. men dog en tiltalende sag, som stritter i mange retninger. De helt poppede numre fungerer ikke for mig, men når der leges med samples, synth eller spoken word-rappes, så det nærmest minder om cLOUDDEAD, er det helt sikkert fedt. Det sker bare for sjældent, og på mange af numrene har man på fornemmelsen, at de elektroniske krumspring blot er der for at sminke vokalharmonierne og de halvkedelige popsange leveret på akustisk guitar.

Jeg glæder mig dog til at se American Invasion og Club Monaco fremført live, og tyskerne fremstår i det hele taget ret sympatiske og tilpas pjankede til, at jeg godt vil give dem en chance.

Er du optaget i aften, kan bandet også opleves d. 22. på Lynfabrikken ligeledes i Århus.

K-liir – “Under den elektriske stjernehimmel” (EP)
Spiller lørdag 14:00 i Filuren

Jeg skal ikke kunne sige, om K-liir har ild i pikken eller pinden, men han er i hvert fald en repræsentant for den sjældne stilart indenfor dansk rap, der kunne betegnes som noget-på-hjertet-rap. At han engang har tabt en battle til Niarn må i den henseende anses for et positivt tegn. K-liir selv kalder sig neobeatnik og trækker musikalsk på electro, triphop og en masse andet, man ikke kan kategorisere som hiphop i ordets mest udvandede forstand. K-liir slår da også gentagne gange fast, at han ikke kan (og ikke vil) sættes i bås, selvom L.O.C. og resten af den århusianske elite sikkert vil kalde ham ukvemsord som Kloge Åge eller backpacker.

“Under den elektriske stjernehimmel” er en EP med otte tracks, som byder på interessante produktioner, synth-elementer og sågar en enkelt Jimi Hendrix-sample. K-liir er ikke verdens bedste rapper, men det fungerer, også selvom linierne af og til volder ham besvær pga. de mange (kloge) ord. Som med The Foreign Resort er der udviklingspotentiale, og jeg kan lide det, men skal du kun se ét rapnavn til SPOT, vil jeg anbefale Kasper Spez, som også bekender sig til en art indie rap og gør det langt mere overlegent. Faktisk giver han de fleste danske rappere baghjul.

Plök – “Sing Us Yr Guillotine Gospel”
Spiller fredag 16:00 i Ridehuset

Wow! Jeg ved ikke helt, om jeg bryder mig om det her, men jeg er sikker på, at Plök formår at sparke gang i SPOT med deres “mathbeat synthpunk” (bandets egen – meget passende – beskrivelse af deres lyd.) Her satses der på kraftige energiudladninger, flabet attitude, kompleksitet og poplinier, som få gange sidder lige i skabet (umiddelbare referencerammer må i den forbindelse være Mr. Bungle og Beta Satan, hvorfra Mr. Q og Kned også er hentet ind for at tage sig af mixet.)

Albummet er dog plaget af en forceret legesyge, som med den rette udstråling kan lykkes live, men som virker insisterende klaustrofobisk eller bare irriterende på anlægget hjemme i stuen (tænk Kashmir – uden sammenligning i øvrigt – anno 1994-97.) Fra første fløjt (Se, nu stiger solen i en hårdtslående instrumental electroudgave) flås lytteren igennem en kompromisløs og kompetent leveret omgang struktur- og stilskift indenfor de alternative heavy-, progressive- og math-rockgenrer, men det fænger sjældent og er ærlig talt en kende ucharmerende i sit oppustede og yderst virile udtryk. Er jeg fuld fredag eftermiddag klokken 16 (usandsynligt) kan det dog være, at jeg er at finde oppe foran i et halvtomt Ridehus stornikkende med en knyttet næve i luften.

Til sidst: Vi har også anmeldt albums med SPOT-aktuelle Crystal Sky Butterfly og Thee Attacks, og en anmeldelse af Striving Vines er snart på trapperne.

 

Skriv din mening
 



 

Kommentarer
 
T-H
May 20, 2010 kl. 16:10

…anbefaler på det kraftigste CODY.
De varmede op for Tindersticks og gjorde dette med en respekt, nærhed og underfundig kejtethed der klart løftede aftenen.
Pladen er bestemt også værd at eje, og kan også erhverves på vinyl.

Aktivitet

Støj

Links

Arkiv

Det med småt

RSS