Forside Det bedste Anmeldelser Favoritter Støj på frekvensen Skribenter

Nyheder

Stine på SPOT

9/11
De smukke harmoniers weekend
Det er en (ikke så struktureret, ikke vanvittigt forberedt) festivalgængers lod at gå glip af ‘festivalens bedste koncert’ og komme til at gå til en koncert med et funk-band, når det er det, man allerhelst vil undgå i hele verden. Sker det så, at man rammer guldåren og fanger koncertoplevelser, der overrasker, glæder og beriger, er man i sandhed i festivalhimlen. Den var jeg tæt på i flere omgange til SPOT og jeg ramte den med et brag lørdag aften ved midnat.

Men vejen til himlen er ikke uden prøvelser. Og prøvelserne kom i form af røvballerock og et musikalsk set skizofrent svensk band.


Fredag
Wrong Side of Vegas sparkede SPOT i gang for mig med en rockudladning i højt gear. Intet nyt under solen fra deres hånd. De trækker blandt andet på inspiration fra hård 70’er rock, men de formår ikke at bringe den stilart i nærheden af nutidighed. Det føles som et band, der har fundet sin plads i kølvandet på The Blue Van, som de ikke når til sokkeholderne i fængende melodier og kompetent udførsel.

Fallulah lyder fristende på papiret, og hun levede op til forventningerne om en koncert med en stilsikker, kantet og forførende vokal bakket op af heftige beats. Koncerten var veltilrettelagt. Man blev ført gennem bløde numre med en støvet og forførende kvindestemme, som i den grad lægger baghjul til lillepigestemmen, som har været så dominerende og populær hos kvindelige forsangere af gud ved hvilken grund. Men Maria Apetri lod aldrig koncerten dø hen i ballader. Man blev hentet op i tempo og vildskab i de mere vilde numre, som for eksempel publikumsfavoritten Bridges. Og her er det vist på sin plads at lade lidt galde flyde over den tendens, der desværre var alt for tydelig på dette års SPOT: MP3-generationens utålmodighed. Da radio-hittet var spillet skred en stor del af publikum, nu havde de jo fået, hvad de kom for. Hvor er lysten til at fordybe sig og få en hel koncertoplevelse? Det punkede afslutningsnummeret New York, You’re My Concrete Lover blev holdt smukt og koket på plads af en vokal af en anden verden. Netop derfor blev nummeret relevant og vedkommende og ikke bare en melodi hørt tusind gange før.

Som i en veltilrettelagt koncert var der i den grad både bølgetoppe og –dale i min festivaloplevelse. Deportees. Bølgedal. Jeg var blevet lovet noget Håkan Hellström og nogle gode melodier. De gode melodier var der til dels; især i koncertens første nummer, men det mest håkanske i den koncert var og blev forsangerens svingende bevægelse med venstre arm. For det første nummer, der lokkede med den gode melodi og de glimtvise løfter om svensk sangskat, blev afløst af noget meget letbenet og kvalmesødt rock for bare at gå over i noget firserlyd og rumklang på forsangerens vokal. Frekvens’ Kristian siger Arcade Fire, min medkoncertgænger og jeg siger Poul Krebs og Bee Gees.

Jeg havde egentlig besluttet mig for ikke at høre The Rumour Said Fire. Men som en lille lemming sprang jeg ind i Store Sal sammen med alle de andre. Jeg blev ikke skuffet. Tværtimod. Dygtige, dygtige musikere, skønne vokaler, og harmonier der får den gode gåsehud til at brede sig. Selvom store dele af salen emigrerede efter The Balcony, sad man ikke tilbage med følelsen af, at bandets øvrige numre er fyld for et enkelt hit. Der imod er der meget mere interessant at finde i et nummer som Love For The Tortured, som de spillede lørdag på P3 Session. Når man tager The Balcony ud af hele bandets repertoire, virker den næsten banal og for ’jeg-bliver-student-i-år-og-har-brug-for-en-melankolsk-kendingsmelodi-agtig’. Det er netop det stilsikre bands øvrige materiale, der retfærdiggør det store, men nærmest lidt letbenede hit.

Efterklang i Store Sal ved midnatstide blev en dræber. Jeg faldt i søvn under de ellers så vanvittigt dygtige, men grænsende til det kedeligt dygtige musikere.

Lørdag
’Jeg er bange for, det er funk’, sagde min medkoncertgænger til mig, og jeg fik kuldegysninger og var tæt på at dreje om på hælene, da Striving Vines gjorde klar til at slå første tone an lørdag på Voxhall. Nogle gange kommer der gode oplevelser ud af at forvente det værste, og således blev vi begge yderst positivt overraskede, da der ikke var antydning af funk med i lydbilledet. Hvor, vi fik den forfejlede formodning fra, står hen i det uvisse. Forsanger Jonas Møllers stemme var i højsædet gennem koncerten, og det forstår man godt. Der er fokus på den gode melodi hos bandet, og Jonas Møllers stærke, klare vokal følger dem til dørs. Den første halvdel af koncerten var nydelse i ’anerkendende nik og lidt rokkende kroppe-kategorien’. Men det blev unægteligt lidt kedeligt i længden. De ellers velspillende musikere fik aldrig taget til at løfte sig i en pænt fyldt Voxhall, og man manglede den sidste vildskab for at gå fra koncerten med total tilfredsstillelse og ikke bare fornemmelsen af, at Striving Vines vil gøre sig godt på P3.

Efter et intermezzo med det eneste konstruktive, der er kommet ud af Brønderslev (The Blue Van) – bare lige for at rense tankerne – spillede CODY op i Store Sal. Salen blev proppet, og de sympatiske bandmedlemmer virkede overraskede og glade for at spille for fulde huse. De leverede i stor stil. De sødmefyldte strygere blev holdt i skak af skramlet guitar og gode basgange. Smuk vokal, virtuose musikere og melodier med countrypræg både i tekster og harmonier blev leveret til et 12-tal af CODY.

Det var lige før, at min krop var fyldt op af smukke harmonier og kyndige bands, jeg havde brug for noget helt helt andet, og det fandt jeg hos SPOTs dejligste indslag Frodegruppen40 med Jens Blendstrup og hans til tider groteske tekster i front. Nummeret Græsslåning var parcelhussørgeligt på den hele vejen igennem morsomme måde. Og kantet, som Frodegruppen40 er, afsluttede de en højenergisk og komisk koncert med nummeret Tsunami, som efterlod i hvert fald denne koncertgænger med en trist mavefølelse. Mange blandt publikum fangede (for) sent den alvorlige tekst, der som altid hos Blendstrup er krydret med groteske elementer, og man kunne nok også – i hvert fald for festens skyld – have ønsket sig at koncerten blev rundet af med noget i stil med John danser grøntsag.

Det er så dejligt, når tingene går op i en højere enhed, og det gjorde de så englene stadigvæk synger, da First Aid Kit (eller Kids som Lille Sals lidt kiksede konferencier udtalte navnet) gik på omkring midnat i Lille Sal. Smukt. Himmelsk smukt. Mindre kan ikke beskrive oplevelsen med de to unge svenske kvinder og deres dejligt anonyme, men relevante trommeslager. De afleverede smukke sange og tekster med så megen dybde, at man ikke tror, at de kun har levet i henholdsvis 17 og 19 år. Melodierne leder tankerne hen mod 60’ernes og 70’ernes alternative country-stil, men det er så relevant og – trods retropræget – nutidigt og nyskabende. Mellem numrene, der imod forventning ikke virkede søvndyssende efter en lang dag med musik, sol og fadøl, var ordvekslingen mellem de to søstre sødmefyldt og ironisk, noget der igen gør det svært at forstå, at de ikke har været i gamet i årevis. Da de stillede sig helt frem på scenekanten og sang uden mikrofoner og kun med akustisk guitar var der ikke en lyd at høre fra publikum. De tryllebandt og det på et tidspunkt, hvor man kunne formode, at der var røget adskillige øl ned hos de fleste i salen. Modigt af Johanna og Klara Söderberg! Koncerten blev afsluttet – alt for tidligt – med et brag og stående applaus med nummeret I Met Up With The King. Man gik fra Lille Sal med en sjælden lykkefølelse og løftet om, aldrig selv at forsøge at synge igen i ren respekt for First Aid Kit.

Stine Bakkeløkken er ven af Frekvens

 

Skriv din mening
 



 

Kommentarer
 
Rune
May 27, 2010 kl. 16:55

Rigtig dejlig reportage.

Jeg vil dog lige indskyde, at jeg som debutant til Frodegruppen 40 koncerten synes at det sidste nummer de spillede, ‘Tsunami’ var et af højdepunkterne. Det er rart når det ikke går op i hat og briller det hele (her ment så venligt stemt som muligt, for jeg holdte sandelig også af deres mere ironiske numre), men jeg kan sagtens se din pointe.

Glædeligt at læse om koncerterne.

-Rune

Aktivitet

?????? ??? ??? ??: Frekvens » Tiger Tunes ikke i glemmebogen Gucci...
kxtkhffzh: Frekvens » Tiger Tunes ikke i glemmebogen...
??? ?? ????? ??: ????????? ??? http://www.secursupport.com...
???????? ??????: ?? ???? ????????? http://www.tvweathercaster.com /
?????? ???: ?????? ?????????? http://www.2saveonmagazines...
????? ?? ???: ?????? ????????????????? http://www.tiffanyjapan183...

Warning: Invalid argument supplied for foreach() in /home/www/frekvens.dk/wp-content/themes/frekvens/sidebar.php on line 19

Støj

Links

Arkiv

Det med småt

RSS