Forside Det bedste Anmeldelser Favoritter Støj på frekvensen Skribenter

Nyheder

King’s Light Infantry

Alle kriterier blev opfyldt, da SPOT Festival anno 2010 bød på massevis af sol, gyldne øl, glade mennesker og naturligvis en pokkers masse dejlig musik. Hvad mere kan man forlange?

Festivalen peakede for undertegnede, da et nyt, sprudlende rock’n'roll band indtog scenen på Filuren om fredagen, og igen da et dansk orkester leverede en fantastisk smuk performance i Store Sal lørdag aften.

Jeg skød min festival i gang med et band, jeg aldrig havde hørt om før, nemlig King’s Light Infantry (billedet). Bandet består af fire fyre og en pige, og musikken minder til tider om The William Blakes (lyt f.eks. til singlen “Home” på bandets Myspace, særligt introen), dog med en lidt mere rocket lyd. Musikken var god, men efter at have hørt tyve minutter af koncerten, følte jeg, at det hele var hørt, da der ikke var meget afveksling at spore i de forskellige sange, så det generede mig ikke, at koncerten - som de fleste andre SPOT-koncerter - måtte lukke ned efter 40 minutter. Forsanger Mathias Slot havde en god og stabil vokal, der på visse numre associererde til The Killers-frontmanden Brandon Flowers stemme (og nu, hvor jeg sidder og lytter til dem på Myspace, lyder han også hen ad Christian Hjelm fra Figurines), hvilket gav lidt liv til de mere monotone sange. Det fremstod tydeligt, at Århus-kvintetten var helt grønne på scenen, faktisk lignede de til tider én stor undskyldning for sig selv og virkede meget generte og tilbageholdende. Det ville have klædt dem at bytte sejlerskoene ud med en god portion selvtillid, inden de trådte op på de skrå brædder, hvis det havde resulteret i mere energi og spontanitet i deres optræden.

Dernæst var det tid til at indfinde sig på gulvet ved Officerspladsen, hvor Lars and The Hands of Light skulle indtage scenen, hvilket de, i modsætning til det forrige band, gjorde med stor selvsikkerhed og attitude. De to frontfigurer, Lars Vognstrup og hans søster Line Vognstrup, var iklædt festligt sommertøj, og med deres gode humør og luftige popsange, formåede de i den grad at rive publikum med hele koncerten igennem, hvor vi blandt andet fik serveret hitsene “Me Me Me” og “Hey My Love, Hey Love”. Undertegnede formåede at blive så opslugt af koncerten, at hun slet ikke opdagede den monsunregn, der huserede udenfor teltet, før koncerten var forbi. Det må da være et godt tegn.

Da vi nåede hen imod aften trådte Fallulah ind på Officerspladsens scene. Heldigvis. Jeg syntes i forvejen godt om hendes glade popmelodier, men blev alligevel overrasket over, hvor blød og sprød en røst, den dame er indehaver af. Det var umuligt ikke at blive opslugt denne samt af de iørefaldende melodier, og det på trods af, at det med mine små 166 centimeters kropshøjde var stort set umuligt at få øje på hende. Desværre måtte jeg forlade koncerten cirka halvvejs, og nej, ikke fordi hendes P3 hits allerede var fyret af, men fordi Ghost Society, som jeg havde glædet mig enormt meget til at høre, skulle til at gå på scenen i Rytmisk Sal. Kvarte og halve koncerter hører jo med, når man er på festival. Men det var i hvert tilfælde ikke sidste gang, jeg så Fallulah live.

Det viste sig, at jeg skulle være blevet hvor jeg var, og dermed have hørt Fallulahs koncert færdig, da jeg hurtigt erfarede, at Ghost Society er et af de bands, der gør sig bedst på plade. Deres koncert var noget af en skuffelse. Bandet virkede uoplagte og der var intet nærvær og ingen intensitet at spore. Overhovedet. Selv nummeret “Love Love”, som jeg ellers normalt kan høre på repeat og som, efter min mening, er et af deres bedste og mest ørehængende numre, blev punkteret fuldstændigt. Der er ikke noget mere demotiverende end at være publikum til et demotiveret band!

Senere på aftenen gæstede jeg igen rytmisk sal til Deportees, og - ligesom hos Stine - var det på Kristians foranledning. Håkan Hellström og Arcade Fire var trods alt rimelig gode referencer. Dog lykkedes det mig ikke spore disse bands i Deportees, det irriterede mig blot, at frontmanden Peder Stenberg konstant hev i sin trøje og pegede ind mod hans hjerte. Særligt fordi de sange, der blev serveret, på ingen måde var inderlige, så hvorfor han havde en så stor trang til at pege på hjertet, som krængede han det ud, må stå hen i det uvisse. Jeg smuttede efter at have set cirka halvdelen, og dykkede derefter ned i en Ben & Jerry’s mens jeg så Stoffer og Maskinen, hvor der heller ikke var meget nyt under solen.

Dagens sidste koncert skulle vise sig at blive dagens højdepunkt, da årborgentiske Thee Attacks gav alt, hvad den kunne trække, på Filurens lille og meget intime scene. Bandet indtog scenen og publikum i det øjeblik, de trådte ind på scenen, og slap ikke tøjlerne igen, før koncerten var slut. Det var en fryd at se et band med så meget entusiasme og så højt et energiniveau! Det var rock’n'roll hele vejen igennem, og de unge drenge vidste, hvordan det skulle leveres! Det har jeg en formodning om, at David Fricke fra Rolling Stone Magazine ville give mig ret i, i hvert fald rockede han ud hele koncerten igennem, ligesom resten af publikum. Thee Attacks synger strofen Show me the way to succes  i et af deres numre – jeg er ret sikker på, at de allerede har fundet den vej.

Lørdagen startede ud med selveste Michael Falch feat. Boat Man Love på Archauz. Koncerten spillede ud med en meget livsklog Falch, der berettede om sin store livserfaring til os unge mennesker. Han syntes tilsyneladende selv, det var en kende ironisk, at han var inviteret til at spille på SPOT, i hvert tilfælde afsluttede han sin talestrøm med de humoristiske ord: “Jeg er åbenbart gået hen og er blevet indie”. Falken spillede en udmærket koncert med flotte sange og dygtige musikere, dog var det svært at holde de mange varmegrader, Archauz havde fået tiltusket sig, ud.

Senere på dagen var det tid til lørdagens højdepunkt, som bestod i det fantastiske indiefolk-band Cody. De er alt, hvad jeg håbede på, one two-hit-wonder bandet, The Rumour Said Fire, ville være. Det store orkester leverede smukke melodier tilsat strygere, violin og cello, og musikken passede som fod i hose på Store Sals storslåede og symfonivenlige scene. Bandet, både som helhed og hvert enkelt af medlemmerne, emmede af karisma og spilleglæde. Endnu bedre blev stemningen af bandets ydmyghed, og de lød meget beærede over, at de havde formået at fylde hele salen. Det viste sig desuden, at det ikke nødvendigvis er forsanger Kasper Kaae, som besidder bandets smukkeste stemme, for guitaristen David Fjeldstrup, der synger andenstemme, gjorde i dén grad også sit stemmebånd bemærket. Særligt på nummeret “Comfort and Rage”, hvor han synger sit eget vers med sin på én gang engleblide og skrattede, hæse røst. Koncerten var noget nær sublim, og høstede da også et stående bifald fra et tydeligvis meget begejstret publikum. Jeg havde ikke hørt meget Cody inden koncerten, men har til gengæld hørt det efterfølgende. Desværre synes jeg ikke, deres indspillede sange lever op til koncerten – de er mere flade og kedelige, og nogle af dem minder efter min mening meget om Larsen & Furious Jane. Et band, jeg ikke altid nærer den store begejstring for. Men egentlig tror jeg skuffelsen over materialet bunder i, at koncerten var så fantastisk – det er svært at leve op til et 12-tal. 

Næste punkt på programmet var norske Thomas Dybdahl - en mand, jeg altid har beundret for hans dybfølte og vedkommende stemme og melankolske sange. Desværre var dén Thomas Dybdahl bare ikke til stede denne aften. Det nærmede sig snarere en form for stadionkoncert, hvor han ihærdigt forsøgte at få folk til at skråle med og klappe i takt – en aktivitet, der burde forbydes! Endnu værre er det, når publikum selv går i gang med det, uden kunstneren har opfordret til det. Det virker både provokerende og lavkomisk på én gang, og det forstyrrer lydelementerne i sangene. Heldigvis spillede han et par klassiskere såsom “Cecilia”, hvilket da også vakte stor begejstring, men der var i koncerten en overflod af nye sange, der skiller sig markant ud fra den Thomas Dybdahl, mange kender og holder af.

Aftenens punktum blev sat med Turboweekend – og det må man sige, at det havde været! Bandet gav den da også fuld gas, men på det tidspunkt var mit energiniveau ved at være nede i det røde felt efter en begivenhedsrig weekend, og på daværende tidspunkt var det lige rigeligt med turbo for mig. Jeg var øjensynligt den eneste, der var løbet tør for energi, for på trods af, at de spillede i Store Sal, hvor der jo udelukkende er siddepladser, stod størstedelen af publikum op. “Stod” er måske et forkert ord at bruge i den sammenhæng, for de fleste dansede og hoppede koncerten igennem, og nød det brændstof, Turboweekend pumpede i dem.

Thee Attacks og Cody var altså højdepunkterne på min festival, og deres optrædener skilte sig ud ved at være ladet med spilleglæde, energi og spontanitet – nøgleord, mange andre bands burde arbejde lidt med. For mig at se skal man have noget ekstra, når man går ind og ser en koncert – bliver man blot fodret med det samme råstof, som når man putter en cd i afspilleren, eller måske endda mindre, bliver koncerten unødvendig og ligegyldig. Så kan man ligeså godt blive hjemme, både som band og publikum. For mig gør det en kæmpe forskel, om bandet virker uoplagt, eller om de ser ud til at brænde for det, de laver.

Alt i alt en fortrinlig SPOT festival, hvor solen viste sit ansigt stort set hele weekenden igennem, hvilket særligt gjorde pauserne mellem koncerterne uovertrufne.

Vi ses igen til næste år!

 

Skriv din mening
 



 

Kommentarer
 

Aktivitet

StyleGuy: Er det stadig muligt at hente albummet her i 2013? Det...
StyleGuy: Jeg gad virkelig godt have set en koncert med dem. Man...
Billig-Mode.dk: Hvad laver Glen Campbell egentlig i dag? Det er...
Louis Bernhard: Jeg havde slet ikke fået med, at han var stoppet :O...
T-H: It’s here!
Peter: Jeg tror faktisk det går hen og bliver ret godt. Jeg har dog...

Warning: Invalid argument supplied for foreach() in /home/www/frekvens.dk/wp-content/themes/frekvens/sidebar.php on line 19

Støj

Links

Arkiv

Det med småt

RSS