I eftermiddag spiller Danmark sin første kamp til VM i Sydafrika. Med i bagagen, udover Bendtners krykker og Morten Olsens gode humør, har landsholdet også den officielle danske VM-sang, The Danish Way To Rock. Den er der ret delte meninger om på Frekvensredaktionen, så som optakt til Danmark-Holland, har vi kridtet banen op til en Frekvens vs Frekvens, hvor Peter er i det Nephew-fjendtlige orange hjørne og Kristian forsvarer Danmark, Kvamm og den røde-hvide… way?!?
Læs mere og kommenter gerne nedenfor
Kristian
Historisk set er Danmark jo enormt ringe til fodboldsange, men Youtube sparer os heldigvis for både Peter Schmeichels We Can Do It Again og BFS rædslen Big Boys In Red And White. Faktisk er der jo kun et band der på overbevisende facon kan mixe dansk og engelsk uden at det bliver pinligt, så jeg er virkelig godt tilfreds med Nephews take på en fodboldhymne.
Et snert Rammstein, godt med homoerotiske undertoner og lige tilpas dele glimt i øjet og patos – det holder fandme. Teksten er måske en kende klodset og videoen har lidt flabet meget screentime til stakkels Silberbauer, men ellers synes jeg det holder. Specielt ”oi”-sekvensen der slutter nummeret, kombineret med Christian Eriksens smil 3.22 inde i videoen – hvis ikke det kan skræmme enhver modstander, ja så ved jeg ikke hvad skulle kunne gøre det.
Og selvfølgelig kan man synge med på den, Peter. Smut du forbi Orange på Roskilde – der skal nok være fællessang… såfremt Danmark stadig er med til den tid.
Peter:
At Nephew som Danmarks største band skal lave den officielle VM sang giver god mening, specielt når man tager Simon Kvamms store fodbold passion med ind i billedet men det ændrer bare ikke på det faktum at Kvamm ikke kan skrive en god tekst om så Nicklas Bendtners lyskenskade afhang af det. “Når de spørger hvem vi er, så siger vi vi er dem der gi’r“, det giver bare ikke ret god mening, hvad giver vi? åbne chancer væk. Nu skal det ikke bare gå ud på at pille i teksten men synger han virkelig at vi skal ned og give den biogas – WTF?
Det er tydeligt at der er tænkt på syng med sekvenser og folkefest og i det hele taget er sangen så fortænkt og forceret at det hele kommer til at lugte langt væk at det bestillingsarbejde som sangen selvfølgelig er. Jeg føler intet ved at høre den her sang, jeg får ikke lyst til at synge med og jeg mærker absolut ingen følelse eller gejst fra Nephews side. Det er selvfølgelig ustyrligt morsomt og helt igennem kikset at den stakkels Silberbauer er den spiller med suverænt mest solo tid på kameraet i videoen, det kunnne være man skulle ha tænkt ligeså meget i produkt der, som man gjorde da man skrev sangen.
June 14, 2010 kl. 22:49