I øjeblikket er det julesangene, som sætter dagsordenen på Hits In The Car, men i må vente endnu 14 dage før der kommer en juleudgave af “Støj på Frekvensen”. Denne udgave står i stedet på tre gange indie pop, en enkelt genganger samt en efterlysning.
The Fridaynight Club – Aeroplanes
Og vi starter med efterlysningen. Det er snart 2 år siden at jeg faldt over dette nummer på Myspace, og siden da har jeg forgæves ledt efter yderligere information om dette band. En sang som denne kan umuligt komme ud af ingenting, men uanset hvor jeg har søgt og hvem jeg har spurgt, har det ikke givet noget resultat. Så jeg udlover med glæde en kasse øl til den, som kan kaste lys over mysteriet!
Download som mp3: Aeroplanes
Indurain – The Moment
Ingen snak om EPO, men i stedet et herligt popnummer, som “cykler” fint derudaf (bad joke – I know). Denne svensk/engelske duo er lige så stille ved at opnå en vis popularitet hos diverse bloggere.
Download som mp3: The Moment
US With Millions – Now, That’s Common
Det nyeste nummer fra Danske US With Millions, som således opnår æren af at være det første band som optræder for anden gang i “Støj på Frekvensen”.
Download som mp3: Now, That’s Common
Tellus about the Moon – Wwwm
Et herligt nummer (med en besynderlig titel), som nok engang bekræfter at Göteborg er indie poppens ubestridte hovedstad.
Download som mp3: Wwwm
Sunny Summer Day – Colours of Fantasy
Afslutningsvis skal vi et godt stykke østpå. Nærmere bestemt til Indonesien, hvor Sunny Summer Day i et anfald af geografisk forvirring må have forvekslet Bandung med Göteborg.
Download som mp3: Colours of Fantasy
Igår aftes kunne man i Musikhuset i Århus få en forsmag på et par af navnene fra Spot Festivalen og se nogle andre, der tidligere har spillet på festivalen.
Lyset blev dæmpet i Musikhusets store sal præcis kl. 20 og ud af højre side af scenen kom Beth Hart ind, der med et Hi! satte sig ved det opstillede flygel. Hun spillede sangen Leave the Light On, hvilket er titlenummeret og første single fra hendes kommende plade. Hun skulle spille igen i Foyeren senere på aftenen, så det blev kun til dette ene nummer før hun igen forlod scenen. Hun overlod scenen til konferencier Regnar Worm fra tv-stationen CWC, der kunne byde velkommen og invitere først Gunnar Madsen fra ROSA, der erklærede festivalen for Døgnfluefrit område, og derefter Kulturminister Brian Arthur Mikkelsen på scenen, så de kunne holde åbningstaler.
Kulturministeren leverede uforsætligt aftenens morsomste øjeblikke, da han stillede op med en slidt stemme, der lød som om han havde fået sin teenage røst tilbage samtidigt med, at den var ru som Joe Cockers. Efter at have foreslået Marie Frank at de sang duet på Up Where We Belong, kæmpede han sig igennem sin tale, indtil han blev nødt til at indrømme, at hans stemme var i overgang og hans hår var helt forkert.
Men efter vi havde grint af Kulturministeren blev der heldigvis plads til musikken, og med sin første sang leverede norske Sondre Lerche aftenens højdepunkt. Han spillede fire sange inklusiv hittet Two Way Monologue, men det var den akustiske version af You Know So Well fra debutpladen, der bedst viste hvor god en sangskriver han egentligt er. Sondre Lerche optræder som en del af Kashmir Klub på Spot, og der kan næppe være tvivl om, at den koncert bliver et besøg værd.
En anden man kan opleve samme sted er færøske Teitur (som vi profilerede igår). Han spillede en stribe af de bedste sange fra sit debutalbum “Poetry & Aeroplanes” sammen med to medbrage musikere og fortalte bl.a. en historie om at spille på Spot 6 for fire år siden. Det var her han havde mødt sin manager og taget beslutningen om, at han for alvor ville satse på musikken. Den beslutning har nu båret frugt, da det nummer han spillede, To Meet You, var et nummer han også havde spillet dengang, og som man nu kan finde på hans plade. Ellers var højdepunkterne sange som Sleeping with the Lights On og I Was Just Thinking, som man helt sikkert også vil kunne høre til hans Spot koncert.
Med det var den internationale afdeling slut og efter pausen kunne man opleve Jomi Massage og Swan Lee. Da tæppet gik for anden akt kunne man se Signe Høirup Wille-Jørgensen (aka Jomi Massage) siddende på en barstol med ledninger på tøjet. Hun gik derefter igang med at tage sit tøj af stykke for stykke, indtil hun var ganske nøgen. Tøjet var udstyret med mikrofoner, så det gav nogle voldsomme lyde, når tøjet faldt, og da det altsammen lå på gulvet, begyndte hun at pille mikrofoner af og tog tøjet på igen. Derefter lagde hun sig på alle fire og skrev usynlige bogstaver på gulvet med en tændt mikrofon, hvilket ikke overraskende gav en forfærdelig larm. Men hun nåede da også lige at spille en enkelt akustisk sang inden hun smuttede.
Derefter var det meningen at Swan Lee skulle spille, men opsætningen af deres scene-halløj tog så længe, at Regnar Worm måtte bede Teitur om at komme på scenen igen og give et nummer. På et lille orgel gav han en ret fantastisk og noget anderledes version af Great Balls of Fire, og så var Swan Lee endeligt klar. Bandet kunne undervejs i koncerten fortælle, at de for nylig havde fået at vide, at de nu har solgt 40.000 eksemplarer af deres andet album, hvilket man helt ærligt godt kan undre sig lidt over. De lagde ud med Bring Me Back, der havde et ganske cool arrangement, hvor countryguitaren var i fokus og orglet passede perfekt til stemningen, så nummeret var langt mere dynamisk end på pladen. Men resten af koncerten var bare en stribe numre fra den nye plade, der altså ikke er specielt spændende (hvilket den første jo egentligt heller ikke var). Men vi fik da hittet I Don’t Mind, der trods alt er et forsøg på at sætte lidt 80er gang i festen.
Med det var det blevet tid til at se Beth Hart optræde i Foyeren, og der var der anderledes gang i den. Beth Hart er vist det man i USA kalder “quite a character” og undervejs i koncerten fortalte hun meget ivrigt historier om hendes ex-kæreste fra Alabama og hendes mentale problemer. Den energi blev ført videre i musikken, hvor Beth Hart med sin rustne stemme og vilde attitude ikke kan undgå at føre tankerne henimod Janis Joplin. Men sangen Delicious Surprise trak tydeligvis mere på sydstatsrock end Joplin, og andre var deciderede bluessange, så musikalsk kom vi vidt omkring. Kæresten fra Alabama havde været ex længe, og turen væk fra ham er basis for sangen L.A. Song, der var et mindre hit for Hart i 1999. Showet var bare et i en stribe af danske shows, så har man lyst til at opleve denne vilde kvinde live, så kan hun bl.a. ses på dette års Midtfyns Festival og på Vega 6. august.
Det var aftenens sidste musikalske indslag og en ganske god introduktion til, hvad der helt sikkert bliver to interessante dage i Århus. Der er stadig billetter til festivalen, så har du lyst til at være med til at spotte de næste Junior Senior, Under Byen eller The Raveonettes, så skulle du næsten deltage i dette års Spot Festival.
Debutpladen “Poetry & Aeroplanes” fra færøske Teitur har været længe undervejs, men den har absolut været ventiden værd. Den færøske sangskriver forlod sit hjemland som 17-årig, og et par år senere kunne man faktisk opleve ham på den sjette udgave af Spot Festivalen, hvor man igen i år kan opleve ham.
Siden da har han spillet opvarmning for bl.a. John Mayer, Lisa Loeb og Ron Sexsmith, og sidste år udkom så debutpladen, der blev vel modtaget specielt i USA. Teitur har fået ganske kompetent hjælp på pladen bl.a. fra producer Rupert Hine, der i 80erne producerede plader for Howard Jones, Tina Turner og Thompson Twins og siden har han produceret den enormt populære debutplade fra Duncan Sheik. Til at skrive sangene har han bl.a. allieret sig med Jeff Cohen (der skrev Crazy For This Girl sammen med Evan & Jaron) og Matt Bronleewe, der har arbejdet sammen med Jars of Clay og Natalie Imbruglia. Og til at spille trommer på det meste af pladen har Teitur valgt Matt Chamberlain, der tidligere har spillet for David Bowie, Tori Amos og John Mayer, så også her har vi fat i en kompetent herre.
Musikalsk er der tale om akustisk popmusik formodentligt inspireret af Suzanne Vega og James Taylor, så pladen igennem er melodierne og teksterne i forgrunden. Dette kommer tydeligst frem på en sang som I Was Just Thinking, hvor Teitur i sit melankolske hjørne synger om et langdistance forhold. Men nogle af de gladere sange minder faktisk om sange, man har kunnet finde på nogle af de senere Sting plader. Når Teitur skal optræde på dette års Roskilde Festival medbringer han to musikere, der skal bakke ham op, mens han fremfører sine charmerende popsange. Så har du brug for et pusterum, mens du er på festival, bør du svinge forbi og give Teitur en chance.
