Festivalen peakede for undertegnede, da et nyt, sprudlende rock’n'roll band indtog scenen på Filuren om fredagen, og igen da et dansk orkester leverede en fantastisk smuk performance i Store Sal lørdag aften.

Jeg skød min festival i gang med et band, jeg aldrig havde hørt om før, nemlig King’s Light Infantry (billedet). Bandet består af fire fyre og en pige, og musikken minder til tider om The William Blakes (lyt f.eks. til singlen “Home” på bandets Myspace, særligt introen), dog med en lidt mere rocket lyd. Musikken var god, men efter at have hørt tyve minutter af koncerten, følte jeg, at det hele var hørt, da der ikke var meget afveksling at spore i de forskellige sange, så det generede mig ikke, at koncerten - som de fleste andre SPOT-koncerter - måtte lukke ned efter 40 minutter. Forsanger Mathias Slot havde en god og stabil vokal, der på visse numre associererde til The Killers-frontmanden Brandon Flowers stemme (og nu, hvor jeg sidder og lytter til dem på Myspace, lyder han også hen ad Christian Hjelm fra Figurines), hvilket gav lidt liv til de mere monotone sange. Det fremstod tydeligt, at Århus-kvintetten var helt grønne på scenen, faktisk lignede de til tider én stor undskyldning for sig selv og virkede meget generte og tilbageholdende. Det ville have klædt dem at bytte sejlerskoene ud med en god portion selvtillid, inden de trådte op på de skrå brædder, hvis det havde resulteret i mere energi og spontanitet i deres optræden.

Dernæst var det tid til at indfinde sig på gulvet ved Officerspladsen, hvor Lars and The Hands of Light skulle indtage scenen, hvilket de, i modsætning til det forrige band, gjorde med stor selvsikkerhed og attitude. De to frontfigurer, Lars Vognstrup og hans søster Line Vognstrup, var iklædt festligt sommertøj, og med deres gode humør og luftige popsange, formåede de i den grad at rive publikum med hele koncerten igennem, hvor vi blandt andet fik serveret hitsene “Me Me Me” og “Hey My Love, Hey Love”. Undertegnede formåede at blive så opslugt af koncerten, at hun slet ikke opdagede den monsunregn, der huserede udenfor teltet, før koncerten var forbi. Det må da være et godt tegn.

Da vi nåede hen imod aften trådte Fallulah ind på Officerspladsens scene. Heldigvis. Jeg syntes i forvejen godt om hendes glade popmelodier, men blev alligevel overrasket over, hvor blød og sprød en røst, den dame er indehaver af. Det var umuligt ikke at blive opslugt denne samt af de iørefaldende melodier, og det på trods af, at det med mine små 166 centimeters kropshøjde var stort set umuligt at få øje på hende. Desværre måtte jeg forlade koncerten cirka halvvejs, og nej, ikke fordi hendes P3 hits allerede var fyret af, men fordi Ghost Society, som jeg havde glædet mig enormt meget til at høre, skulle til at gå på scenen i Rytmisk Sal. Kvarte og halve koncerter hører jo med, når man er på festival. Men det var i hvert tilfælde ikke sidste gang, jeg så Fallulah live.

Det viste sig, at jeg skulle være blevet hvor jeg var, og dermed have hørt Fallulahs koncert færdig, da jeg hurtigt erfarede, at Ghost Society er et af de bands, der gør sig bedst på plade. Deres koncert var noget af en skuffelse. Bandet virkede uoplagte og der var intet nærvær og ingen intensitet at spore. Overhovedet. Selv nummeret “Love Love”, som jeg ellers normalt kan høre på repeat og som, efter min mening, er et af deres bedste og mest ørehængende numre, blev punkteret fuldstændigt. Der er ikke noget mere demotiverende end at være publikum til et demotiveret band!

Senere på aftenen gæstede jeg igen rytmisk sal til Deportees, og - ligesom hos Stine - var det på Kristians foranledning. Håkan Hellström og Arcade Fire var trods alt rimelig gode referencer. Dog lykkedes det mig ikke spore disse bands i Deportees, det irriterede mig blot, at frontmanden Peder Stenberg konstant hev i sin trøje og pegede ind mod hans hjerte. Særligt fordi de sange, der blev serveret, på ingen måde var inderlige, så hvorfor han havde en så stor trang til at pege på hjertet, som krængede han det ud, må stå hen i det uvisse. Jeg smuttede efter at have set cirka halvdelen, og dykkede derefter ned i en Ben & Jerry’s mens jeg så Stoffer og Maskinen, hvor der heller ikke var meget nyt under solen.

Dagens sidste koncert skulle vise sig at blive dagens højdepunkt, da årborgentiske Thee Attacks gav alt, hvad den kunne trække, på Filurens lille og meget intime scene. Bandet indtog scenen og publikum i det øjeblik, de trådte ind på scenen, og slap ikke tøjlerne igen, før koncerten var slut. Det var en fryd at se et band med så meget entusiasme og så højt et energiniveau! Det var rock’n'roll hele vejen igennem, og de unge drenge vidste, hvordan det skulle leveres! Det har jeg en formodning om, at David Fricke fra Rolling Stone Magazine ville give mig ret i, i hvert fald rockede han ud hele koncerten igennem, ligesom resten af publikum. Thee Attacks synger strofen Show me the way to succes  i et af deres numre – jeg er ret sikker på, at de allerede har fundet den vej.

Lørdagen startede ud med selveste Michael Falch feat. Boat Man Love på Archauz. Koncerten spillede ud med en meget livsklog Falch, der berettede om sin store livserfaring til os unge mennesker. Han syntes tilsyneladende selv, det var en kende ironisk, at han var inviteret til at spille på SPOT, i hvert tilfælde afsluttede han sin talestrøm med de humoristiske ord: “Jeg er åbenbart gået hen og er blevet indie”. Falken spillede en udmærket koncert med flotte sange og dygtige musikere, dog var det svært at holde de mange varmegrader, Archauz havde fået tiltusket sig, ud.

Senere på dagen var det tid til lørdagens højdepunkt, som bestod i det fantastiske indiefolk-band Cody. De er alt, hvad jeg håbede på, one two-hit-wonder bandet, The Rumour Said Fire, ville være. Det store orkester leverede smukke melodier tilsat strygere, violin og cello, og musikken passede som fod i hose på Store Sals storslåede og symfonivenlige scene. Bandet, både som helhed og hvert enkelt af medlemmerne, emmede af karisma og spilleglæde. Endnu bedre blev stemningen af bandets ydmyghed, og de lød meget beærede over, at de havde formået at fylde hele salen. Det viste sig desuden, at det ikke nødvendigvis er forsanger Kasper Kaae, som besidder bandets smukkeste stemme, for guitaristen David Fjeldstrup, der synger andenstemme, gjorde i dén grad også sit stemmebånd bemærket. Særligt på nummeret “Comfort and Rage”, hvor han synger sit eget vers med sin på én gang engleblide og skrattede, hæse røst. Koncerten var noget nær sublim, og høstede da også et stående bifald fra et tydeligvis meget begejstret publikum. Jeg havde ikke hørt meget Cody inden koncerten, men har til gengæld hørt det efterfølgende. Desværre synes jeg ikke, deres indspillede sange lever op til koncerten – de er mere flade og kedelige, og nogle af dem minder efter min mening meget om Larsen & Furious Jane. Et band, jeg ikke altid nærer den store begejstring for. Men egentlig tror jeg skuffelsen over materialet bunder i, at koncerten var så fantastisk – det er svært at leve op til et 12-tal. 

Næste punkt på programmet var norske Thomas Dybdahl - en mand, jeg altid har beundret for hans dybfølte og vedkommende stemme og melankolske sange. Desværre var dén Thomas Dybdahl bare ikke til stede denne aften. Det nærmede sig snarere en form for stadionkoncert, hvor han ihærdigt forsøgte at få folk til at skråle med og klappe i takt – en aktivitet, der burde forbydes! Endnu værre er det, når publikum selv går i gang med det, uden kunstneren har opfordret til det. Det virker både provokerende og lavkomisk på én gang, og det forstyrrer lydelementerne i sangene. Heldigvis spillede han et par klassiskere såsom “Cecilia”, hvilket da også vakte stor begejstring, men der var i koncerten en overflod af nye sange, der skiller sig markant ud fra den Thomas Dybdahl, mange kender og holder af.

Aftenens punktum blev sat med Turboweekend – og det må man sige, at det havde været! Bandet gav den da også fuld gas, men på det tidspunkt var mit energiniveau ved at være nede i det røde felt efter en begivenhedsrig weekend, og på daværende tidspunkt var det lige rigeligt med turbo for mig. Jeg var øjensynligt den eneste, der var løbet tør for energi, for på trods af, at de spillede i Store Sal, hvor der jo udelukkende er siddepladser, stod størstedelen af publikum op. “Stod” er måske et forkert ord at bruge i den sammenhæng, for de fleste dansede og hoppede koncerten igennem, og nød det brændstof, Turboweekend pumpede i dem.

Thee Attacks og Cody var altså højdepunkterne på min festival, og deres optrædener skilte sig ud ved at være ladet med spilleglæde, energi og spontanitet – nøgleord, mange andre bands burde arbejde lidt med. For mig at se skal man have noget ekstra, når man går ind og ser en koncert – bliver man blot fodret med det samme råstof, som når man putter en cd i afspilleren, eller måske endda mindre, bliver koncerten unødvendig og ligegyldig. Så kan man ligeså godt blive hjemme, både som band og publikum. For mig gør det en kæmpe forskel, om bandet virker uoplagt, eller om de ser ud til at brænde for det, de laver.

Alt i alt en fortrinlig SPOT festival, hvor solen viste sit ansigt stort set hele weekenden igennem, hvilket særligt gjorde pauserne mellem koncerterne uovertrufne.

Vi ses igen til næste år!

Men vejen til himlen er ikke uden prøvelser. Og prøvelserne kom i form af røvballerock og et musikalsk set skizofrent svensk band.

Fredag
Wrong Side of Vegas sparkede SPOT i gang for mig med en rockudladning i højt gear. Intet nyt under solen fra deres hånd. De trækker blandt andet på inspiration fra hård 70’er rock, men de formår ikke at bringe den stilart i nærheden af nutidighed. Det føles som et band, der har fundet sin plads i kølvandet på The Blue Van, som de ikke når til sokkeholderne i fængende melodier og kompetent udførsel.

Fallulah lyder fristende på papiret, og hun levede op til forventningerne om en koncert med en stilsikker, kantet og forførende vokal bakket op af heftige beats. Koncerten var veltilrettelagt. Man blev ført gennem bløde numre med en støvet og forførende kvindestemme, som i den grad lægger baghjul til lillepigestemmen, som har været så dominerende og populær hos kvindelige forsangere af gud ved hvilken grund. Men Maria Apetri lod aldrig koncerten dø hen i ballader. Man blev hentet op i tempo og vildskab i de mere vilde numre, som for eksempel publikumsfavoritten Bridges. Og her er det vist på sin plads at lade lidt galde flyde over den tendens, der desværre var alt for tydelig på dette års SPOT: MP3-generationens utålmodighed. Da radio-hittet var spillet skred en stor del af publikum, nu havde de jo fået, hvad de kom for. Hvor er lysten til at fordybe sig og få en hel koncertoplevelse? Det punkede afslutningsnummeret New York, You’re My Concrete Lover blev holdt smukt og koket på plads af en vokal af en anden verden. Netop derfor blev nummeret relevant og vedkommende og ikke bare en melodi hørt tusind gange før.

Som i en veltilrettelagt koncert var der i den grad både bølgetoppe og –dale i min festivaloplevelse. Deportees. Bølgedal. Jeg var blevet lovet noget Håkan Hellström og nogle gode melodier. De gode melodier var der til dels; især i koncertens første nummer, men det mest håkanske i den koncert var og blev forsangerens svingende bevægelse med venstre arm. For det første nummer, der lokkede med den gode melodi og de glimtvise løfter om svensk sangskat, blev afløst af noget meget letbenet og kvalmesødt rock for bare at gå over i noget firserlyd og rumklang på forsangerens vokal. Frekvens’ Kristian siger Arcade Fire, min medkoncertgænger og jeg siger Poul Krebs og Bee Gees.

Jeg havde egentlig besluttet mig for ikke at høre The Rumour Said Fire. Men som en lille lemming sprang jeg ind i Store Sal sammen med alle de andre. Jeg blev ikke skuffet. Tværtimod. Dygtige, dygtige musikere, skønne vokaler, og harmonier der får den gode gåsehud til at brede sig. Selvom store dele af salen emigrerede efter The Balcony, sad man ikke tilbage med følelsen af, at bandets øvrige numre er fyld for et enkelt hit. Der imod er der meget mere interessant at finde i et nummer som Love For The Tortured, som de spillede lørdag på P3 Session. Når man tager The Balcony ud af hele bandets repertoire, virker den næsten banal og for ’jeg-bliver-student-i-år-og-har-brug-for-en-melankolsk-kendingsmelodi-agtig’. Det er netop det stilsikre bands øvrige materiale, der retfærdiggør det store, men nærmest lidt letbenede hit.

Efterklang i Store Sal ved midnatstide blev en dræber. Jeg faldt i søvn under de ellers så vanvittigt dygtige, men grænsende til det kedeligt dygtige musikere.

Lørdag
’Jeg er bange for, det er funk’, sagde min medkoncertgænger til mig, og jeg fik kuldegysninger og var tæt på at dreje om på hælene, da Striving Vines gjorde klar til at slå første tone an lørdag på Voxhall. Nogle gange kommer der gode oplevelser ud af at forvente det værste, og således blev vi begge yderst positivt overraskede, da der ikke var antydning af funk med i lydbilledet. Hvor, vi fik den forfejlede formodning fra, står hen i det uvisse. Forsanger Jonas Møllers stemme var i højsædet gennem koncerten, og det forstår man godt. Der er fokus på den gode melodi hos bandet, og Jonas Møllers stærke, klare vokal følger dem til dørs. Den første halvdel af koncerten var nydelse i ’anerkendende nik og lidt rokkende kroppe-kategorien’. Men det blev unægteligt lidt kedeligt i længden. De ellers velspillende musikere fik aldrig taget til at løfte sig i en pænt fyldt Voxhall, og man manglede den sidste vildskab for at gå fra koncerten med total tilfredsstillelse og ikke bare fornemmelsen af, at Striving Vines vil gøre sig godt på P3.

Efter et intermezzo med det eneste konstruktive, der er kommet ud af Brønderslev (The Blue Van) – bare lige for at rense tankerne – spillede CODY op i Store Sal. Salen blev proppet, og de sympatiske bandmedlemmer virkede overraskede og glade for at spille for fulde huse. De leverede i stor stil. De sødmefyldte strygere blev holdt i skak af skramlet guitar og gode basgange. Smuk vokal, virtuose musikere og melodier med countrypræg både i tekster og harmonier blev leveret til et 12-tal af CODY.

Det var lige før, at min krop var fyldt op af smukke harmonier og kyndige bands, jeg havde brug for noget helt helt andet, og det fandt jeg hos SPOTs dejligste indslag Frodegruppen40 med Jens Blendstrup og hans til tider groteske tekster i front. Nummeret Græsslåning var parcelhussørgeligt på den hele vejen igennem morsomme måde. Og kantet, som Frodegruppen40 er, afsluttede de en højenergisk og komisk koncert med nummeret Tsunami, som efterlod i hvert fald denne koncertgænger med en trist mavefølelse. Mange blandt publikum fangede (for) sent den alvorlige tekst, der som altid hos Blendstrup er krydret med groteske elementer, og man kunne nok også – i hvert fald for festens skyld – have ønsket sig at koncerten blev rundet af med noget i stil med John danser grøntsag.

Det er så dejligt, når tingene går op i en højere enhed, og det gjorde de så englene stadigvæk synger, da First Aid Kit (eller Kids som Lille Sals lidt kiksede konferencier udtalte navnet) gik på omkring midnat i Lille Sal. Smukt. Himmelsk smukt. Mindre kan ikke beskrive oplevelsen med de to unge svenske kvinder og deres dejligt anonyme, men relevante trommeslager. De afleverede smukke sange og tekster med så megen dybde, at man ikke tror, at de kun har levet i henholdsvis 17 og 19 år. Melodierne leder tankerne hen mod 60’ernes og 70’ernes alternative country-stil, men det er så relevant og – trods retropræget – nutidigt og nyskabende. Mellem numrene, der imod forventning ikke virkede søvndyssende efter en lang dag med musik, sol og fadøl, var ordvekslingen mellem de to søstre sødmefyldt og ironisk, noget der igen gør det svært at forstå, at de ikke har været i gamet i årevis. Da de stillede sig helt frem på scenekanten og sang uden mikrofoner og kun med akustisk guitar var der ikke en lyd at høre fra publikum. De tryllebandt og det på et tidspunkt, hvor man kunne formode, at der var røget adskillige øl ned hos de fleste i salen. Modigt af Johanna og Klara Söderberg! Koncerten blev afsluttet – alt for tidligt – med et brag og stående applaus med nummeret I Met Up With The King. Man gik fra Lille Sal med en sjælden lykkefølelse og løftet om, aldrig selv at forsøge at synge igen i ren respekt for First Aid Kit.

Stine Bakkeløkken er ven af Frekvens

Vi ved det godt. Vi skylder ikke nogen noget, men et eller andet sted vil man vel altid gerne betale lidt tilbage til et band, der har brugt blod, sved og frimærker på at forkæle vores øregange.

Men nu – med den årlige SPOT-festival lige om hjørnet – er chancen opstået for at omtale et par af de bands, som har det tilfælles, at de både spiller på SPOT og har et støvet album stående i min reol.

Here goes…

CODY – “Songs”
Spiller lørdag 20:00 i Store Sal

CODY er at finde i toppen på mit SPOT-balkort, for “Songs” er et lækkert album spækket med melankolsk folkrock/americana/whatever, der på en og samme tid emmer af tidstypisk coolness ala The National og klassisk, solid sangskrivning, som er helt på højde med frontmand Kaspar Kaaes amerikanske forbilleder og ligesindede. Selv den sproglige levering lader ikke noget tilbage at ønske, og Kaae fremstår som helhed imponerende udansk.

Der spilles albummet igennem på enkle og gammelkendte virkemidler som slide guitar, banjo, violin, mundharpe og kæmpestore følelser, men det bliver aldrig nogensinde plat eller en countrypastiche, for CODY er så stilsikre og overlegne i fremførelsen, at man kun kan læne sig tilbage og nyde det. Rygterne siger i øvrigt, at det også gør sig gældende live, hvilket vi kun kan glæde os til. Og når så lydbilledet indimellem krydres med eksempelvis en støjende guitar på Your Window eller en støvet kvindelig andenstemme (tilhørende Line Felding) på stille sange som Catch the Straw og What’s Behind, må man bare kippe med flaget (Dannebrog eller Stars & Stripes, your call.)

Esther Maria & The Song Horse – “My Black Heart” (EP)
Spiller fredag 22:50 i Lille Sal

Jazzsangerinde allierer sig med en gruppe erfarne musikere for at spille country og rock, og det fungerer naturligvis fint. Esther Maria synger fan’me smukt, som jazzsangerinder nu engang gør, og en pletfri og ovenud traditionel håndtering af instrumenter, der bl.a. inkluderer lap- og pedal steel, er der ikke noget, man kan sætte en finger på.

Som hos CODY befinder vi os i countryland med temaer centreret omkring nagende længsel og dyb melankoli, og det er et godt afsæt for et stille Emmylou Harris-agtigt nummer som Pale Moon, men såmænd også for den hjertegribende Final Hour (med en smule jazz i vokalen) og resten af numrene, som hovedsagelig bekender sig til den traditionelle amerikanske kvinderock. Det er bedst, når der ikke går total Kira Skov i den, men generelt er det en stærk EP, som dog ikke vil få mig til at møde op i Lille Sal fredag aften. Dertil er jeg nok ikke voksen nok endnu.

The Foreign Resort – “Offshore”
Spiller lørdag 01:00 i Filuren

“Offshore” blev i sin tid kun udgivet på vinyl, og med den seriøsitet og kompromisløshed, det københavnske band lægger for dagen, forstår man det godt. Her lefles ikke for nogen, og albummet indtages nok bedst på pladespilleren i et røgindhyllet lokale fuld af livskloge storbykids.

På de fleste af numrene rammes man af mørke keyboardflader, en mørk stemme, en dundrende basgang og huggende guitarriffs, så man ikke kan undgå at tænke på Joy Division og deres efterfølgere (Interpol m.fl.), men lytteren tilbydes også pusterum i form af programmerede beats på den The Cure-agtige Morning og den letflyvende Lost My Way. Meget forfriskende.

Jeg tror, The Foreign Resort har en masse at byde på. Måske ikke lige nu, men de har i hvert fald givet mig lyst til at møde op i Filuren lørdag nat.

Klein – “Outside In”
Spiller torsdag 22:00 på Musikcaféen

På Musikcaféen i aften kan du udover Bachelorette fra New Zealand, Arms & Sleepers fra USA og Frekvens DJ’s fra Århus opleve tyske Klein, som spiller småfinurlig elektronisk popmusik.

Deres album “Outside In” er muligvis ikke en overset perle, men dog en tiltalende sag, som stritter i mange retninger. De helt poppede numre fungerer ikke for mig, men når der leges med samples, synth eller spoken word-rappes, så det nærmest minder om cLOUDDEAD, er det helt sikkert fedt. Det sker bare for sjældent, og på mange af numrene har man på fornemmelsen, at de elektroniske krumspring blot er der for at sminke vokalharmonierne og de halvkedelige popsange leveret på akustisk guitar.

Jeg glæder mig dog til at se American Invasion og Club Monaco fremført live, og tyskerne fremstår i det hele taget ret sympatiske og tilpas pjankede til, at jeg godt vil give dem en chance.

Er du optaget i aften, kan bandet også opleves d. 22. på Lynfabrikken ligeledes i Århus.

K-liir – “Under den elektriske stjernehimmel” (EP)
Spiller lørdag 14:00 i Filuren

Jeg skal ikke kunne sige, om K-liir har ild i pikken eller pinden, men han er i hvert fald en repræsentant for den sjældne stilart indenfor dansk rap, der kunne betegnes som noget-på-hjertet-rap. At han engang har tabt en battle til Niarn må i den henseende anses for et positivt tegn. K-liir selv kalder sig neobeatnik og trækker musikalsk på electro, triphop og en masse andet, man ikke kan kategorisere som hiphop i ordets mest udvandede forstand. K-liir slår da også gentagne gange fast, at han ikke kan (og ikke vil) sættes i bås, selvom L.O.C. og resten af den århusianske elite sikkert vil kalde ham ukvemsord som Kloge Åge eller backpacker.

“Under den elektriske stjernehimmel” er en EP med otte tracks, som byder på interessante produktioner, synth-elementer og sågar en enkelt Jimi Hendrix-sample. K-liir er ikke verdens bedste rapper, men det fungerer, også selvom linierne af og til volder ham besvær pga. de mange (kloge) ord. Som med The Foreign Resort er der udviklingspotentiale, og jeg kan lide det, men skal du kun se ét rapnavn til SPOT, vil jeg anbefale Kasper Spez, som også bekender sig til en art indie rap og gør det langt mere overlegent. Faktisk giver han de fleste danske rappere baghjul.

Plök – “Sing Us Yr Guillotine Gospel”
Spiller fredag 16:00 i Ridehuset

Wow! Jeg ved ikke helt, om jeg bryder mig om det her, men jeg er sikker på, at Plök formår at sparke gang i SPOT med deres “mathbeat synthpunk” (bandets egen – meget passende – beskrivelse af deres lyd.) Her satses der på kraftige energiudladninger, flabet attitude, kompleksitet og poplinier, som få gange sidder lige i skabet (umiddelbare referencerammer må i den forbindelse være Mr. Bungle og Beta Satan, hvorfra Mr. Q og Kned også er hentet ind for at tage sig af mixet.)

Albummet er dog plaget af en forceret legesyge, som med den rette udstråling kan lykkes live, men som virker insisterende klaustrofobisk eller bare irriterende på anlægget hjemme i stuen (tænk Kashmir – uden sammenligning i øvrigt – anno 1994-97.) Fra første fløjt (Se, nu stiger solen i en hårdtslående instrumental electroudgave) flås lytteren igennem en kompromisløs og kompetent leveret omgang struktur- og stilskift indenfor de alternative heavy-, progressive- og math-rockgenrer, men det fænger sjældent og er ærlig talt en kende ucharmerende i sit oppustede og yderst virile udtryk. Er jeg fuld fredag eftermiddag klokken 16 (usandsynligt) kan det dog være, at jeg er at finde oppe foran i et halvtomt Ridehus stornikkende med en knyttet næve i luften.

Til sidst: Vi har også anmeldt albums med SPOT-aktuelle Crystal Sky Butterfly og Thee Attacks, og en anmeldelse af Striving Vines er snart på trapperne.

Tilbageskuende coolness I massevis, men ikke så meget nyt under solen.

De danske garagerockere med det ugramatiske navn har begået en klassisk rockskive som sætter flueben i alle boksene, når det kommer til genrekonventioner. 12 sange der alle sniger sig ind omkring de magiske, radiovenlige 3 minutter, og med korte, mundrette titler som Love In The City og On The Move.

Den yderst kompetente produktion vælter nærmest ud af højtaleren, for ja, man behøver kun en højtaler når det hele er optaget i mono. Faktisk har bandet ramt lyden af British Invasion bands som Kinks og The Who i en sådan grad, at man let kan glemme at de faktisk kommer fra lille Danmark. Det er så imponerende veludført, at bandet sagtens kan gå hen og få større international anerkendelse, på samme måde som de svenske åndsfæller i Mando Diao. Guitaren er dejlig sprød, trommerne flyder rundt i baggrunden, og så rammer forsanger Jimmy Attack (Ja, de hedder alle sammen Attack til efternavn) helt plet med både udtale, fraseringer, og lader sin stemme forvrænge på de rigtige tidspunkter.

Så der er altså styr på teknikken, men hvad med sangene? De holder faktisk også ganske godt! Variation er der ikke meget af, men Thee Attacks formår at lave flere fængende omkvæd i løbet af pladens 33 minutter. Dog er sangene skåret så meget over samme læst, at det selv efter flere gennemlytninger kan være svært at skille dem ad. Can You Do It? står for undertegnede som bandets svendestykke, og et oplagt radiohit, som faktisk kunne gøre det ligeså godt på P4 som P3.

Det største problem for Thee Attacks, som jeg ser det, er at det hele er så tilbageskuende; der er virkelig kælet for detaljerne, og arbejdet for at ramme den rigtige, autentiske lyd. Det betyder desværre også at der ikke er plads til de store udsving når det kommer til originalitet. Og på den måde virker albummet lidt som en pastische over en svunden tid, frem for et selvstændigt værk af et band som har fundet deres eget udtryk. Og når man i så høj grad læner sig op ad klassikerne, bliver det også tilsvarende hårdere at følge med førergruppen – for selv om der er en masse gode sange på pladen, Shelter har for eksempel et fremragende omkvæd, så er der altså stadig et stykke op til ikoner som Ray Davies. Og det tror jeg også Attack brødrene vil give mig ret i.

January Jaunt blev dannet i 2004 og debuterede i 2007 med albummet ”Echoes and Stills”. Bandet har turneret i Sverige, Norge, Tyskland og Danmark, og deres første singleudspil ”Try” fra debutpladen er blevet spillet på utallige amerikanske videostationer.

Nu har January Jaunt imidlertid udgivet en EP ved navn ”The Polar Shift”, og er i selvsamme forbindelse gået hvert til sit på det grundlag, at de manglede inspiration. Det er måske ikke den bedste reklame at sende med en nyudgivet EP, og manglen på inspiration synes da også at skinne igennem på albummet.

January Jaunt tager sin lytter med på en tung og melodiøs rejse gennem seks numre, som desværre flyder ud i én monoton afgrund af ligegyldighed. Det er selv efter flere gennemlytninger svært at skelne den ene sang fra den anden, med undtagelse af EP’ens sidste sang, ”Monocromatic”, der, som det eneste nummer, skiller sig ud ved at være et mere up-beat og iørefaldende nummer.

Forsanger Ole Gundahls vokal er ikke at sætte en finger på, og der er undertiden en lighed mellem hans og Muse-forsangeren Matt Bellamys stemme, navnlig når Gundahl bryder ud i melodiøs og følelsesladet falset, eksempelvis i nummeret ”Rubble”. Til tider er der også paralleller at drage til et band som svenske Tiger Lou, både vokalmæssigt og i stilmæssigt, for eksempel ligger store dele af tonerne i JJ’s ”The Heroic Them” tæt op ad Tiger Lous ”The Loyalist”.

Alt i alt emmer musikken på ”The Polar Shift” af, at der står dygtige musikere bag, som kan deres håndværk. Problemet ligger primært i EP’ens manglende variation, hvilket bevirker, at den kommer til at fremstå flad, hvilket meget vel kan skyldes bandets manglende inspiration.

Den energiske trio har indspillet det nye album i samarbejde med T.J. Lipple fra de hyggelige og undervurderede amerikanere Aloha og udgives som nævnt af Play/Rec, der tidligere har udgivet navne som Lack og Barra Head, der bl.a. i det franske og i Benelux-landene nyder fin undergrundsrespekt og samtidig må vurderes som ret oversete herhjemme. De deler altså både pladeselskab og skæbne med Marvins Revolt, der nok heller med “Patrolling the Heights” kommer til at slå deres navn fast i Danmark. Ikke grundet manglende kvaliteter, slet ikke. Der er masser af kvalitet at hente både teknisk og kompositorisk. Der er derimod to andre hovedårsager: Der mangler et marked for, hvad de har at afsætte, og de mangler selv at indfri det potentiale, de indtil videre klart har antydet ad flere omgange – i særdeleshed live.
Der er masser af godt råstof at finde på pladen, men vildskaben og energien bliver desværre pakket ind i den lidt for pæne produktion. Det skal ikke her handle om den gamle 90’er diskussion om de ‘pæne’ produktioner, der af én side præsenteres som noget skidt per definition, slet ikke, men i dette tilfælde frarøves trioen i enkelte øjeblikke den vildskab, der kunne have fuldendt ellers meget interessante kompositioner fyldt med interessante skift og detaljer. Det er af stor vigtighed at pointere, at kvaliteterne stadig er hørbare, selvom det måske ikke kommer så tydeligt ud, som det kunne have gjort. Gruppen excellerer i temposkift og brud, og en kæmpe styrke ligger i guitarbrugen, der langt hen ad vejen lyder til at være hentet med inspiration fra det sydlige England.

Når Marvins Revolt er stærkest, som på Doctors, Hospitals, er de underspillet storladne. De har en fin sans for dét, der rager lidt højere end trækronerne, hvilket titlen på pladen underfundigt understøtter. Pladens ni sange udgør samlet set kun 25 minutters musik, men der sker en hel del i sangene. Der er en vis kompleksitet på spil, og den korte længde ( faktisk det eneste typisk danske ved gruppen) passer dermed fint, selvom der er tale om en fuldlængdeudgivelse.
Der er måske ikke en standout som Deliberate Deeds fra “Killec”, men Marvins Revolt minder os med deres plade om, at de stadig er værd at holde øje med. Ikke for at reducere dem til et upcoming band – de er etablerede på deres egen måde – blot for at understrege at de har evnerne til at levere en decideret fremragende plade i fremtiden.
Måske er gruppen endda på vej til at finde en lidt anden lyd, hvilket kan forklare produktionen på “Patrolling the Heights” – og hvilket også kan anes i eksempelvis klaverstykket i Organize Your Arms, der i al sin enkelhed fremstår som noget unikt i denne sammenhæng.
Herfra skal også lyde en kraftig anbefaling om at tage et smut forbi Lades Kælder d. 19. december, hvis man skulle befinde sig i København den dag. Da spiller Marvins Revolt nemlig med tidligere nævnte Mutiny on the Bounty og Adebisi Shank, ligesom også Obstacles lægger vej forbi.

Lyt til Organize Your Arms

MP3: Organize Your Arms

Svaret må blive et mjaaaeeh med pil opad, for de otte talentfulde mennesker med Ellen Holck (The Broken Beats) og Thomas Richard (Superheroes) i forgrunden har bestemt fundet en alternativ formel på det kompetente, velproducerede og melodiøse popalbum.

“Family Silver” indledes med lyden af blafrende sommerfuglevinger og pianoklimperi i Prelude og afsluttes af Overtures knirkende gynger, legepladslarm, strygere og Oldfield light- kompositioner. Heldigvis er fyldet i midten mere spiseligt og scorer især point på originaliteten og vokalarbejdet.

Kor/stemmearrangementerne, som bl.a. er hjørnestenene i House of Blue og When the Saints (førstesinglen), sidder lige i skabet, og så besidder Ellen Holck en klassisk smuk stemme fuld af soul. Den passer ind i et utal af genrer, og derfor fungerer den også som et elegant bindemiddel mellem de små stilskift, bandet foretager undervejs. Her blander man uden blusel poplyd fra tresserne og halvfjerdserne (en enkelt gang bliver det nærmest helt ABBAsk) med strygere, blæsere, en pæn mængde dramatik og kølige, nordiske stemninger.

Og så har vi de to numre – den potentielle ørehænger A Little From Above og det potente James Bond-tema (uden at være det) The Professionals – som med kitschet sprælskhed virker en smule malplacerede på et album, som ellers udstråler gennemarbejdet coolness.

Modpolerne er her den let jazzede Snemand Frost og Frøken Tø-fortælling, Lay For My Feet, og Melankolia, som på hver sin måde bringer inderligheden, det dramatiske og ikke mindst Holcks stemme i fokus. Og det klæder Crystal Sky Butterfly gevaldigt. “Family Silver” gemmer på flere numre, som forsøger at fremelske noget lignende, men det bliver aldrig lige så overbevisende. Muligvis fordi de numre har det meste i påklædningen og virkemidlerne og derfor forcerer en dybtfølthed, som aldrig fæstner sig helt hos lytteren.

Ikke desto mindre har vi at gøre med et gennemarbejdet, ambitiøst og originalt produkt fra et band, som i en eller anden konstellation nok skal komme til at spille en rolle på den danske musikscene.

Og så helt til sidst: Kære følsomme bands. I fremstår ikke mere sensitive, intellektuelle eller troværdige ved at lire et par franske gloser af i jeres sange. Nu ved I det.

* Men som vi stadigvæk har planer om at nå til bunds i på et tidspunkt, når tiden tillader det.

Kristian:
Jeg synes Queen er et af de værste bands i verden, hvilket gør det svært for mig at holde af “The Resistance”. Den pompøse indgang til musikken, og skridtet væk fra Matt Bellamys signatur guitarlir i retning af Brian May finder jeg meget lidt klædelig på Muse, og helt grelt på United States of Eurasia – tror Orwell vender sig sin grav, over at blive sat til musik på den Andrew Lloyd Webber/We Are The Champions-facon. Der er smurt for tykt på. Et nummer som Unnatural Selection er et andet godt eksempel. Fra intens guitar og tromme, til et omkvæd der er noget nær en kopi af ABBAs Lay All Your Love on Me, til Queen-fræs og en Guns’n’Roses solo. Det lyder som om Muse har savnet en producer til at sætte tingene lidt i system og måske engang imellem råbe ”Mindre vildt, klovn”. Den tredelte rumsymfoni til sidst er bare ikke interessant nok som albumtrack, og virker som en af Matt Bellamys våde drøm, og I Belong To You, klarinetsolo’n’all, kunne have været fedt, hvis ikke der var så mange tomme kalorier inden. Der er helt sikkert også fine ting på albummet. Uprising er blandt Muses bedste til dato, og den nedbarberede, lyder-som-Timbaland-produceret-Depeche-Mode, Undisclosed Desires, viser at bandet sagtens kan gøre less til more. Men der skal fiskes blandt de tomme kalorier. (5/11)

Martin:
Muse har altid været dramatiske i tilgangen til musikken. Onde tunger vil sige selvhøjtidelige. Det dramatiske i musikken er, selvfølgelig, ikke nødvendigvis eller pr. definition negativt, men i mange tilfælde vil det spille ind på, hvornår man egentlig har lyst til at sætte det på. Vi kan kalde det et spørgsmål om relevans. Ud fra både titler og tekster føler Muse åbenlyst et behov for at skabe og skrive, hvad de gør. De vil ud fra teksterne vist gerne frelse os fra noget større. Spørgsmålet er så, hvor relevant det er, når det hele forbliver luftigt og fjernt.
På ”The Resistance” fortsætter de med deres forkærlighed for det teatralske og storladne. Albummet er en art rockopera på lidt under en time, der byder på en hel del temposkift – både i og mellem sangene. Det kan synes et modigt træk i disse tider at lave noget så åbenlyst storladent, men på den front er der intet nyt under solen for englænderne. I forhold til de første albums er inspirationen fra eksempelvis Queen dog endnu større, og langt hen ad vejen kunne de vist også snildt have leveret soundtracket til en ny Highlander-film.
Matt Bellamy har aldrig været nogen god tekstskriver, og de fleste af teksterne på ”The Resistance” kalder da også på tåkrumning. Som i sangen Resistance hvor Bellamy spørger: “Will they find our hiding place / Is this our last embrace / Oh, will the world stop caving in?” Generelt er pladen da også bedst og mest interessant i de instrumentale passager, hvor bandet slapper af og ikke er alt for skabede. Eksempelvis i slutningen af Guiding Light. Ellers er Undisclosed Desires et højdepunkt på en ellers mestendels uinteressant udgivelse.
På bandets første plader fandt Muse succes gennem en blanding af rastløs tænkning og stram udførsel. En kombination de har forladt i søgen efter en større lyd. I søgen efter en form for mening. Denne søgen ender dog som en ørkenvandring og forbliver derved en søgen, der favner bredt og aldrig rammer plet. (4/11)

Mette:
”The Resistance” indledes med sangen Uprising, som er et meget ørehængende nummer, der rummer Muses genkendelige lyd, og er derfor en velvalgt intro. Desværre er glæden kort, for resten af pladen lever ikke op til samme standard. På sin vis er pladen meget alsidig, og de fleste af sangene er tydeligvis inspireret af forskellige kunstnere tilhørende meget forskellige genrer. Albummets andet nummer, Resistance, leder straks tankerne hen på Children af Robert Miles, mens Undisclosed Pleasures – der i øvrigt er et meget catchy nummer – lyder som noget, der er plukket direkte ud af en Timbaland produktion. Derudover er der uomtvisteligt en del ligheder mellem United States of Eurasia og Queens We are the Champions. Men på trods af variation og inspiration fra divergerende kunstnere formår albummet i sin helhed stadig at kede mig. Det forekommer monotont, og jeg savner den melodiske storladenhed og iørefaldenhed, som Muse ellers plejer at være en glimrende leverandør af. Først når man ved pladens afslutning støder ind i tre smukke Radiohead-lydende symfonier, begynder pladen at byde på noget af den pompøsitet, jeg efterspørger på den resterende del af albummet. (7/11)

Roy:
Som musikfan er det altid en mindre tragedie, når ens favoritartister går den stik modsatte vej af det man selv vil have dem til. Det er på mange måder tilfældet for Muse, som på ”The Resistance” i høj grad har skruet ned for guitaren, og i stedet læner sig op af klaver, keyboards og sågar et helt orkester.
Det resulterer i et album som givetvis er tænkt stort, men som også savner noget af den fandenivoldskhed og nærmest maniske spilleglæde, som karakteriserede især ”Origin of Symetry” og ”Absolution”. Sammen med guitaren, har Muse også vinket farvel til Matt Bellamys skrigende falset, og de helt store energiudladninger a la Stockholm Syndrome. Dem kunne vi ellers godt have brugt på et album som virker overraskende pænt, en smule anonymt, og desværre ikke lever op til bandets eget høje niveau. Måske er Muse blevet modne og voksne, men for et album der hedder ”The Resistance” kunne man godt forvente sig lidt mere vildskab og anarki. (7/11)

Det var et særdeles veloplagt Coldplay, der i aftes indtog scenen på Outdoor Arena ved Messecenter Herning. Pågældende koncert var første stop på bandets kommende Europa-turne.

For at sætte gang i publikums blodomløb før hovednavnet skulle på scenen, optrådte det danske indie-band Moi Caprice samt den britiske gruppe White Lies.  

Moi Caprice

Mens folk stadig var ved at indfinde sig på deres respektive pladser på arenaen, gik Moi Caprice på scenen. Bandet spillede deres største hits, såsom The Art of Kissing Properly, My girl You Blush samt Drama Queen. Alle energiske sange, men på trods heraf,  formåede Moi Caprice aldrig helt at rive publikum med, selvom bandet forekom meget veloplagte og beærede over at få lov at opvarme for selveste Coldplay. Veloplagte var publikum dog ikke helt på daværende tidspunkt, måske på grund af den kraftige blæst, der også op til flere gange var ved at tage frontmand Michael Møllers store sorte hat med sig i svinget. 

Som altid udtrykte Michael Møller sine yndige dansetrin gennem feminine bevægelser, men som noget nyt opførte han sig meget velopdragent og stueren på scenen. Måske fordi han vidste, det var et noget andet klientiel end sædvaneligt, der var mødt op denne aften. Hele bandet var klædt i sort og andre mørke farver (for som de tidligere har udtalt: Vi går klædt i sort, indtil der dukker en mørkere farve op), men desværre var bagtæppet ligeledes sort. Det bevirkede, at bandet nærmest flød ud i ét med det sorte tæppe, så man som publikum var nødt til at fokusere på storskærmen for at følge med i det, der foregik på scenen. Alt i alt gav Moi Caprice en god halv-times koncert, på trods af et meget stillestående publikum.  

White Lies

White Lies var næste punkt på programmet, og nu var arenaens tilskuere øjensynligt ved at være varme i leddene. I al fald blev der klappet gevaldigt med på hits som To Lose My Life og Farewell to the Fairground, der begge har været spillet flittigt på P3. Hvor Moi Caprices koncert var karakteriseret ved et meget stillestående publikum, så var koncerten med White Lies kendetegnet ved et meget stillestående band – ingen af bandets medlemmer bevægede sig stort set hele koncerten igennem, hvilket var en skam. Forsanger Harry McVeighs stemme fremtrådte meget ren og solid, men der kan derimod sås tvivl ved hans guitaristiske kunnen, da hans guitarspil lød pivfalsk gentagne gange. Publikum fik undervejs en smagsprøve på noget endnu ukendt, nemlig en B-side i form af sangen Taxidermy.

Coldplay

Herefter var det endelig tid til, at aftenens længe ventede hovednavn, Coldplay, skulle indtage scenen. Som introduktion fik publikum serveret Strauss’ An der schönen blauen Donau samtidig med, at der på storskærmen blev fremvist et satelit-verdenskort, hvor  Messecenteret i Herning var tilføjet som destination. Det fungerede utroligt godt, måske fordi det gav publikum en fornemmelse af, at bandet rent faktisk var klar over, hvor i verden de befandt sig. Da satelitten slutteligt zoomede ind på arenaen, hvor vi alle stod, var der stor jubel at spore.

Koncerten indledtes med sangen Life in Technicolor fra Coldplays seneste plade, efterfulgt af hittet Violet Hill. Herefter bød forsanger Chris Martin publikum velkommen ved at sige “Godaften allesammen” på et meget gebrokkent dansk, og takkede for det stærke fremmøde på trods af kulde og blæst. Herefter fik tilskuerene glæden af at høre storhittet In My Place, hvor Chris Martin meget energisk løb frem og tilbage på den kæmpe scene, hvorpå der var tilføjet to podier, der stak ud blandt publikum. Den mand har åbenbart en fremragende kondi, da der ikke var den mindste forpustelse at spore i hans vokal, på trods af, at han altså fik løbet sig noget af en tur. Begrejstringen – hos publikum såvel som bandet – var stadigt stigende, især da det efterfølgende nummer bestod af endnu et megahit, nemlig Yellow fra bandets debutskive: Parachutes. Her var hele scenen oplyst i et gult skær alt imens der rullede store gule balloner henover publikum. Især under Yellow gik der stadionrock i stemningen, da Chris Martin til slut bad publikum synge sangen for ham, mens han selv tog sig en slapper på et af podierne. 

Herefter faldt pulsen en kende, idet de mere stille og mindre kendte sange indfandt sig, eksempelvis London Cemetaries og 42, for derefter at få publikum helt op at ringe igen med de prægtige numre Fix You og Speed of Sound fra X & Y- albummet. Under sidstnævnte fremvistes en særdeles velpassende video på storskærmen, der nu fyldte hele bagtæppet. Den førte publikum væk fra arenaen og ud i rummet med en masse laserstråler, stjerner og store planeter. Dernæst forsvandt bandet fra scenen, mens de under spotlight bevægede sig helt ned i den anden ende af arenaen for at fremføre blandt andet Till Kingdom Come og Green Eyes. Inden bandet igen vendte snuden mod den store scene, opførte de Michael Jackson hittet: Billie Jean, hvilket vakte begejstring hos publikum, men ikke så meget hos undertegnede, da kvaliteten af nummeret ikke var i top. Måske fordi de eneste instrumenter, som var medbragt på det lille podie, bestod af et par guitarer, men også på grund af, at lyden nede bagved var væsentligt forringet i forhold til det ellers fremragende lydbillede, Outdoor Arena lagde for dagen. Det kan tænkes at have været genkendelsens glæde, der begejstrede publikum. Generelt fungerede det ikke optimalt, at bandet rykkede sig helt ned i den anden ende af arenaen, og mon ikke de, der havde betalt på den gode side af 600 kr. for deres inderscene billetter, havde det på samme måde.    

Da bandet igen indfandt sig på den store scene opførte de Lovers in Japan fra deres nyeste album, hvor publikum blev beriget med konfetti formet som sommerfugle i alverdens farver, hvilket i den grad satte gang i stemningen igen, inden bandet takkede af med To Death and All His Friends. 

Før bandet spillede deres ekstranumre, som blandt andet bestod af The Scientist, forsikrede Chris Martin publikum om, at han snart slap dem, med ordene: “We only have two more songs – then you can go have fun”. Ud fra publikums reaktioner at dømme havde “sjov” nu ikke været nogen mangelvare igennem denne koncert.

Chris Martin afsluttede med at takke de to opvarmingsbands, men desværre havde Moi Caprice ikke sunget sig så dybt ind i Martins hjerte, at han kunne huske, hvad de hed. Han takkede dem nemlig med ordene ” Thanks to White Lies and to…the band before them”. 

Alt i alt en fremragende oplevelse i Herning, der tilbød alt det, en stadionkoncert bør indeholde i form af balloner, fyrværkeri, sing-along og konfetti. Coldplay selv havde eftersigende også en fortræffelig oplevelse, da de efter koncerten opdaterede deres Twitter-status med ordene: “Very much a first night no doubt, but the vibe of THAT many people & the huge new production is just beyond belief”.  

NB: Det viser sig, at Johnny fra Kandis er stor Coldplay-fan. I hvert fald var han denne aften til stede ved tribune A i Herning.

Kl 14 startede vores eget program med englands måske hyggeligste band, Ocean Colour Scene. Vejret var nu igen på vores side, og de rare arrangørere havde fået smidt så meget flis på pladsen, at man ved hjælp af en avis faktisk kunne sidde på jorden uden at få en våd bagdel. OCS spillede et stille og roligt show, hvoraf en enkelt sang eller to lød bekendt, men ellers spredte der sig lidt en Grøn Koncert-stemning på den ikke synderligt velbesøgte plads foran Main Stage. Der blev dog sunget lystigt med, og sit-down koncerten syntes at falde i god jord hos det nu noget medtagede publikum.

Der gik dog ikke længe før Calvin Harris besluttede sig for at spolere vores hygge søndag med hans disco musik og horder af unge club-kid fans, men så kunne man heldigvis bare gå over og se Fever Ray på techno scenen, som i øvrigt var et stort beige varehus(?). De kunne dog ikke helt holde undertegnedes opmærksomhed, så i stedet valgte vi at købe lidt mad, og nyde Starsailor på behørig afstand. Det viste sig også at være en glimrende idé, da vi netop kom i tide til at høre en glimrende akustisk udgave af Springsteens Dancing int the Dark.

Fra Starsailor gik turen over til Friendly Fires, med et kort stop hos Lady Gaga som havde overtaget hovedscenen fra Calvin Harris. Lady O’Gaga var vel præcist som man kunne forvente det, så efter at have hørt Let’s Dance skyndte vi os over til førnævnte Friendly Fires, som spillede et absolut brag af en koncert. Der er vel ikke et dårligt nummer på deres debut album, og eftersom de spillede det hele kunne det næsten ikke gå galt. Kvarteten var udvidet med to blæsere, som tilførte noget ekstra energi, men det var især percussion delen af showet som stjal opmærksomheden. Man har vel nærmest aldrig set 4 hvide engelske gutter med så meget rytme i kroppen. Aldeles fremragende!

Så skulle vi ned på jorden igen, og hvem bedre til at få os det end Katy Perry? Det skal siges at jeg ikke har noget imod Kitty Purry, men hendes noget letkøbte popmusik falder nu noget igennem på en stor scene. De unge piger oppe foran havde nok en fest, mens de brovtne gutter omme bagved stod og råbte lettere ufine ting efter hende, og midt i det hele stod Hr. og Fru Danmark så og tog imod endnu en omgang irsk regnvejr. Den bedste idé Katy Perry fik, var at spille Queens Don’t Stop Me Now, som i 4 minutter forvandlede pladsen til en folkefest, men så døde det hele lidt igen.

Omvendt fik Ting Tings sat godt gang i scenen fra første strofe, da de tog over bagefter. Selv om de har turneret hæftigt med deres dubutalbum, er der altså ingen træthed at spore, og selv om deres sange kan blive lidt svære at skille ad, så passer de perfekt til at give en koncert på omkring 45 minutter. Det er frisk, energisk, publikumsvenligt, og så har de en lille håndfuld hits at strø ud over koncerten. Faktisk er de endnu bedre i år end da jeg så dem sidste sommer, selv om materialet er det samme.

Men jeg skal være ærlig og sige at de ikke havde min fulde opmærksomhed, for de to næste bands på scenen har jeg set frem til siden programmet blev offentliggjort: The Nin/Ja tour, eller måske bedre kendt som Jane’s Addiction og Nine Inch Nails. To absolutte sværvægtere som har gjort adskillige festvialscener usikre i over 20 år. Og to bands som hver især har et nærmest intimiderende bagkatalog.

Nu går der totalt fanboy i den, men begge bands spillede noget nær perfekte koncerter: Perry Farrell var i absolut topform, og piskede eufori ind i de foreste rækker, i en grad så antallet af nøgne overkroppe omkring mig hele tiden steg, selvom der efterhånden var ved at blive halvkoldt. Sange som Been Caught Stealing, Mountain Song og, Stop! blev afleveret til UG med kryds og slange, og så har de i Dave Navarro en fremragende guitarist, der sammen med den tunge rytmegruppe leverede et perfekt fundament for Farrells lyse stemme at boltre sig i. Men selv om det var fremragende, så må Nine Inch Nails alligevel krediteres for festivalens bedste koncert.

Med et, efter deres egne standarder, simpelt scene set-up bevægede NIN sig rundt i deres bagkatalog, og leverede både klassikere og mere obskure sange. Det virkede som om mindre af musiken lå på backtrack end normalt, hvilket også betød at der var mere plads til improvisation, og måske derfor havde flere sange også fået lidt af en overhaling og lød mere organiske. Der var dog stadig plads til til de hårdere ting som March of the Pigs, Head Like a Hole etc, men aftenens højdepunkter kom dog i form af de stille, sitrende intense Something I Can Never Have og Hurt, som satte et forrygende punktum for koncerten, i en grad så jeg efter koncerten så flere granvoksne mænd med tårer i øjnene. Måske fordi det var smukt, og måske fordi det tilsyneladende er sidste gang vi får set NIN på tour.

Efter Nine Inch Nails lukkede festivalen ligeså stille ned, ølboderne havde på dette tidspunkt allerede været lukket i over en time da folk åbenbart skulle på arbejde dagen efter, og vi kunne så se tilbage på en festival som havde budt på flere musikalske tilbud end man kan overskue på tre dage, overvejende positive koncertoplevelser, og et sjovt møde med det irske koncertfolk, men som også har tæret hårdt på økonomien, og givet os begge en imponerende snue at tage med hjem.

Oxegen kan klart anbefales for musikkens skyld, også hvis du bare vil prøve noget andet end Roskilde kan tilbyde. Men vær beredt, for vejret skifter bogstaveligt talt på under 1 minut, og der er mange derovre som gerne vil have en del af dine penge. Det koster for eksempel 5 euro at lade sin mobil op, og det samme for en bakke pomfritter. Men når det er sagt, så er det altså en glimrende festival, som de sidste par år har været garant for et fantastisk program, og når alt kommer til alt er det musikken som tæller.