1) Ed Harcourt – Lustre
En lidt kedelig nummer et, men det er uden tvivl det album jeg har lyttet mest til I 2010 og et album der virkelig holder. Sangene er imponerende gode og Ed er i tekstmæssig topform på et album der emmer af både glæde, frygt og usikkerhed.

2) Divine Comedy – Bang Goes The Knighthood
Et album der fik en ekstra pil op efter oplevelsen af en småsyg Neil Hannon der underholdt Lille Vega på fineste facon i november. Indie Disco var vel årets single sidste år og der er rigtig mange guldkorn på “Bang Goes The Knighthood”.

3) Futureheads – The Chaos
Sunderlands finest uden tvivl. Et album der fortsætter de gode takter fra forrige album. Ingen slinger i valsen og ikke så meget pis. Moderne postpunk når det er bedst.

4) Manic Street Preachers – Postcards from a Young Man
Even when it’s bad, it’s still pretty good. Sådan er det med Manics og selvom Postcards ikke var deres bedste album overhovedet, så er det sgu stadig ret godt.

5) Foals – Total Life Forever
Anden halvdel af 2010s svar på Vampire Weekend. Veludført og elegant pop med masser af leg og lir.

6) Dangermouse/Sparklehorse – Dark night of the Soul
Cool folk og David Lynch – nuff said.

7) Edwyn Collins – Losing Sleep
Jeg har en gammel svaghed for Edwyn Collins, helt tilbage til, at min første emailadresse var inspireret af et Edwyn Collins nummer. Det er et virkeligt fint comeback han har leveret her, sammen med cool folk som The Cribs, The Drums og Franz Ferdinand.

8) The National – High Violet
Glem alt om den gamle Frekvens vs. Frekvens. Jeg kan meget godt lidt The National og der var nogle suveræne singler på High Violet.

9) We Are Scientists – Barbara
Endnu en gammel favorit, der I 2010 udsendte deres langt fra bedste album. Takterne er dog i orden og de virker som WaS har styr på tingene.

10) Kent – En Plats i Solen
En mystisk popplade lige i hælene på den ret fremragende Röd. Et spøjst album der dog var ret godt, heldigvis.

1) Titus Andronicus – The Monitor
De er blevet kaldt alt fra rockens redningsmænd til bandet der kan forene Pogues, Springsteen og Pixies. Konceptalbummet The Monitor tager sit udgangspunkt i det borgerkrigsramte USA og sammenligner det med vores tids kriseramte ditto. Referencen til New Jersey kollegaen Springsteen er tydelig, men hos Titus Andronicus er alt håb ude når det lyder, “cause tramps us, baby we were born to die” eller pladens gennemgående mantra, “you’ll always be a loser”. De 10 sange sniger sig op på ca. en times spilletid så det er lidt at et monster at give sig i kast med, men det er det hele værd.

2) The Tallest Man On Earth – The Wild Hunt
Sammenligningen med Bob Dylan ligger så ligefor at den næsten er umulig at undlade. Men svenskeren krydrer sig sange om ulykkelig kærlighed med en nordisk melankoli som alligevel gør at han bliver helt sin egen. Det er på ingen måder nyskabende, men det er et tydeligt bevis på at kvalitetssange sagtens kan stå på egne ben.

3) Ariel Pink’s Haunted Grafitti – Before Today
Lo-Fi helten Ariel Pink glemte (næsten) helt sine rødder og gik i år pop, anført af den fantastiske single, og årets bedste track ifølge Pitchfork, Round and Round har Ariel Pink lavet et album som det er svært ikke at undre sig eller blive en smule forvirret over samtidig med at man bliver i ualmindeligt godt humør.

4) Neil Young – Le Noise
Don’t call it a comeback men den gamle mester havde alligevel lidt at bevise. Det har han gjort i stor stil med Daniel Lanois (via sms’er kaldet Le Noise under indspilningen af pladen, deraf pladens titel) ved roret. Pladen er helt nedbarberet til kun at indeholde Young og en guitar og så nogle af de stærkeste sange fra hans hånd i flere år. Højdepunktet er Love and War som smukt opsummerer Youngs karriere som en mand der her beskæftiget sig med netop disse emner samtidig med at den lægger sig i samme række af sange, en linje som, ‘I’ve watched them try to explain it to their kids/and seen a lot of them failing/they tried to tell them and they tried to explain/why daddy won’t ever come home again” viser i hvertfald den politiske Young i absolut storform.

5) Beach House – Teen Dream
Jeg må indrømme at pladserne 4-5-6 på mange andre dage nemt kunne ha været byttet rundt. Beach Houses kvaliteter har mange bemærket i år og det med rette. Teen Dream er en fornem samling af stemningsmættede og inderlige popsange, som ganske passende har fået stemplet sovekammerpop – og ja, det er ligeså kedeligt som det lyder – men nu er kedeligt jo som bekendt også et af de finere labels man kan sætte på musik.

6) Deerhunter – Halcyon Digest

Honorable mentions: The Hold Steady – Heaven Is Whenever, The New Pornographers – Together, Local Natives – Gorilla Manor.

1)Ok Go – Of the blue color of the sky
Allerede tilbage i januar, erklærede jeg at dette var årets bedste plade, og det holder jeg fast i! Førstesinglen “WTF?” tog godt nok lidt tid at komme ind på, men derfra kom der en perlerække af sange, og ikke mindst videoer, som endda blev fulgt af en mesterlig koncert i Vega. Der er nærmest ikke noget dette band ikke kan, og selv om denne blanding af Prince of Flaming Lips måske virker underlig på papiret, så har de altså begået årets bedste plade i min verden.

2)Queens of the Stone Age – Rated R (Deluxe Edition)
Må man gerne have en genudgivelse på sin årsliste? Nej, måske ikke under normale omstændigheder, men dette er heller ikke bare et normalt genoptryk af en gammel skive. CD1 er Rated R, måske den bedste (Qotsa) plade nogensinde, og CD2 er spækket med gamle b-sider og andet guf, som jeg i sin tid brugte dage på at prøve at støve op på diverse mere eller mindre lovlige hjemmesider. Hvor er det skønt nu endeligt at have dem på en, flot, deluxe cd.

3)Malpractice – Tectonics
Den årlige Johannes Gammelby skive, fristes man næsten til at sige. I Am Bones og Beta Satan har i de senere år haft en fast plads på både iPod og årslister hos undertegnede, og nu skrives Malpractice ind i den fine tradition. Der er blevet strammet op på både sangskrivning og produktion, og hvor I Am Bones stak lidt i alle retninger, så har Malpractice faktisk begået en overraskende helstøbt plade, som både larmer og støjer, men også har nogle melodier som kan bære det hele.

4)Vampire Weekend – Contra
En plade som mangler på mange årslister, måske fordi den kom allerede I januar. På mange måder passer den slet ikke ind i min pladesamling, men alligevel er den umulig at komme udenom, fordi man bliver i så pokkers godt humør af at høre den. “Giving Up the Gun” og “Holiday” er stand out tracks, som til trods for det opskruede tempo og afro-rytmerne, minder mig om Weezer, når de er allermest collegenørdede.

5)Eels – End Times
Den årlige Eels plade. End Times er en plade som kræver tid, men belønner lytteren som har tålmodighed til at høre på Mr. E når han er i sit allermest deprimerede hjørne. Der er store ting på spil på dette dystre album, men hvis man giver det en chance, så er der heldigvis også store sange. Som altid.

6)She & Him – Vol. 2

10)De Eneste To – De Eneste To

Anders:
Benni Hemm Hemm (ArcHauz, fredag 16.00)

Hvorfor ikke starte SPOT i selskab med “den islandske Sufjan Stevens” og hans indie-bigband? Jeg tror, det kan blive en ganske hyggelig og småfinurlig stund med en kompetent singer-songwriter, der ikke er bange for blæsere, centralt placeret i lydbilledet. Hans albums får generelt pæne – men ikke overvældende – anmeldelser, men jeg har en formodning om, at Benni Hemm Hemm fungerer godt live. Og så har jeg bare en forkærlighed for islandsk musik, der ikke lyder alt for islandsk.
Runners up: Murder, CODY, First Aid Kit, Kasper Spez og Frodegruppen 40

Stine:
Fallulah (Officerspladsen, fredag 18.15)

Jeg er så evigt træt af, at musik (indie eller ej) skal deles op i bands med kvindelig eller mandlig forsanger. Og det glæder mig, når der kommer noget frem, hvor man nyder musikken og skider højt på køn. Derfor glæder jeg mig til at høre Fallulah, som jeg stadigvæk finder charmerende trods skamspilning i Sport på 3′eren. Jeg har også tænkt mig at finde plads i mit program til Kellermensch og Murder.

Mette:
Ghost Society (Rytmisk Sal, fredag 18.45)

Ghost Society er et af de bands, jeg glæder mig mest til at høre på Årets Spot festival. Konstellationen Ghost Society består af folk fra People Press Play, Blue Foundation, Choir of Young Believers og Lake Placid. Bandet spiller støjrock/pop med et kraftigt strøg af himmelrock, særligt vokalmæssigt, som man kender det fra netop Choir of Young Believers og Blue Foundation. Ønsker man at tjekke bandet ud inden festivalen, kan man slå et smut forbi deres MySpace og lytte til de fremragende numre Love Love og/eller Better Days.                                                                                                                                                                                                                                     Runners up: Ginger Ninja, Thomas Dybdahl, Lars and The Hands of Light og Cody.

Kristian:
Deportees (Rytmisk Sal, fredag 20.45)
Super melodisk, elegant og velklingende svensk popmusik, der fortjent har været nomineret til både P3 Guld og Grammyer i hjemlandet. Deres album fra sidste år, “Under The Pavement – The Beach”, bør appellere til både fans af Moz, Håkan H og måske endda Arcade Fire.
Runners up: Kiss Kiss Kiss, Supershine og Dansk Fløde.

Roy:
Thee Attacks (Filuren, Fredag 23.15)
Nu har jeg fået hørt deres debutalbum, “That’s Mister Attack To You”, en hel del, og jeg har på fornemmelsen at deres stilsikre, Kinks-inspirerede garagerock egner sig glimrende til at blive fremført live. Hvis de er ligeså cool i virkeligheden, som de lyder på plade, skal det i hvert fald nok blive godt.
Runners up: Lars and the Hands of Light, Black City og Michael Falch.

Peter:
Sleep Party People (Ridehuset, Lørdag 16:40)
Musikken er lidt mystisk og lidt mærkelig, men man forstår på den anden side godt, hvorfor en mands projektet Sleep Party People har fået så ufattelig meget ros, for sangene indeholder en melankoli og skønhed som vi sjældent ser udført med samme sikkerhed på disse breddegrader. Har ikke rigtig lyst til at nævne det, men altså hvis man er til det mere stenede Animal Collective, så er man sikkert også til Sleep Party People.
Runners up: Frodegruppen 40, First Aid Kit

Nå, den samlede top 10 endte med at se ud som følger:

01. Grizzly Bear – Veckatimest
02. White Lies – To Lose My Life
03. Animal Collective – Merriweather Post Pavilion
04. Phoenix – Wolfgang Amadeus Phoenix
05. Kasabian – West Ryder Pauper Lunatic Asylum
06. Arctic Monkeys – Humbug
07. Editors – In this Light and on this Evening
08. Manic Street Preachers – Journal for Plague Lovers +
Cymbals Eat Guitars – Why There Are Mountains
10. The Decemberists – The Hazards of Love

Manic Street Preachers og Cymbals Eat Guitars måtte dele ottendepladsen, da begge bands opnåede en tredjeplads og en femteplads hver.

Jeg har brugt en masse tid på at komme med begrundelser og finde ledsagende musikvideoer, men det arbejde blev konstant forpurret af nye opgaver og forpligtigelser, så det er nu slettet igen. Lad mig blot konstatere, at min etter muligvis manipulerede mig med sin friskhed, at jeg er glad for, at The Antlers trådte til med ekstra sortsyn, nu hvor E havde travlt med at pille sig i skægget og være lummer, og at 2009 var året, hvor jeg fandt det værd at investere i et Arctic Monkeys-album.

En samlet Frekvens-liste bliver offentliggjort i morgen.

Det skyldes muligvis min egen ugidelighed, mangel på musikalsk tæft eller noget helt tredje, men jeg synes ikke – i modsætning til mange af mine venner, kollegaer og favoritblogs – at 2009 var vanvittigt spændende. Animal Collective, Dirty Projectors, Major Lazer, og hvad der ellers topper listerne rundt omkring, fik alle en chance, men fandt altså aldrig vej til min top 10…som endte med at se således ud:

01. The Twilight Sad – “Forget the Night Ahead”
02. The Antlers – “Hospice”
03. Cymbals Eat Guitars – “Why There Are Mountains”
04. Phoenix – “Wolfgang Amadeus Phoenix”
05. The Decemberists – “Hazards of Love”
06. Grizzly Bear – “Veckatimest”
07. Bat for Lashes – “Two Suns”
08. Bowerbirds – “Upper Air”
09. Arctic Monkeys – “Humbug”
10. The Amazing – “The Amazing”

Af danske udgivelser bør Cody, When Saints Go Machine og The Rumour Said Fire (hvis man må nævne en EP) trækkes frem i lyset.

01. Animal Collective – Merriweather Post Pavilion
Året var ikke ret gammelt før Animal Collective satte overliggeren ualmindeligt højt, det underlige blev til pop og AC fik nærmest et kommercielt gennembrud. Sluttede så lige året af med at smide EPen “Fall Be Kind” med den glimrende What Would I Want? Sky på gaden, bare lige for at minde os om at 2009 tilhørte Animal Collective.

02. Grizzly Bear – Veckatimest
En lille ø i Massachusetts kom på alles læber, da Grizzly Bear smed denne perle på gaden. Stilen fra “Yellow House” fortsatte med en række fine og følsomme sange som til stadighed udfolder sig ved nye gennemlytninger, og Grizzly Bear fik på den måde lavet alle raske indie drenge og pigers favorite make-out record.

03. Bill Callahan – Sometimes I Wish We Were An Eagle
Bill Callahan har tilsyneladende smidt Smog navnet, men den dybe røst og lo-fi tilgangen er der ikke rykket ret meget ved. “Sometimes…” byder på et studie i inderlighed og smukke stunder, håbefuldt og dystert på samme tid, men først og fremmest forbandet vedkommende.

04. Yo La Tengo – Popular Songs
New Jersey’s finest rullede hele spekteret ud på “Popular Songs” fra den lige ud af landevejen rockede Nothing to Hide over den stille og fine I’m On My Way og hen til de 3 afsluttende numre som sammenlagt når op på over en halv time i spilletid – kreativt overskud, ja tak.

05. M.Ward – Hold Time
Matt Ward fortsatte samarbejdet med Zooey Deschanel på et par af Hold Time sangene, der var også besøg fra helte som Jason Lytle og Lucinda Williams, der var covers af Neil Young og Buddy Holly, men først og fremmest var der fantastisk sangskrivning af Ward selv, tydeligst på Epistemology.

06. Jeffrey Lewis & The Junkyard – ‘Em Are I
Den har plade var lidt af en overraskelse, havde læst lidt om den og blev nysgerrig, og da jeg så endelig fik den hørt tog den mig med storm. Det er lo-fi, skæve historier, fantastiske lyrics og det er virkelig fedt. “It’s hard to get bored, when you picked the right two chords” synger Lewis, jeg er rystende enig.

07. The Low Anthem – Oh My God, Charlie Darwin
The Low Anthem tager arven op efter den “pæne” musik som strømmede ind over os i 2008, og fans af Fleet Foxes og Bon Iver vil ganske givet også holde af The Low Anthem. Americana tilsat lidt grundlæggende tvivl på menneskeheden, “who could heed the words of Charlie Darwin, the lords of war just profit from decay“. Det er godt.

08. Girls – Album
Hvis man piller de fantastiske historier og den store hype som omgiver bandet væk, så står man tilbage med et album spækket med gode sange. Det lyder af Californien og Summer of Love og Beach Boys og et lille uskyldigt syretrip. “…so come on, come on, come on, come on dance with me“.

09. Phoenix – Wolfgang Amadeus Phoenix
Phoenix satte ild i dansegulvet med et album spækket med pop perler, og ja det var altså pop med stort P. Hvis du ikke har danset til Lisztomania, 1901 eller Lasso sidste år, så har du ikke været til nok fester.

10. Kurt Vile – God is Saying This To You
Kurt Vile smed 2 virkelig gode albums på gaden i år, dette er den mere afdæmpede og inderlige bror til den mere rockede Childish Prodigy. Begge albums består af lettere syret lo-fi pop, lidt i samme ånd som Girls.

Da jeg synes jeg har hørt rigtig mange virkelig gode albums i år, så synes jeg det var synd at resten skulle reduceres til en honorable mention, så jeg har lavet en længere liste her.
Videoer med stand-out songs (eller bare dem, der kunne findes videoer til) efter hoppet.

Animal Collective – Summertime Clothes

Grizzly Bear – While You Wait For The Others

Bill Callahan – Too Many Birds (Bill Callahan er vist ikke en mand der laver videoer)

Yo La Tengo – Here To Fall

M. Ward – Rave On

Jeffrey Lewis & The Junkyard – Roll Bus Roll

The Low Anthem – Charlie Darwin

Girls – Lust For Life

Phoenix – Lisztomania

Kurt Vile – My Best Friends (don’t even pass this)

1. Kasabian – “West Ryder Pauper Lunatic Asylum” – Kasabian tog fusen på mig i år, med et fremragende album, og så sangen Fire som sandsynligvis også er årets bedste single.

2. Alice In Chains – “Black Gives Way To Blue” – AiC vendte tilbage med ny sanger, og et rigtig habilt album. Selvom de ikke helt når fordums styrke, er de stadig banelængder foran de fleste bands i verden.

3. Therapy? – “Crooked Timber” – Endnu et comeback, omend nogle nok vil argumentere for at de aldrig var væk. Therapy? viste en hidtil uset tyngde, og producerede deres bedste skive siden 1994, og det siger ikke så lidt.

4. The Scaramanga Six – “Songs of Prey” – Et fuldstændig ukendt prog-band fra Leeds, kom ud af det blå og blæste mig væk, i sådan en grad at den fik stor ros og 9 “stjerner” her på siden.

5. White Lies – “To Lose My Life” – Det har nærmest været umuligt at komme udenom White Lies i 2009, og det er der ikke så meget at sige til. Blandingen af Editors/Interpol vokal og Killers-agtige popsange er hamrende effektiv. Jeg er dog spændt på at se, om de formår at holde sig selv aktuelle, eller om de forsvinder ligeså hurtigt som de dukkede op.

6. Julian Casablancas – “Phrazes For The Young” – Casablancas er bare cool, på en rigtig provokerende rich-kid måde, og 11th Dimension er et så latterligt godtskåret popnummer, at man nærmest ikke kan komme udenom denne plade, som dog ikke helt lever op til hittet.

7. Editors – “In this Light and on this Evening” – Så er vi derude hvor jeg kommer lidt i tvivl, om hvor fed jeg synes den plade egentlig er. Men jeg tror, at når jeg lærer at acceptere at de har droppet guitaren, så vil den vise sig som en rigtig rigtig god plade…. Jeg er der bare ikke helt endnu.

8. Muse – “The Resistance” – I September skrev jeg: “Som musikfan er det altid en mindre tragedie, når ens favoritartister går den stik modsatte vej af det man selv vil have dem til.” Sådan har jeg det stadig med den plade, men jeg vil dog efterfølgende sige at det er en rigtig flot og ambitiøs plade de har lavet, det var bare ikke det jeg gerne ville have haft. Men Uprising var en fremragende single, som helt alene kan retfærdiggøre deres plads på denne liste.

Det vil ikke give nogen mening for undertegnede at lave en liste over bedste danske plader, da jeg ganske enkelt har hørt for lidt. Men det skal dog nævnes at The Broken Beats, Who Made Who, Magtens Korridorer, Nephew og Michael Simpson alle har lavet glimrende singler, som har fået mig til at skrue op for P3 i tide og utide.

1. Yeah Yeah Yeahs – It’s Blitz! - fordi Karen O stadig er verdens sejeste rock chick! Og fordi jeg elsker, at sangene er af meget varieret hårdhed, mens samtlige indeholder fængslende melodier.

2. Grizzly Bear – Veckatimist – bliver nummer to, fordi den ikke skal have lov at være nummer 1. på samtlige lister verden over. Men et dejligt værk fra Brooklyn-drengene!

3. Julian Plenti – Julian Plenti is…Skyscraper - Næsten ligeså fedt som Interpol! Mere upbeat flere steder, hvilket blot er forfriskende sammen med den dybe stemme!

4. White Lies – To Lose My Life – Et fantastisk debut album fra et band, jeg glæder mig til at høre mere af. God stemme og gode, fængslende tekster på Interpol-måden, uden at det efter min mening nærmer sig rip-off.

5. Camera Obscura – My Maudlin Career – en omgang glad 60′er indiepop fra Glasgow, som man kun kan blive glad af at lytte til! Men som dog også fra tid til anden rummer mere stille stunder. Jeg er mest fanget af førstnævnte.

6. Morrissey – Years of Refusal – Langt fra hans bedste plade efter min mening, men det er stadig Moz og jeg er stadig solgt!

7. Arctic Monkies – Humbug – Som jeg synes er deres bedste album til dato. Jeg kunne godt lidt deres dansable plader, men jeg synes, det klæder dem med det nedskruede tempo.

8. Fever Ray – Fever Ray – Mørkt, dystert, smukt og mystisk! Hun formår at skabe en helt speciel stemning i sine sange! 

9. Editors – In This Light and On This Evening – Anderledes på grund af det elektroniske, hvilket krævede lidt tilvænning. Omvendt er det fedt, at de tager chancen og vender sig væk fra “Interpol-bølgen”. Og så er Papillion – sikkert på grund af musikvideoen – mit bedste løbenummer!

10. Bon Iver – Blood Bank – kommer kun på 10. pladsen, fordi det er en EP med kun fire sange, og derfor er det ikke helt fair at placere den længere oppe. Dog er jeg helt væk i den inderlighed, der er i Justin Vernons stemme!

Danske udgivelser

1. WhoMadeWho – The Plot

2. Mew – No More Stories…

3. Nikolaj Nørlund – Tid og Sted/Mikael Simpson – Slaar Skaar

4. The Asteroids Galaxe Tour – Fruit

5. Nephew – DanmarkDenmark

Min liste er nedenfor. Jeg kan gentage mig selv fra sidste år i beskrivelsen af, hvordan den blev til “Min liste er i højere grad en samling af de skiver, jeg har lyttet mest til i løbet af det forgangne år, end et forsøg på at vurdere hvad var årets mest “vigtige” eller “betydningsfulde” skiver”. Det samme gør sig gældende i år.

01. The Avett Brothers – I And Love And You
02. Silversun Pickups – Swoon
03. Manic Street Preachers – Journal for Plague Lovers
04. The Decemberists – The Hazards of Love
05. Brendan Benson – My Old, Familiar Friend
06. Wilco – Wilco (The Album)
07. Arctic Monkeys – Humbug
08. Phoenix – Wolfgang Amadeus Phoenix
09. Monsters of Folk – Monsters of Folk
10. Pearl Jam – Backspacer

Der er som altid et par honorable Mentions: The Thermals “Now We Can See”, Blind Pilot “3 Rounds and a Sound”, Conor Oberst “Outer South”.

Da jeg lytter forsvindennde lidt til dansk musik, giver det ingen mening at lave en liste over årets bedste danske plader. De eneste jeg har lyttet til er Balstyrko “Jagten på noget”, The Rumour Said Fire “The Life and Death of a Male Body” og Nephew “DanmarkDenmark”, der ville blive rangeret i den rækkefølge, hvis jeg skulle lave en liste.