Forside Det bedste Anmeldelser Favoritter Støj på frekvensen Skribenter

Nyheder

Beavis and Butt-head vender tilbage

“Who’s this fartknocker anyway?”

I anledning af, at MTV har besluttet sig for at genoplive Beavis And Butt-head har Stereogum samlet en række af de to nødders mest fantastiske kommentarer til 90ernes musikvideoer og Frekvens må let fnisende se en masse lokale favoritter få på puklen. For eksempel er Beavis And Butt-head ikke specielt glade for Flaming Lips og har et helt særligt horn i siden på Pavement – tjek klippet ovenfor. Generelt er det stadig rigtig rigtig sjovt og burde være en god start på den kommende weekend.

“If you’re going to be horrible, at least, like, kick ass, like, you know, Jesus Lizard. They suck but they kick ass.”

Hvor blev de af: Republica

Hvem var de? Tim Dorney, Andy Todd og Saffron – one hit wonders, med lige lidt mere end et skud i bøssen.

Hvad kunne de? Dannet omkring resterne af bandet Flowered Up, klarede Republica i deres korte levetid, at smide et par habile højoktan singler på gaden, i en genre som frontfigur Saffron har beskrevet som “techno-pop punk rock”.
Læs mere…

Hvor blev de af? KLF

Hvem var de?
Bill Drummond (aka King Boy D) og Jimmy Cauty (aka Rockman Rock)

Hvad skete der?
I slutningen af firserne startede Drummond og Cauty med at udgive plader under navnet JAM og i et enkelt tilfælde The Timelords. Jimmy Cauty havde, uden særlig succes, været guitarist i bandet Brilliant. Bill Drummond havde tidligere startet pladeselskabet Zoo Records, og været aktiv i den engelske musikverden som manager og producer. Hvilket sikkert var medvirkende til, at han havde modet, selvtilliden og – lad os bare sige det – arrogancen til at udgive en bog med titlen “The Manual (How to Have a Number One the Easy Way)

Den slags overmod ville selvfølgelig hurtigt være gået i glemmebogen, hvis det ikke lige var fordi Drummond og Cauty efterfølgende bestemte sig for, at følge manualen med overvældende succes som KLF.

Læs mere…

Hvor blev de af? Catatonia

Hvem var de? Cerys Matthews, Mark Roberts, Paul Jones, Owen Powell og Aled Richards, frontløbere I 90’ernes walisiske Britpop invasion.

Hvad kunne de? Første gang jeg hørte Mulder and Scully, beskrev studieværten Cerys Matthews stemme som ”en man enten elsker eller hader”, og det er nok ret præcist beskrevet. For Catatonias lyd var i den grad drevet frem af Matthews markante hæse stemme og walisiske accent, og så en række virkelig catchy melodier, specielt på albummet ”International Velvet” fra 1998. Bandets første album udkom dog tre år tidligere, og deres første succes kom med ”Way Beyond Blue”, der i bedste “Hatful of Hollow”-stil var en samling af tidligere numre fra EP’er, singler og b-sider, blandt andet de to glimrende popnumre Sweet Catatonia og You Got a Lot to Answer For. Inden da havde bandet skiftet ud i medlemmerne, og Catatonia har blandt andet haft flere medlemmer fra Super Furry Animals. Det var dog ikke noget i forhold til den succes Catatonia fik med ”International Velvet”, der solgte 900.000 eksemplarer, og gjorde Matthews til en stjerne i de engelske musikblade. Udover numre som Mulder and Scully, Road Rage og Game On, bør titelnummeret også nævnes, da det blev sunget på walisisk og handlede om hvor rædselsfuldt det er at bo i Wales.

Hvad skete der? Matthews blev hurtigt opslugt af sin nye stjernestatus, og frem for musikken handlede historierne om Catatonia mere om hvor pløkstiv Matthews var aften efter aften på Londons trendy Met Bar. Derfor mente en del fans og anmeldere også at det klingede lidt hult, da anden single på bandets fjerde album ”Equally Blessed and Cursed” handlede om hvor falsk et sted London var. Albummet gik nummer 1 i England, solgte 300.000 eksemplarer, men er når alt kommer til alt, et skuffende album. Værre gik det med ”Paper Scissor Stone” (2001), som både kritikere og fans ignorerede, hvorefter Catatonia gik i opløsning.

Hvor er de nu? Cerys Matthews har siden bandets opløsning udgivet to albums ”Cockahoop” (2003) og ”Never Said Goodbye” (2006) og er netop nu i Australien som deltager i realityprogrammet ”I’m a Celebrity, Get Me Out of Here!”. Mark Roberts og Paul Jones spiller nu sammen i bandet Y Ffyrc, hvis debutalbum udkom sidste år – et par numre på walisisk kan findes på deres myspaceside.

Anbefalede downloads:
You Got a Lot to Answer For (fra “Way Beyond Blue”) Mulder and Scully, Goldfish And Paracetamol og Strange Glue (fra “International Velvet”)


Hvem var de? Dan Wilson, John Munson og Jacob Slichter, popsnedkere fra Minneapolis med flair for det ultra radiovenlige.

Hvad kunne de? Munson og Wilson spillede i slutningen af 80′erne sammen i bandet Trip Shakespeare, som blandt andet nåede at udsende albummet med den glimrende titel “Are You Shakespearienced?” Da det band gik i opløsning, slog de sig sammen med trommeslager Slichter og udsendte i 1996 debutten “Great Divide”. Der skete dog ikke det helt store for Semisonic før to år senere, da de udsendte albummet “Feeling Strangely Fine”. Pladen skabte to store hits med singlerne Closing Time og Secret Smile, der var hits på begge sider at Atlanten.

Hvad skete der? I 2001 udsendte bandet pladen “All About Chemistry”, og fik rimelig stor succes i Europa med nummeret Chemistry. Albummet nåede dog på ingen måder forgængerens kommercielle højder, og selvom bandet ikke er gået officielt i opløsning, har der været stille om Semisonic siden 2001.

Hvor er de nu? Munson slog i 2001 pjalterne sammen med Matt Wilson, Dan Wilsons bror der også var med i Kip Shakespeare, og dannede The Flops, der vist endte som deres navn, sidenhen har han været en del af The New Standards. Slichter udgav i 2005 bogen “So You Wanna Be a Rock & Roll Star”, om sine oplevelser i Semisonic (Frekvens går ikke ud fra at den er fyldt med coke og blødende groupies på smadrede hotelværelser, men man kan aldrig vide). I sidste måned udsendte forsanger Dan Wilson sit debut soloalbum “Free Life”, og på hans myspaceside kan man tjekke fire af numrene fra plade. Den næste månedstid kan han i USA også opleves som opvarmning for ingen ringere end…. Sondre Lerche.

Anbefalede downloads: Chemistry (fra “All About Chemistry”)

Hvor blev de af? JJ72

Hvem var de? Mark Greaney, Fergal Matthews og Hillary Woods – et af second wave of britpops største håb.

Hvad kunne de? I 1999 var England igen klar til britpop, og frem fra generationen, der også fostrede Coldplay, dukkede irske JJ72 op. Greaney var velsignet med en fantastisk stemme, og kunne synge højere end de fleste piger og kastratsangere. Hans vokal fik hurtigt stemplet ”fallen angel/choirboy” i medierne, der stemte godt overnes med hans let spinkle kropsbygning. Omkring sig havde han den muskuløse trommeslager Fergal og den yndige bassist Hillary. Sammen fik de stor succes med deres selvbetitlede debut, der gjorde dem til NME/Melody Maker darlings og toppede som nummer 16 på den engelske albumhitliste, med hits som Snow, Oxygen og October Swimmer.

Hvad skete der? Bandet turnerede England og Europa tyndt, og kom blandt andet forbi Voxhall og Vega i 2001, og ikke mindst Roskilde Festivalen samme år. Her gjorde Greaney sig bemærket ved at optræde i en Det Elektriske Barometer STILLE! T-shirt. Herefter blev der stille om bandet et års tid, hvorefter de udsendte “I To Sky”, der ikke rigtig levede op til forgængeren, hverken hos anmelderne eller pladekøberne. Året efter forlod Woods bandet, og blev erstattet af den mindst lige så yndige, om end lidt mere goth’e Sarah Fox. Hun nåede dog ikke at være på mere en to singler, hvis ringe succes (bedste placering var #52 på singlehitlisten) gjorde at bandet blev droppet af deres pladeselskab. Det var mere end bandet kunne klare, og i 2006 gik bandet i opløsning, et fact få medier lagde mærke til, altså udover Frekvens selvfølgelig.

Hvor er de nu? Hillary Woods går på universitetet, Sarah Fox spiller bas i industrial bandet Lluther og Mark Greaney dannede bandet Concerto For Constantine, der først på året var på deres første turné i Irland.

Anbefalede downloads: October Swimmer, Oxygen og Snow (fra ”JJ72”), Fomulae (fra ”I To Sky”) og Desertion (b-side på Oxygen)

Hvor blev de af? Gangway

Hvem var de? Henrik Balling, Allan Jensen og Torben Johansen, Danmarks bedste og mest uheldige orkester.

Hvad kunne de? Skrive fantastisk popsange, med intelligente bittersøde tekster. Numre som My Girl and Me, Mountain Song, Everything Seems to go My Way, Come Back as a Dog, Going Away, Didn’t I Make You Laugh og Why Do I Miss You er nok blandt de bedste numre skrevet på engelsk af danskere. Desværre havde Gangway også en fantastisk evne til at være på det rigtige sted, på det helt forkerte tidspunkt. Deres første plade “Twist” (1984) var eftersigende den første danske plade på engelsk der solgte mere en 10.000 eksemplarer, og da deres andet album “Sitting In the Park” blev genudgivet i England som “Sitting In the Park (again!)” burde deres lykke være gjort, men på trods af airplay på BBC og supernummeret My Girl and Me kom gennembruddet ikke, og bandet ragede uklar med deres pladeselskab Polygram. På det lille selskab Electra udkom “The Quiet Boy who Ate all the Cake” i 1991, men på trods af flotte anmeldelser og at det er et af Neil “Pet Shop Boys” Tennants yndlingsalbums blev albummet ikke en stor succes, og Electra gik konkurs kort tid efter. BMG samlede bandet op, og de udsendte i 1993 deres eneste virkelige succes “Happy Ever After”, med over 40.000 solgte eksemplarer og Grammyer for bedste video (Mountain Song, som vi desværre ikke kunne finde på youtube!), bedste rockudgivelse og bedste sangskriver til Henrik Balling.

Hvad skete der?
Herefter skulle alting jo køre som smurt for Gangway, men nej. Den lidt mere tecnopoppede lyd på “Optimism” (1996) faldt hverken i anmeldernes eller pladekøbernes smag, og solgte kun en fjerdedel af forgængeren. Værre gik det for “That’s Life”, der på trods Kasper Winding som producer og radiohittet Come Back as a Dog var en kommerciel fiasko, og er bandets dårligst sælgende plade. I 1997 smed bandet håndklædet i ringen, dog var de sammen om “Compendium: Greatest Hits” (1998) og om at sende en fin booklet ud til folk der havde købt den og gerne ville have tekster og billeder.

Hvor er de nu? Allerede mens Gangway var igang, kunne man opleve Henrik Ballings tøre humor og slet skjulte bitterhed mod bands, der på trods af mindre talent solgte mere end Gangway, i TV2 programmet Puls. Her præsenterede han videoer og drak rødvin (nogle gange ret meget rødvin) hver fredag. Ellers har han skrevet sange og kendingsmelodier, indspillet “Hjernesange” sammen med Peter Lund Madsen og Baals Bjørn Fjæsted og produceret musik for blandt andet Lise Westzynthius og Marie Key. Allan Jensen udsendte som Jensen albummet “One Fine Day”, der blev spillet en del i radioen, men ikke solgte det helt store. Torben Johansen arbejder i dag på Sony BMG.

Anbefalede downloads:
Drop det med downloads, gå ned og køb “Compendium”! Det er den bedste danske greatest hits plade til dato, og kan fås til den latterligt lave pris af 39.95 i din lokale Stereo Studio.

Hvor blev de af? Strangelove

Hvem var de? Patrick Duff, Alex Lee, Julian Pransky-Poole, Joe Allen, John Langley – dystre britpop gutter, i dag ville de nok få et emo-stempel.

Hvad kunne de?
Allerede før han blev forsanger i Strangelove havde Patrick Duff problemer med stoffer og alkohol, og bandets første album “Time for the Rest of your Life” er et godt eksempel på, at indre dæmoner kan føre til gode albums. Det er et storladent album, hvor det dystre og gotiske går hånd i hånd med mere klassisk britpop. En sammenligning med Suede mesterværket “Dog Man Star” er slet ikke urimelig.

Hvad skete der? Imellem første og andet album, røg Duff ind og ud af rehab som en anden Pete Doherty. Bandet fandt dog tid til at drage Europa rundt som opvarmning for Suede, og de to bands bondede rigtig godt. En historie går på at venskabet blev grundlagt ombord på en svensk færge, der lå stille en hel nat på åbent hav på grund af motorproblemer, og derfor åbnede op for fri bar. På deres næste album “Love and other Demons” (1996) er Brett Anderson og Richard Oakes derfor at høre på kor på to numre (Living with the Human Machine og She”s Everywhere). Albummet er endnu en tur rundt om Duffs personlige problemer og kamp mod stoffer, og et rigtig godt album. Herefter gik Duff helt i hundene, og der casino online blev stille om Strangelove. Først da Duff var helt clean i i slutningen af 1997 udkom bandets selvtitlede tredje album. Tonen på albummet er lettere og melodierne mere poppede, og selvom det ikke er et direkte dårligt album er det slet ikke på niveau med de to første. Der var mere end et gran sandhed i det, da Therapy? sang “Happy People Have no Stories”

Hvor er de nu?
Den kommercielle succes udeblev med “Strangelove”, der også udkom i Danmark og er spottet i mere end en tilbudskurv rundt om i landet Stereo Studioer, pris: 25 kroner. I 1998 gik bandet i opløsning. Efterfølgende har specielt Alex Lee gjort væsen af sig. Først blev han indlemmet i Suedes live-lineup da Neil Codling blev syg, og nåede også at blive fuldgyldigt medlem af bandet på “A New Morning” – ikke at det var noget at stolt af. Senest har han optrådt live sammen med Placebo. Patrick Duff udgav i 2005 soloalbummet “Luxury Problems”, det er en stille , voksen og noget kedelige affære. De resterende tre medlemmer dannede bandet Saturation Point der aldrig fik den store succes. Sidste år blev der oprettet en Strangelove Myspaceside, hvor man kan høre 4 af gruppens numre, specielt Sway og den tidligere nævnte She”s Everywhere kan anbefales.

Anbefalede downloads: Sixer og Time for the Rest of Your Life (fra “Time for the Rest of Your Life”), Living With The Human Machines og Casualties (fra Love and other Demons)

Hvor blev de af? Unbelievable Truth

Hvem var de? Andy Yorke, Nigel Powell, Jason Moulster og Jim Crosskey – store i Oxford og Thom Yorkes lillebrors band i resten af verden.

Hvad kunne de? Spille supermelankolske popmelodier, hvilket især kom til udtryk på debutpladen – og Unbelievable Truths største succes – “Almost Here” fra 1998. De foregreb den Coldplayske tidsalder ved at konstruere guitarbaseret poprock med masser af patos og følelse. Forsanger Andy Yorke gjorde et stort nummer ud af at bevæge sig så langt væk fra storebrors stemmeføring og tekstunivers som muligt, og den kompleksitet, Radiohead så småt var begyndt at eksperimentere med, er nærmest ikkeeksisterende på Unbelievable Truths udspil.

Hvad skete der? Virgin, som havde stået bag udgivelsen af “Almost Here”, indså, at den smule buzz, der var omkring Unbelievable Truth, mest af alt skyldtes Yorke-efternavnet, og langsomt begyndte de at miste tålmodigheden med bandet. Det resulterede i et brud, og “Sorrythankyou” blev noget forsinket udgivet på det lille pladeselskab Shifty Disco i 2000. Et noget aggressivt album, som bevægede sig væk fra det pæne og melodiøse udtryk, debuten stod for, men som desværre også manglede både fokus og hitpotentiale. “Sorrythankyou” floppede totalt, og det samme år valgte Andy Yorke at kvitte musikken og hellige sig sine russisk-studier. I 2001 udgav Shifty Disco “Misc. Music” – et dobbeltalbum bestående af b-sider, sjældenheder og gruppens afskedskoncert.

Hvor er de nu? Unbelievable Truth har været samlet et par gange siden i forbindelse med forskellige velgørenhedsarrangementer, men en decideret reunion er ikke på tale. Trommeslager Nigel Powell spiller nu i Dive Dive, som høster pæne anmeldelser i det britiske, samt i sit soloprojekt The Sad Song Co. Moulster og Crosskey er begge engageret i Nine Stone Cowboy, og Andy Yorke barsler netop nu med et nyt album, hvilket er ret overraskende, eftersom han tidligere har afvist at vende tilbage til musikken. På hans MySpace kan man læse, at “Simple” gerne skulle være på gaden, inden året rinder ud samt lytte til et par af de nye sange, som ikke adskiller sig gevaldigt fra Unbelievable Truths eget materiale (Jason Moulster og Nigel Powell bidrager da også begge til pladen.)

Anbefalede downloads: Solved og Finest Little Space (fra “Almost Here”), Dune Sea (fra Settle Down-singlen) og Pedestrian (fra “Sorrythankyou”.)

Hvor blev de af? Crash Test Dummies

Hvem var de? Brad Roberts, Ellen Reid, Dan Roberts, Mitch Dorge og Benjamin Darvill – underfundige canadiske folk-rockere, der aldrig fik rystet deres superhit af sig.

Hvad kunne de?
Crash Test Dummies vil altid være forbundet med deres mundrette megahit Mmm Mmm Mmm Mmm, med hvilket forsanger Brad Robert fik brummet sig ind i hjertet på alle og enhver. Nummeret er fra bandets andet album ”God Shuffled His Feet” (1993), der er fyldt med velklingende og vittige popsange, der namedropper både Sartre, T.S. Elliot og David Byrne. Til dato har albummer solgt mere end 5 millioner eksemplarer verden over. Inden de storhittede i 1993, havde de haft stor succes i Canada med “The Ghosts That Haunt Me” fra 1991.

Hvad skete der?
Succesen med Mmm Mmm Mmm Mmm var umulig at følge op, omend det næste album, ”A Worms Life” fra 1996 fik pæne anmeldelser og solgte ok. I mellemtiden havde bandet også genindspillet XTC’s The Ballad of Peter Pumpkinhead til ”Dum & Dummere” soundtracket. I 1999 udkom ”Give Yourself a Hand”, som var mere elektronisk, havde Ellen Reid som vokalist på flere numre og ikke skabte det der minder om røre uden for den canadiske andedam.

Hvor er de nu? Efter deres fjerde album, og bruddet med Sony-BMG, kastede samtlige dummies sig over soloprojekter. Brad Roberts to plade, ”I Don’t Care That You Don’t Mind”(2001) og ”Puss’n’Boots”(2003) endte dog begge som Crash Test Dummies albums, da han alligevel hev alle sine gamle bandmedlemmer ind for at hjælpe. I 2002 udgav de også julealbummet ”Jingle All the Way”. I 2006 kom ”Songs of The Unforgiven” og rygterne vil vide at der er et nyt album på vej, der bliver download-only, ligesom Sony-BMG også har et greatest hits album på trapperne. Der er stadig masser af gang i Crash Test Dummies.

Anbefalede downloads: Superman Song (fra The “Ghosts That Haunt Me”), Afternoons & Coffeespoons og Swimming in Your Ocean (Begge fra “God Shuffled His Feet”)

Hvor blev de af? EMF

Hvem var de? James Atkin, Ian Dench, Zac Foley, Derry Brownson og Mark Decloedt – indiedance, lang tid før Klaxons.

Hvad kunne de? Lave et brag af en første single. EMF, Epsom Mad Funkers, dukkede op i 1989 og blev efter blot fire koncerter signet af EMI, hvis pladeselskabsrepræsentant eftersigende måtte hoppe i en flod, for at få trukket kontrakten i land. Året efter smækkede de den fabelagtige debutsingle Unbelievable på gaden. Den gik nummer 3 på hitlisten i England, og røg helt til tops i USA. Året efter kom albummet ”Schubert Dip”, der gik i top-3 både i England og USA, og affødte også singlerne Lies, I Believe og Children.

Hvad skete der? I 1992 kom der både en ep og et nyt album, ”Stigma”, der ikke klarede sig specielt godt hverken hos kritikerne eller pladekøberne. Så gik der 3 år før ”Cha Cha Cha” udkom, men igen blev pladekøberne væk, og albummet toppede som nummer 30. Det var mere end EMF’erne kunne klare, og bandet gik i opløsning.

Hvor er de nu?
I 2001 blev bandet gendannet, og sendte et greatest hits album ud. Året efter døde bassist Zac Foley af en overdosis, og satte en stopper for gendannelsen. Ian Dench har siden skrevet sange til blandt andet Beyoncé, imens Derry Brown og James Atkin begge var med i Bentley Rhythm Ace. Det er dog ikke helt slut med EMF; så sent som i går annoncerede bandet at de spiller sammen igen til december.

Download: Unbelievable

Hvor blev de af? Elastica

Hvem var de? Justine Frischmann, Donna Matthews, Annie Holland & Justin Welch. Punkede britpoppere, der af en eller anden grund aldrig fik et top 10 single hit. Til gengæld var de nummer 10 på Gigwises tvivlsomme Britpop Top 20.

Hvad kunne de? Frontfigur Frischmanns største talent, har uden tvivl været at have kendte/dygtige kærester. Først var hun kæreste med Brett Anderson fra Suede, hvor hun også spillede guitar indtil Bernard Butler begyndte at fylde for meget der. Så slog hun pjalterne sammen med Blurs Damon Albarn, og det er en offentlig hemmelighed at han har skrevet det meste af Elasticas debut ”Elastica” (1995) under anagram-pseudonymet Dan Abnormal. Det gør på ingen måde albummet ringere, og selv om det største hit Connection er tyvstjålet fra Wire, er det en upoleret britpop juvel.

Hvad skete der? Så gik der meget lang tid med at få lavet en opfølger. Alt for lang tid, og casino online Donna Matthews skred fra bandet i 1999. Da ”The Menace” endelig kom i 2000, var forventningspresset næsten oppe på niveau med Stone Roses “Second Coming”, og skuffelsen online casino cirka lige så stor. Det er ikke noget specielt godt album. Albarn og Frischmann og var i mellemtiden gået fra hinanden, og No Distance left to Run fra Blurs ”13” album handler eftersigende om bruddet, så lidt godt kom der ud af det. Året efter var det slut med Elastica.

Hvor er de nu? Donna Matthews nye band Klang albumdebuterede i 2004 med albummet ”No Sound Is Heard”, som vist ikke rigtig slog igennem, og siden har der været stille om hende. Frischmann har lavet lidt TV for BBC og skrevet og produceret lidt for andre bands, blandt andet de glimrende White Rose Movement. De to andre originale medlemmer har ikke været igang med musik siden.

Download: Connection, Waking Up og 2:1 alle fra ”Elastica”.

Echobelly

Hvem var de? Echobelly. Britpop helte med den karismatiske, politisk engagerede og ret lækre Sonya Aurora Madan i front. Deres debutplade ”Everyone’s Got One” kom i britpoppens superår 1994.

Hvad kunne de? Udover Madans åbenlyse kvaliteter, havde hun i den grad tæft for skrive gode tekster. Som Give Her A Gun fra debuten, som måske er den bedste sang om kvindefrigørelse nogensinde (”Half the population one percent of wealth/blame the mother sell the sister/before I blow you away”). Succesalbummet ”On” (1995) var ligeledes spækket med intelligente hits som King of The Kerb og Great Things. Morrissey var også vilde med dem.

Hvad skete der?
Deres tredje album “Lustra” (1997) floppede fælt. Det var mindre politisk, mere poppet og måske var folk bare ved at være trætte af britpop. Det er dog på ingen måde et dårligt album. Herefter blev der stille om bandet, og mange troede de var gået i opløsning. I 2001 kom albummet “People Are Expensive” dog, og blev mødt af larmende stilhed. Det politiske og sociale engagement var nu helt væk, og albummet havde en udpræget østerlandsk stemning There is a danger that conflicts will crop up with Aries and libra monthly horoscope men. og mystik over sig (læs: masser af sitar og små klokker). Det samme gjaldt for “Gravity Pulls” der kom i 2003, og vakte lige så lidt opmærksomhed.

Hvor er de nu? Echobelly eksisterer endnu (www.myspace.com/echobelly), i skikkelse af Madan og hovedsangskriveren Glenn Johansson. De to driver også pladeselskabet Fry Up. Guitarist Debbie Smith, der forlod bandet efter ”On” har siden spillet hos Snowpony, der også tæller medlemmer fra My Bloody Valentine og Stereolab.

Download: Insomniac og Give Her A Gun (fra “Everybody’s Got One”), King of The Kerb og Pantyhose And Roses (fra “On”) og I’m Not A Saint (fra “Lustra”)

Alannah Myles

Der er nogle kunstnere, hvor man bare ville ønske, at de kunne stoppe, mens legen var god. Men problemet med musikfans er jo, at man har sine darlings, hvilket betyder at man bliver ved med at købe plader med en gruppe længe efter, at alle andre er holdt op, og også i en periode efter man selv har opdaget, at gruppen rent musikalsk ikke længere har noget at byde på.

Men i de tilfælde kan man altid argumentere for goodwill points, fordi de trods alt kæmper for det i stedet for at smide håndklædet i ringen. Der hvor det bliver svært er, når et regulært one-hit-wonder pludselig springer tilbage ind i ringen længe efter gongen har lydt, og publikum har forladt hallen.

Læs mere…

Få styr på livet med Andrew WK

Hvis du også har gået rundt og spurgt dig selv “gad vide hvad ham Party Hard manden går og laver?”, så har Undercover svaret.

Det viser Andrew WK skal ud og holde det amerikanerne kalder “inspirational speeches” i New York, og han skal også tale til South By Southwest festivalen, hvor han også har arrangeret en skattejagt. Ja, en skattejagt!

…og så er der vist også noget musik på vej.

Kan du huske Goat Band?

Vi har tidligere her på stedet snakket om, hvor vigtigt det er at have en godt bandnavn, hvis man vil have succes. Det er Global Pop Conspiracy enige i, så de har lavet en artikel, hvor de nævner ti kendte bands og fortæller lidt om, hvad de hed før de blev verdensberømte [via Chromewaves]. Og vi giver dem ret i, at var Robert Smith forsat med at spille i bands som Goat Band og The Obelisks, havde han nok været færdig i branchen for mange år siden.

Smil med Brian

Der findes en del sagnomspundne uudgivne plader, men en af de mest omtalte er formodentligt Brian Wilsons “Smile” plade, som han oprindeligt indspillede som en opfølger til den legendariske “Pet Sounds” plade. The Beach Boys og Brian Wilson blev enige om ikke at færdiggøre pladen, men nu har Wilson sammen med bandet The Wondermints færdiggjort de gamle sange og tager på turné til februar for at spille sangene live for første gang.

The Guardian har mødt Brian Wilson, der fortæller om de oprindelige indspilninger og om de mærkelige 60ere, hvor han tog så mange stoffer, at han installerede en sandkasse med klaver midt i sin stue. Og skulle navnet The Wondermints virke bekendt, så kan det skyldes, at de har været backing band for Wilson på tidligere turnéer, og at det var dem, der lavede temaet til den første Austin Powers film.

Endnu en 80er reunion

Gary Jules har fået en masse omtale for sin version af det gamle Tears For Fears nummer Mad World, der oprindeligt blev indspillet til filmen Donnie Darko. Dette gav naturligvis også en masse omtale til den engelske duo, og derfor var det måske ikke den største overraskelse, da Curt Smith og Roland Orzabal i oktober sidste år annoncerede, at de var begyndt at skrive numre til en ny plade.

Engelske Tears For Fears debuterede i 1983 med pladen “The Hurting” (hvorpå man bl.a. finder Mad World) og fulgte den op i 1985 med “Songs From The Big Chair”, der gjorde dem til stjerner med singler som Shout og Everybody Wants to Rule the World. Efter udgivelsen af “Sowing the Seeds of Love” forlod Curt Smith duoen, og Roland Orzabal udgav yderligere to mindre succesfulde plader under navnet Tears For Fears.

Efter en periode hvor begge har udgivet soloplader under forskellige navne, er de to nu fundet sammen igen, og ifølge Ananova skulle den første single, Closest Thing To Heaven, se dagens lys til marts og pladen, “Everybody Loves A Happy Ending”, skulle ligge klar til april.

Der er de senere år blevet gjort en række fejlslagne forsøg på at gendanne populære 80er grupper, men her på stedet er vi overbevist om, at det vil gå en del bedre for Tears For Fears end det eksempelvis gjorde for Culture Club og Dexy’s Midnight Runners.

Edie er tilbage

Igår kunne vi linke til en artikel om Feargal Sharkey, og idag har vi endnu et link til en historie om et 80er ikon, der er vendt tilbage til rampelyset. Denne gang er det CNN, der har et interview med Edie Brickell, der i 1988 hittede med singlen What I Am.

I interviewet fortæller hun om sine musikalske børn, sit ægteskab med 25 år ældre Paul Simon og om indspilningen af hendes nye plade “Volcano”.

Feargal hvem?

Der er en gammel historie om nordirske Feargal Sharkey, hvor det hedder sig, at da han kontaktede sit pladeselskab for at få lov til at lave sin tredie soloplade, sagde de til ham, at de hellere ville give ham et kontorjob.

Efter mange år udenfor mediernes søgelys, hvor Sharkey bl.a. arbejdede som A&R mand, er den tidligere Undertones sanger nu tilbage, men ikke som sanger. Han er blevet udnævnt til formand for en engelsk komité under kulturministeriet, der bl.a. skal hjælpe bands og spillesteder. The Guardian har mødt Sharkey, hvor han fortæller om sit nye job, og om hvad han egentligt har fået tiden til at gå med siden A Good Heart lå på hitlisterne.

 

Aktivitet

impossible quiz: Thank you, I’ve just been looking for info...
Canfield Solitaire: It’s in point of fact a nice and useful...
bonk io: wonderful issues altogether, you simply gained a new...
Find out more: Hi Dear, are you actually visiting this site on a...
vex: Simply desire to say your article is as surprising. The...
google snake: Hey very nice blog!

Støj

Links

Arkiv

Det med småt

RSS