1.Arcade Fire – Funeral
2.The Postal Service – Give Up
3.The Shins – Oh, Inverted World
4.Sufjan Stevens – Come on Feel the Illinoise
5.Death Cab for Cutie – Plans
6.The Shins – Chutes Too Narrow
7.Modest Mouse – Good News for People Who Love Bad News
8.Elliott Smith – Figure 8
9.Interpol – Turn on the Bright Lights
10.Pete Yorn – Musicforthemorningafter

Se top 11-60 efter springet…

11.Wilco – Yankee Hotel Foxtrot
12.Band of Horses – Everything All the Time
13.The Strokes – Is This It
14.Queens of the Stone Age – Rated R
15.Morrissey – You are the Quarry
16.Ryan Adams – Heartbreaker
17.Green Day – American Idiot
18.Arcade Fire – Neon Bible
19.Coldplay – Parachutes
20.Dandy Warhols – Thirteen Tales from Urban Bohemia
21.The National – Boxer
22.Interpol – Antics
23.Ryan Adams – Gold
24.Nada Surf – Let Go
25.Arctic Monkeys – Whatever People Say I Am…
26.Eels – Blinking lights and other revelations
27.Kent – Du & Jag Döden
28.Ryan Adams – Easy Tiger
29.Doves – The Last Broadcast
30.Radiohead – Kid A
31.Black Rebel Motorcycle Club – BRMC
32.Bon Iver – For Emma, Forever Ago
33.Bloc Party – Silent Alarm
34.Ryan Adams – Cardinology
35.Bright Eyes – Lifted or the story is in the soil
36.Malory – Not Here, Not Now
37.Okkervil River – The Stage Names
38.The National – Alligator
39.Muse – Origin of Symmetry
40.Modest Mouse – The Moon and Antarctica
41.Death Cab for Cutie – The Photo Album
42.Death Cab for Cutie – Transatlanticism
43.Band of Horses – Cease to begin
44.Belle & Sebastian – Dear Catastrophy Waitress
45.Sigur Rós – Ágætis Byrjun
46.The Hold Steady – Separation Sunday
47.The White Stripes – White Blood Cells
48.Queens of the Stone Age – Songs For the Deaf
49.The Notwist – Neon Golden
50.Muse – Absolution
51.Jens Lekman – Night Falls Over Kortedala
52.Beirut – Gulag Orkestar
53.The Killers – Hot Fuss
54.Franz Ferdinand – Franz Ferdinand
55.Coldplay – A Rush of Blood to The Head
56.Nine Inch Nails – With Teeth
57.Loney, Dear – Loney Noir
58.Brendan Benson – Lapalco
59.Terris – Learning to Let Go
60.Libetines – Up The Bracket

Som en lille optakt har Frekvens snakket med en af hovedmændene bag festivalen, Björn Lydén som fortæller lidt om den særlige stemning der hersker omkring Pop Revo, men først har han fået lov til at bevise sin viden om historiens store revolutioner.

Björns gæt er markeret med et kryds.

1 – På Coldplays seneste album ser man billedet Liberty Leading the People, men hvilken revolution er billedet fra?
A – Den Franske Revolution (1789)
B – Cummunardopstanden (1871)
C – Julirevolutionen (1830) – X – korrekt svar

2 – I hvilket af disse lande forsøgte Che Guevara ikke at starte en revolution?
A – Congo-Kinshasa – X
B – Venezuela – korrekt svar
C – Bolivia

3 – Hvem af disse 3 personer har ikke været med til at udforme USAs uafhængighedserklæring?
A – John Adams
B – Thomas Jefferson – X
C – George Washington – korrekt svar

Således blev det til 1 korrekt svar ud af 3 mulige, og det er i grunden vel ganske hæderligt sådan på stående fod.

Læs videre for resten af interviewet.

1 – For dem af vores læsere der ikke kender Pop Revo kan du måske starte med lige kort at fortælle lidt om festivalens historie, og idéerne bag festivalen?

”Festivalen startede som idé allerede i 2003, men de første koncertaktiviteter startede i 2004 med en koncert med Ladybug Transistor, og det førte til en festival i efteråret samme år. Med årets udgave bliver det sjette gang i træk, og vejen derhen har været fuld af omvæltninger og forhindringer, men også nogle vidunderlige oplevelser med musiker og publikum. Pop Revo har jo givet mange af vores yndlingskunstnere mulighed for at optræde her i Århus.”

2 – Hvordan går det normalt for sig når I skal starte med at sammensætte programmet til en festival, er der dømt rundkreds og brainstorm eller hvordan foregår det?

”Det er lidt svært at beskrive, men typisk tager en festival form lang tid inden, og undervejs kommer navne ind i billedet eller glider ud af det. Mange af navnene har været diskuteret mange gange, måske er de blevet spurgt mange gange, sådan som det fx. Er tilfældet med The Bear Quartet, som vi i sin tid spurgte efter helt tilbage i 2004, og vi nu endelig for mulighed for præsenterer i 2009. Sagt på en anden måde, så er vi musikfanatikere, der diskuterer musikere i al uendelighed, og det er for os en helt afgørende ballast og kvalitet at have med sig, hvis man skal lave en god festival.”

3 – I har et par navne på programmet I år som I betegner som kult navne, som jo ellers er en betegnelse man sætter på små navne som ingen kender for at få dem til at virke interessante, fortæl os lidt om hvorfor The Bear Quartet og Television Personalities er så specielle, jeg ved at der er en særlig forbindelse imellem Pop Revo og Televison Personalities?

” Jeg er ikke helt enig i at betegnelsen kultnavne nødvendigvis sættes på kunstnere for at få dem til at virke interessante. Det kan også være en måde at beskrive, at selvom de ikke er nået udbredt har et eller andet helt særegent eller har haft en mærkbar historisk betydning. I sådan en logik er Velvet Underground et kultnavn, fordi ikke mange lyttede til det i 1967, men alle der gjorde efterlods med helt nye ører. Både The Bear Quartet og Television Personalties lever op til en sådan beskrivelse, og deres historik er begge så omfattende og levende, at det vil være vanskeligt at forklare kortfattet, men de står for kompromissløshed og vedholdenhed, hvad vi synes passer fint i vores revolutionistiske ånd.”

4 – Lad os se lidt på de navne som jeg vil kalde for årets hovednavne, nemlig Gang Gang Dance og Sunset Rubdown (billedet), hvad gjorde at I lige præcis gik efter de navne til årets festival, var det lige dem der var i nabolaget, eller er i gået specifikt efter dem?

”Det er begge navne, som vi været meget glade for i lang tid. Hvis chancen opståede var vi enige om, at vi skulle gribe den. At de var i nabolaget er nok så meget sagt, og det ene af dem måtte f.eks lægge deres tour lidt om for at komme hertil. ”

5 – I løbet af årerne har i haft nogle navne som siden er gået hen og blevet ret store, The Whitest Boy Alive har lige givet 2 fuldstændig udsolgte koncerter i Århus og København og både Gang Gang Dance og Frightened Rabbit skal spille på Roskilde i år, har det en særlig betydning for jer at bands ”starter ud” hos jer for derefter at gå hen og få stor bevågenhed herhjemme?

”Vi synes det er rart, når gode bands for opmærksomhed, og i al ubeskedenhed så er det et cadeu til os selv, om at vi er ret gode til at opfange gode kunstnere tidligt. Da Cola Freaks spillede på Pop Revo sidste år, var der en der sagde, at det sikkert var tale om vennetjeneste, men i år spiller de på selve festivalpladsen på Roskilde, så enten har de utrolig mange venner eller også er de bare vildt gode. Vi står inde for al musik, der spiller på festivalen, og vi booker med hjerte fremfor hjerne. Nogle vil måske endda mene uden hjerne ha-ha.

6 – Det her spørgsmål hænger måske lidt sammen med det forrige, men jeg kunne godt tænke mig at vide hvor stor opmærksomhed der er på Pop Revo, både fra ”branchen” herhjemme, men også i udlandet, kender de forskellige bands jer når I henvender jer til dem? – jeg har f.eks. hørt rygter om at Jens Lekman gik markant ned i pris fordi han simpelthen ville spille på Pop Revo i 2007

”Jeg håber og tror på at musikere og branche fornemmer, at pop Revo er lidt anderledes fra andre festivaler. Det kan lyde banalt, men hvis man laver noget med kærlighed, så er man glad for at få denne gengældt. Der er faktisk rigtig mange eksempler på, hvor det ikke er tilfældet. Hvor andre ting blander sig og forgrumser maskineriet. I en tid hvor musik og kommercialitet befinder sig i et slags uafklaret limbo, føles det som at en festival som Pop Revo har sin berritigelse mere en nogensinde, for nu at blive lidt lommefilosofisk. ”

7 – I år er programmet faldet ud på den måde at alle danske bands spiller samme dag, generelt har i en god tradition at for have danske bands på programmet, fortæl lidt om de danske navne i år og hvad det betyder for jer at præsenterer danske navne?

”Vores oplevelse er, at den danske scene har udviklet sig utrolig spændende i senere år, og vi værner om at have dansk musik på plakaten. En af vores målsætninger er jo netop at stimulere dansk alternativ musik, ved at sætte kunstnerne ind i den sammenhæng vi føler de hører hjemme i.”

8 – Hvis man ser lidt på de bands der har spillet på Pop Revo igennem tiderne er det et broget billede der tegner sig, lige fra The Whitest Boy Alive til Cola Freaks til Jens Lekman til Xiu Xiu, er der en prototype på det ideelle Pop Revo band?

”Nja, ikke rigtig, måske Velvet Underground…eller The Replacements”

Pop Revo finder sted den 1-2. maj på Voxhall, billetter koster 300,- for 2 dage og 200 for enkeltdagsbillet.

Laus Højbye: Krummes Sang
Et let sted at starte; Krummes Sang, skrevet af Michael Hardinger, er noget af det mest enerverende, som nogensinde er trykt på vinyl. På datidens førende TV hitliste, 3773 Hitservice med Majken Vexø, lå den nummer 1 så længe at de blev nødt til at indføre en begrænsning for hvor længe en sang kunne være på listen. “Det er svært at være 11 år“, og det er i sandhed heller ikke let at lytte til.

Johnny DeLuxe: Elskovspony
“Hey, Johnny rimer på pony! Hvis vi bare kan få nogle referencer til fisse og patter, så har vi et sikkert hit” synes at være logikken bag Johnny DeLuxes debut single. Johnny hærger stadig The Voice med sine lidet intelligente tekster, men som så ofte før, er det førstegangs indtrykket som står skarpest.

Rollo & King: Tag bukserne af
Tænk sig at en folkeskolelærer kan lave så fordummende musik?! Søren Poppe og ham den anden får hjælp af hende damen, som vist nok har lavet noget helt tredje siden. Fladpandet, infantilt, en lille smule lummert, og så ud til mobildiskotekerne. Ville have været lettere at fortrænge, hvis man ikke fra tid til anden stadig ser folk smide bukserne til den.

Tiggy: Ringaling
Tiggy skulle tilsyneladende have været arvtageren efter Whigfield, og sikke en ære det ville have været. Ligeså ligegyldig som Whigfield, bare mere bemalet og uden nyhedsværdien. Tiggy var med andre ord for Whigfield, hvad Hit & Hide var for Aqua.

Gasolin’: Bingo
Det betragtes her i landet som helligbrøde at nedgøre Gasolin’, men omvendt så fortjener alle sange med børnekor at blive svinet hårdt. Lyrik som “Der er mange mange hjerter, der tørster efter kærlighed, sikken et hyr. Åh, din tossede fyr” gør ikke sagen meget bedre.

Kim Larsen: Om lidt bli’r her stille
Nu vi er ved Lune Larsen… Landstævnegymnasternes nationalsang. Så vidt vides, er det den eneste sang, som er så banal, at danske præster har nægtet at lade den spille til begravelser. Det siger vist alt.

Big Fat Snake: Bonsoir Madame
Bonsoir Madame: De berusede værtshusgæsters kampråb! Big Fat Snake er et let mål, for sjældent har et band været så upopulært hos anmeldere og smagsdommere. Men de gør det altså heller ikke lettere for sig selv, med deres ubehjælpsomme tekster og pølsefinger rock, som synes designet til at være soundtracket til at få en røvfuld på en provinsbar.

Lars Lilholt: Onkel Kristian
Lars Lilholt er vel kongen af kræmmermarkeder, byfester, dyrskuer og campingpladser – kort sagt; Kongen af nederen. Onkel Christian kombinerer på fineste vis alt det der ikke skal være i musik – i bandet er der nogle tosser med bandanaer, der er et omkvæd hvor det kun går ud på at få folk til at synge med og vifte armene over hovedet, og så handler sangen om, ja – Onkel Kristian, der boede på den anden side af fjorden og gemte sine penge i en kagedåse.

Det Brune Punktum: Jeg vil i seng med de fleste
Nu har vi allerede dækket Johnny DeLuxe og Rollo og King, så hvorfor ikke gøre den uhellige treenighed komplet, med endnu en lummer landeplage. Nationens kærlighedsaffære med letølsalfonsen Peter Födin har alle dage stået som et mysterie, men sjældent har han været mere øretæveindbydende, end når han sammen med sine venner udgyder sin lumre pop på både tv og radio.

Christian Brøns: Du kan gøre hvad du vil
Danmarks første reality-sangstjerne valgte at bevise, hvor stort et talent han var, at udgive en coverversion som førstesingle, og eneste hit. Ikke nok med det, så valgte han den mest drivende sentimentale sang, som vist originalt handlede om forfatterens døde junkie-ven, og gjorde den til et hyggeligt lejrbåls sommerhit. Til Christians ære, kan det dog meddeles at han holder fast i musikken, og sidst han var i Århus kunne han opleves på intet mindre end Fatter Eskild.

Nik & Jay: Kan du høre hende synge?
Igen, hvad sker der med det børnesang? Nik & Jay har i deres korte levetid stået bag en perlerække af stinkere, men ingen var dog klammere end historien om klassens tykke pige, som både blev voldtaget, fik bank og begik selvmord, før hun fandt drømmefyren. Den er så tragisk, at den faktisk blev så pinlig at den blev tragisk igen – på den pinlige måde.

Kashmir: The Story of Jamie Fame Flame
I start 90erne skyllede grunge bølgen ud fra Seattle, men da den ramte Danmark var det blevet til en lille krusning. Det udmøntede sig desværre i en række gymnasie funk bands, som Sune Wagner så rammende beskrev det. Et andet frygteligt eksempel er Inside The Whales Keith The Hamster.

Tim Christensen: Right next to the right one
Tim Christensen påstod hårdnakket, at det ikke var en bestillingsopgave fra DR, men derfor vil denne gudsjammerlige og – mildest talt – kedelige klagesang alligevel altid blive forbundet med den filmatisering af et Ikea katalog, som blev kaldt Nikolaj og Julie. At Celine Dion nu har taget sangen til sig siger vist ALT.

Juncker: Mogens og Karen
Da vi kom i tanke om den her kunne vi simpelthen ikke holde op med at grine. “Vi hedder Mogens og vi hedder Karen, vi bor lidt længere nede af vejen” er nok den dårligste linje, der nogensinde er sunget i en dansk sang. På trods af masser af emo-hår i øjnene er det også som om, at hans klage over forstædernes helvede klinger lidt hult. Åh hvor er det dog pisse synd for dig at dine forældre har 2 millioner i friværdi.

Peter Sommer: Valby Bakke
Peter Sommer er ganske givet en flink og sindig jyde, som har nogle glimrende sange på bagen. Det startede dog helt skidt, med den banale hjemstavnssang Valby Bakke, som af uransagelige årsager fik hele Danmark til snakke, og ikke tale. Sangen blev overeksponeret i en helt urimelig grad, så den nu fremprovokerer panikangst og en sprint imod off-knappen, når den kommer på radioen.

Szhirley: Gammel Kongevej
“Åh hvor er det bare nederen, jeg troede lige jeg var ved at samle en fyr op på vej hjem fra byen, og så skrider han bare” – Ja, og måske er det fordi du gav ham dit fulde navn, og han kunne se at du er en rablende psykopat som går til nummerolog. Eller måske er det fordi du har en stemme som en skærebrænder, der bliver slæbt efter en Puch Maxi. Eller måske… Der er mange gode grunde til at han ikke har ringet, og det hjælper ikke at sende en efterlysning ud på P3.

Magtens Korridorer: Hestevisen
Hvad er det modsatte af name-dropping, det var det Magtens Korridorer gjorde, da de skrev Hestevisen til vores allesammens Anne-Grete Törnblad, hvem? Nåeh hende der vandt OL sølv i 1984!?! Sangen blev landskendt efter at have været med i Tæskeholdet, og snart var der ikke en eneste guitarspillende teenager, der ikke var klar ved lejrbålet, og helt ærligt, hvem gider at høre om dyresex lige midt i sit snobrød.

Zididada: Zididada Day
Hvis jeg forstår teksten ret, så vil Zididada gerne have, at vi har en Zididada dag, hvor vi bare siger Zididada hele tiden. Zididada dagen går ellers tilsyneladende hovedsageligt ud på at tale skraldepansk, og bruge sætninger som “Chika, chika, chika, you’re my señorita”. Zididada er den fattige mands udgave af Papkasseshow, og det tager de sandsynligvis som en kompliment, mens de griner hele vejen ned til banken.

Rasmus Nøhr: Det glade pizzabud
Rasmus Nøhr må simpelthen være topmålet af irriterende – der er bare ingen mennesker, der er så glade hele tiden, det er helt klart resultatet af en 10-12 Prozac om dagen, den dag den mand ikke er på piller længere, finder vi ham liggende på taget af et højhus med en AK 47, hvorfra han plaffer uskyldige tilfældigt forbipasserende. Hvis det betyder, at jeg aldrig mere skal høre en af hans sange, må han gerne starte med mig.

Various: Hvor små vi er
I en ellers god sags tjeneste formåede en samling danske artister at sætte en ordentlig plet på dansk kultur. Jokeren, Tue West, Alberte, Alex Nyborg og Casper Winding (via satelit, no less) var blandt den brogede bande, som sendte en musikalsk hyldest til Tsunami ofrene. Man ved for alvor at den er gal, når Jokeren får sagt “Glem dig selv” i stedet for street-rigtige “Knep dig selv”.

Ufo/Yepha: Hver dag
Når man starter et vers med “Jeg har en stil som er fucing hardcore når jeg knepper“, og bagefter rimer det på “lebber”, så har man nok nået det punkt i sit liv, hvor man skal overveje at åbne en bog; læse lidt eller tage ud og se verden. “Hey se mig UFO, jeg kan stave til overkompenserende fremtidig bistandsklient – “Jah, præcis sådan dér Yepha!”

Frekvens: Hej I Am Bones, hvordan skrider touren frem? Der er en meget grafisk anekdote om tysk madforgiftning på jeres MySpace, er det blevet bedre?

Johannes: Det blev faktisk lidt værre da vi kom hjem. Jeg fik åbenbart smittet Christian med min snue dernede og Jeppe smittede Filip med hans mave-halløj. Så der er faktisk det niveau yderligere i lidelseshistorien. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det rystede mig i min grundvold at det kan være SÅ træls at spille lidt musik nu og da.

Frekvens: Hvad betyder det for jer, at I nu tilsyneladende er blevet et ”rigtigt” band, frem for et én mands projekt?

Johannes: Vi løfter i flok. Jeg kunne ikke fortsætte orkesteret selv, altså drive det videre. Jeg havde perfektioneret min vision om skrammelrock i soveværelset og det var nødt til at komme videre til noget nyt, hvilket det i høj grad er i dag. Jeg skriver stadig sangene og en del af arrangementerne og jeg er bevidst om, at der skal være en kaptajn på et skib, men de andre i orkesteret bidrager i højeste grad med inputs og ping pong og endeløs underholdning. Især i de her dage hvor vi er afsted på tur. Vi har en fælles vision om det næste vi går ind til og det er fedt ikke at være alene med gode ideer.

Frekvens: Jeres nye plade er en del hårdere end debuten, I skamroser Lack, fik shout outs af The Psyke Project til Spot, og er på tour med Beta Satan – ligger der en New Wave of Danish Indie Metal og ulmer i den danske undergrund?

Johannes: Well, jeg tror jeg vil tillade mig at tale på Beta Satans og vores vegne og sige at vi nok bare er rasende trætte af behagesyge i dansk alternativ musik. Jeg gider simpelthen ikke beskæftige mig med ting jeg synes der er trælse længere for jeg er blevet for gammel til at synes at det der band det bare er pissefedt fordi de er så skide længselsfulde og har eye-liner på. Så den – i min omgangskreds – intensivering af udtrykket der foregår, er ikke et kalkuleret modkultur-træk, vi er bare nået ind til det som rockmusik burde handle om og indeholde, lidenskab, skabertrang og råben og skrigen fra urdybet.

Frekvens: En af de første gange jeg så jer live, brokkede I jer noget over at Building Hospitals ikke var kommet ind på Tjeklisten, og at ”Wrong Numbers…” ikke havde solgt helt så meget som den fortjente. Er der nogen konkrete planer, for at sørge for at den nye plade ikke skal lide samme skæbne?

Johannes: Hehehe. Næ. Og det var vist sagt med et glimt i øjet i sin tid. Vi spiller og skriver bare vores møg så godt vi kan og så må folk hoppe af og på som de vil.

Frekvens: Der er et par sange på ”The Greater Good” om at forlade storbyen, tage til Alaska etc. Er der gået Walden/back to nature i den, eller er Århus bare ikke god nok til I Am Bones mere?

Johannes: Hmm, tilsyneladende ikke. Jeppe og jeg er de eneste der bor i Århus stadigvæk. Selv Manager-Mogens flyttede til København. Mht det Walden, der. Yeah… Lortet skal simplificeres. Alt er blevet kompetenceområdestyringbenchmarkanalyse, betale regninger, Sisyfos rullesten blablabla, som er godt nok til at få maskinen til at køre, men ikke nok til at holde den i gang. Og så handler de der møgsange nok også lidt om et ønske om noget konsekvens i sit liv.

Frekvens: Og lige til sidst, hvem er det som skal komme ud og se jer live, og købe ”The Greater Good”?

Johannes: Hr. og Fru Danmark skal komme og se os live og få rystet lidt af støvet af sig. Og så skal de købe pladen fordi den er megafee. Og det’ go hegn. Og man får opturs-nedern på af den.

Frekvens: Held og lykke med Vordingborg Rock City

Johannes: Tusind tak! Det var en god aften i går! I dag er det Roskilde.

I Am Bones kan opleves i aften på Gimle i Roskilde, og rundt om i landet på de følgende datoer.

08 mar 2008 Gimle (Roskilde)
15 mar 2008 Pakhuset (Aarhus)
20 mar 2008 Tapperiet (Køge)
21 mar 2008 Musikhuset (Middelfart)
22 mar 2008 Godset (Kolding)
28 mar 2008 Månen (Haderslev)
29 mar 2008 Paletten (Viborg)

Lyt til I Am Bones – The Good Son.

Frekvens: Egentlig skulle du først være kommet til Danmark i dag, et par timer før koncerten, men nu kom du allerede tirsdag for at kunne være i De Sorte Spejdere i går. Hvad har du lavet på din fridag i København?
Yoav: Jeg har faktisk taget det meget stille og roligt. Efter at have lavet radio med Anders og Anders tog vi ud og så Christiania, og ellers har jeg bare slappet af.

Frekvens: Dine forældre er fra Israel, du er vokset op i Sydafrika, har fået musikalske opdragelse i New York og din pladekontrakt i London – hvordan har det påvirket dig musikalsk?
Yoav: Det har åbnet min interesse for mange forskellige genrer. Hjemme hos mine forældre måtte der ikke spilles ”let” musik, deriblandt popmusik. Det eneste mine forældre hørte var klassisk. Så om aftenen og natten sneg jeg mig ned i den anden ende af huset, hvor min bror havde en gammel ramponeret guitar stående, og så øvede jeg mig på den. Jeg tog også over til mine venner og hørte ting som OMD og Wham! Senere blev jeg interesseret i rockmusik, men har også i perioder været meget optaget af trip-hop og forskellige former for afrikansk rytmisk musik. Mange af tingene har sat aftryk på den musik, jeg laver i dag.

Frekvens: Dit nummer Club Thing har fået mange folk til at sammenligne dig med Justin Timberlake. Hvordan har du det med den sammenligning?
Yoav: Det gør mig ikke noget, men jeg tænker egentlig mere på lyden på Club Thing som lyden af Timbaland og Neptunes. Nummeret er skrevet i en periode, hvor jeg var single i New York, og konstant var i byen på diverse klubber, og her var alt den musik, der blev spillet, produceret af enten Dre, Timbaland eller Neptunes. Så jeg skrev teksten, der i modsætning til alle de numre, der blev spillet, ikke handler om, hvor fed og fantastisk festen er, men mere om alle de skumle ting der foregår i krogene på klubberne i New York. For mig er Justin Timberlake mere én, der lægger stemme til andres numre.

Frekvens: Det er også Club Thing, som har fået spilletid på dansk radio, tror du folk vil blive overraskede over resten af dine numre, der langtfra alle sammen er så dansevenlige?
Yoav: Det kan faktisk godt være. Som tidligere nævnt henter jeg min inspiration mange steder fra, og jeg tror, at min musik appellerer til et bredt publikum. Men der er da helt sikkert folk, der vil blive overraskede over, at ikke alting lyder som Club Thing, for eksempel de mere klassiske singer-song writer numre.

Frekvens: Du har et cover af Pixies’ Where Is My Mind med på din kommende plade. Er det ikke lidt af en chance at tage en coverversion med på din debut, det kunne måske virke som om du ikke har nok originalt materiale?
Yoav: Næh, det synes jeg egentlig ikke. Havde Jeff Buckley ikke tre på sin debut? Jeg tror, der er større risiko ved at lave et cover af en Pixies sang. De er et af de bands, hvor deres fans hader, at man laver udgaver af deres sange, og hvis man gør, så skal de lyde ligesom originalen, og det gør min jo ikke ligefrem. Jeg spillede den først sammen med en canadisk sangerinde. Vi indspillede den på meget interimistisk facon, men resultatet var bare super godt, så alle folk, der hørte den, sagde, at den bare måtte med på albummet. Der var dog et par småfejl på den originale indspilning, så den skulle laves igen, og det var vildt svært at indfange den samme lyd og stemning, som da vi spillede den første gang. Det tog faktisk over en uge i studiet, før den lød ”rigtigt”.

Yoav’s debutalbum “Charmed & Strange” udkommer til april.

I den forbindelse fik vi os en snak med bandets bassist, Rune Pedersen, og spurgte ham bl.a. om, hvordan bandet har oplevet anmelderroserne, prisnomineringerne og opvarmningstjansen for Editors.

Klik ‘Læs mere’ for hele interviewet, tourplan og et download af Smother + Evil = Hurt fra debutalbummet.

Frekvens: Det må have været en hektisk tid siden udgivelsen af jeres debutalbum. Hvordan håndterer man pludselig al den opmærksomhed, der kommer med at have et internationalt anmelderrost album?
Rune Pedersen: 2007/2008 har i den grad været et år, der har overgået vores egne forventninger, og vi skulle da også i starten vænne os lidt til, at vi pludselig blev omtalt i andre sammenhænge end fodnoter i diverse koncertkalendere, men alt opmærksomheden omkring os har da virkeligt været et skulderklap af de større, og vi kan naturligvis ikke undgå at være lidt stolte også.

Frekvens: I har turneret som opvarmning for Editors. Det kan ofte være svært at spille for et publikum, der er mest interesseret i hovednavnet og måske ikke levner opvarmningsbandet megen opmærksomhed. Hvordan var oplevelsen for jer?
Rune Pedersen: Bare det, at vi blev spurgt af Editors, kom som en overraskelse for os, og det gav da også ret hurtigt svedige håndflader, da det gik op for os, at vi skulle spille på nogle af de bedste indendørs venues i UK, blandt andet Brixton Academy. Men drengene i Editors og alle folkene omkring dem fik os hurtigt til at føle os utroligt velkomne. Så vi kunne derfor fokusere på at spille godt og lære så meget som muligt undervejs. Selvom vi “kun” var support tog publikum godt imod os overalt og flere, der havde set os opvarme for Editors, mødte også op, da vi spillede vores egen headlining tour i november i UK.

Frekvens: Nu er I hovednavn ved en stribe koncerter i Danmark. Hvad er jeres forventninger?
Rune Pedersen: Vi har glædet os længe til at spille denne her Danmarksturné, da den ligesom skal afrunde hele oplevelsen omkring denne her plade, og det bliver fedt at spille herhjemme for alle de danske fans, der har måttet vente et stykke tid på os.

Frekvens: I har været nomineret til en P3 Guld, og er også nomineret til to Danish Music Awards. Hvad betyder den slags anerkendelse for jer?
Rune Pedersen: De her tre nomineringer er da helt klart kommet som en overraskelse for os, og vi er glade for dem; Samtidigt er det endnu et plus oven i alt det andet der er sket i det forgangne år.

Frekvens: I har naturligvis haft travlt siden jeres debutalbum udkom i starten af 2007, men vi er jo nødt til at spørge, hvornår vi kan forvente nyt fra jer?
Rune Pedersen: Vi forventer at gå i studiet til sommer og at have en decideret albumudgivelse klar i starten af 2009, men først skal alt lige passes ind i kalenderen, så mindre justeringer kan godt forekomme.

Frekvens: I spiller over hele Danmark fra den 31. januar til den 16. februar. Derefter er der et par shows i England og et par shows i Norge på programmet. Hvad er planerne ellers for 2008, kommer vi f.eks. til at se jer på festival til sommer?
Rune Pedersen: Vi går da stærkt ud fra at vi skal spille til nogle festivaler både i udlandet og herhjemme, men 2008 er for vores vedkommende et år, hvor langt de fleste af vores kræfter vil blive lagt i at lave vores næste album, noget vi har set frem til i lang tid.

The Kissaway Trails fulde Danmarksturné ser ud som følger:

31. januar – Århus, Pakhuset
1. februar – Viborg, Paletten
2. februar – Næstved, Vershuset
8. februar – Odense, Kansas City
9. februar – Kolding, Godset
14. februar – København, Loppen
15. februar – Slagelse, Badeanstalten
16. februar – Aalborg, Studenterhuset
1. marts – Middelfart, Walker

Download som mp3: The Kissaway Trail – Smother + Evil = Hurt

Frekvens: Du har levet en stor del af dit liv på Grønland. Har det på nogen måde påvirket din musik og dine tekster?
Hans Mortensen: Jeg tror egentlig mere, at skiftet fra Grønland til Danmark har været den egentlige påvirkning. Det var en ret hård tid for mig, mine forældre blev skilt samme år, og jeg skulle flytte hjemmefra, så familiekernen var ret meget i ruiner på det tidspunkt, og jeg var i et for mig helt nyt land. Det første halve år (sommeren og efteråret 2002) gik jeg helt i stå og boede hos min far i en lille by ved Vesterhavet og prøvede at samle stumperne…men efter det halve år begyndte en masse sange at dukke op, en masse af dem er med på den plade, der kommer nu til foråret. Selvfølgelig har tiden i Grønland været der, hvor jeg blev formet som menneske, så det har på den måde påvirket helheden.. men teksterne i sig selv er næsten kun inspireret af den tid, jeg havde i Danmark efterfølgende.

Frekvens: Hvilke bands lyttede man til i din omgangskreds i det grønlandske, og har disse bands inspireret jeres stil?
Hans Mortensen: Da jeg først virkelig kom i gang med musikken, lyttede alle mine venner og jeg selv til grunge, og allermest til Nirvana. Nirvana fyldte helt enormt meget i min første tid med guitaren, og det er klart et af de bands, der har været mest med til at forme min musik. Senere hen kom Radiohead, og jeg har altid lyttet meget til 60er og 70er musik (Beatles, Rolling Stones, Doors, Pink Floyd osv)…og nogle grønlandske ting som Sume og Rasmus Lyberth. Musikalsk har Grønland altid stået for mig som en blanding af at være helt med på noderne og så lige pludselig gå meget i stå omkring et enkelt band (som det skete med Nirvana). Jeg tror nu ikke, det er nogen dårlig ting, jeg er glad for, at jeg vokset op med en anden musikkultur end de mennesker, jeg møder i Danmark. Jeg tror det gør, at jeg ikke behøver at kæmpe så meget for at skille mig ud, det kommer, naturligt nok, af sig selv.

Frekvens: I er et forholdsvis ukendt band, hvis første egentlige møde med musikbranchen har resulteret i en “Ugens Uundgåelige” på P3 og en pladekontrakt med EMI. Kan du prøve at beskrive det forholdsvis usædvanlige forløb fra undergrund til signing med et stort pladeselskab?
Hans Mortensen: Vi nåede aldrig at være undergrund i virkeligheden. Vi dannede først bandet efter “The Fall” var indspillet (musikerne på pladen var hyrede studiemusikere). Så vi gik fra at være komplet nystartede til pludselig at sidde med alle muligheder. Det var ret turbulent, og jeg ved i hvert fald at jeg personligt havde en lang periode, hvor jeg skulle vænne mig til den nye situation. Ikke at jeg ikke var glad og stolt, men når man står midt i sådan et spring i ens liv, så er der pludselig mange nye og uforudsete ting, man skal tage stilling til.

Frekvens: Bliver 2008 et travlt år for Alter Me? Kan vi forvente tour og festivaloptrædener?
Hans Mortensen: Ja! Vi tager på vores første tour herhjemme i midten af april. Og så håber vi på at lave en masse festivaljobs over sommeren, vi har dog ikke noget konkret der endnu.

Frekvens: Her til sidst. Hvem skal gå ud og investere i “The Fall”, når albummet udkommer d. 17. marts?
Hans Mortensen: Jeg tror alle mennesker ville kunne finde noget for dem i den plade, den er meget varieret, og handler om nogle ting, som jeg tror de fleste kan genkende…så svaret er: ALLE! GO AND BUY IT, YOUNG AND OLD!

Vi siger tak til Hans Mortensen og ønsker Alter Me held og lykke i deres videre karriereforløb. Lyt til et par numre på bandets MySpace-side og se videoen til The Fall nedenfor:

Fik du ikke set showet, eller har du af uransagelige årsager lyst til at se det igen, så kan hele molevitten lige nu streames på P3 Gulds hjemmeside.

Plus

P3 Talentet: Overrakt af Anja Pil Overby og irriterende Thomas Buttenschøn og givet til Choir of Young Believers. Noget af en opgradering i forhold til sidste års vinder: irriterende Thomas Buttenschøn. +2

P3 Prisen: Sidste års vinder, Mikael Simpson, glimrede ved sit fravær, hvilket bestemt var et plus værd set i lyset af sidste års pinligheder med Tina Dickow. Den store og lækre pris gik til Dúné, hvilket måske ikke var det frækkeste valg, men dog velfortjent, og det talentfulde band er bestemt værdig til et par plusser. +3

Optræden: Figurines: Let’s Head Out
Fin liveoptræden af et af Danmarks bedste bands. Ikke så meget pis. +3

Optræden: Suspekt: Proletar
Håber Ataf stod i kulissen og tog notater. Utvivlsomt Danmarks bedste raporkester. +3

Minus

Sketch-materialet: Kan ganske kort sammenfattes som polaksjov og mærkværdige fødselsjokes. Fans af Iben Hjejles tandpastareklamer kunne måske finde et par guldkorn i materialet, men generelt så det ud som om, at også humoren havde fået lov til at mærke DRs effektive spareplan. -2

P3 Lytterhittet: Volbeat løb af med sejren, hvilket i sig selv fortjener et minus i min bog. Det blev dog kun værre af, at hyldesttalen traditionen tro blev leveret af en fan, som skulle læse op af nogle medbragte skriblerier. Det plejer at være en pinlig oplevelse – således også i år – men det var dog ikke nær så slemt som tidligere set. Måske er der bare en snært mere professionalisme over en metalfan end et bebøjlet og Simon Kvamm-savlende teenagemonster? -2

Optræden: En eller anden undsluppen revykunstner underholdte med en meget usjov Anders Fogh-parodi. -1

Optræden: The Storm: Drops in the Ocean
He he, al den hype og mystik, og så bliver man spist af med en omgang røvballerock med Evanescence-referencer. Var det værd at vente på? Well, det lød hverken som Swan Lee eller det seneste Mew, så lidt positivt er der da at sige om Johan Wohlert og frues nye band. Vi lander dog stadigvæk på karakteren -2.

Neutralt

P3 Gennembruddet: Normalt er alle priser til Alphabeat én stor hån mod det musikelskende folk, men når alle de nominerede er så pisse ringe, som det var tilfældet i denne kategori, så kan der vel ikke indvendes det vilde mod den beslutning.

P3 Kunstneren: Overrakt af Tue Track, som fik +1 i lækkerhedsfaktor fra min kæreste. Desværre var han ledsaget af Adam Duvå Hall, som ikke nyder stor respekt i mit hus (-3). Prisen gik til Nephew (+1), og da jeg samtidigt spottede Johnny Hefty, hvilket altid er et plus i min bog (men også kun et), ender vi på en neutral karakter.

Optræden: Isam B: I Danmark er jeg født
Kronprinsens barnedåbstudesang nummer et udsat for 2.g rap og mixet med Natasjas Danmarkssang (med hjælp fra Ataf og Miss Mukupa.) Mere multikulturelt bliver det sgu ikke. Bo selecta! Rewind!

Optræden: JaConfetti: Step Up
Dygtig gymnastik.

Optræden: Fællessang ved Pligten Kalder (Johan Olsen og Torben Steno)
Underlig idé, men jeg kunne dog notere mig, at Johan Olsens transformation til Kim Larsen snart er komplet. Steno savner Mik Schack, kan man se. Han laver også en fremragende chiligryde.

Optræden: The Raveonettes: Dead Sound
Hvis ligegyldighed havde et soundtrack, så er jeg temmelig sikker på, at det ville være begået af The Raveonettes. Ville folk give en fuck, hvis ikke lige det var fordi, at det var et dansk band? Sune Wagner gør sig dog bedre på en scene end ved en bar til EMA’s.

Optræden: Ida Corr feat. Burhan G: Let Me Think About It
Hun var nu bedst på “Verdens Længste Rap”…eller var det Camille Jones? Burhan G sang også lige en sang selv, nu hvor han alligevel var der. Den handlede vist om ulykkelig kærlighed.

Optræden: Turboweekend: Into You
Fin sang, men lydproblemer med vokalen trak lidt ned. Det blev dog opvejet af masser af neon, men desværre ikke nok til at vi kan finde plusserne frem i denne omgang.

Således endte regnestykket på 4/11, og generelt må man sige, at årets dilettantforestilling af et award show var et af de ringeste i nyere tid. Nu slukker Peter Palshøj lyset i Radiohuset og trækker dukketeater og polske gæstearbejdere med over i DR Byen, hvor man kun kan håbe, at folkene bag P3 Guld vil begynde at tænke lidt mere kreativt og ikke bare hænge hatten på liveoptrædener af en god kvalitet krydret med falden-på-halen-komik.

Stemmerne er nu blevet talt sammen, og endnu engang er det blevet eftertrykkeligt understreget, at vi her på Frekvens ikke kan få nok af The Shins. Da Frekvens blev lanceret i 2003, blev der lavet en lignende gennemgang af året, der gik, og også her toppede bandet listen. Fire år senere kom gruppens tredje album, der landede på fem ud af syv skribenters liste, og sammenlagt fik point nok til at slå anmelderfavoritterne Arcade Fire.

Frekvens’ samlede bud på årets ti bedste plader ser således ud:
1. The Shins: “Wincing The Night Away”
Den tredje af slagsen fra The Shins og endnu engang et bevis på James Mercers fremragende evner som sangskriver. Gruppen har til dato kun spillet en koncert her i landet, men forhåbentlig kan vores konstante promovering af det undervurderede orkester være med til at får dem tilbage på en dansk scene.

2. Arcade Fire: “Neon Bible”
Opfølgeren til den fremragende “Funeral” kommer til at ligge nummer et på rigtig mange årslister, men her måtte de altså se sig slået. Pladen er dog en klar favorit hos de fleste Frekvens-skribenter og figurerede på hele fem ud af syv lister.

3. Modest Mouse: “We Were Dead Before The Ship Even Sank”
Isaac Brock fik indlemmet både Johnny Marr og James Mercer på sin seneste plade, der ikke bare sikrede Modest Mouse en førsteplads på den amerikanske albumhitliste, men også skabelsen gruppens bedste album (uanset hvad folk på Svingninger siger).

4. The National: “Boxer”
Hvis man kunne slå begrebet anmelder-darlings op i en ordbog, burde der være et stort billede af The National lige ved siden af. Gruppen roses konstant for udgivelser og koncerter, og her på Frekvens er vi ikke for fine til at bakke op om vores kolleger rundt om i verden. Det store kommercielle gennembrud udebliver stadig selv efter fire udgivelser, men forhåbentlig kan det trøste lidt, at de da er kommet med på vores liste.

5. Shout Out Louds: “Our Ill Wills”
I 2003 forsøgte Stephen Malkmus at få genren Swedish Reggae til at slå igennem, men så længe svenskerne kan producere albums som “Our Ill Wills”, har vi det fint med at holde os til svensk indie.

6. Wilco: “Sky Blue Sky”
Efter et i retrospekt halvsvagt album kom Wilco tilbage i storform med en veloplagt Jeff Tweedy i front og en nærmest overmenneskelig indsats af guitaristen Nels Cline, der beviste, at guitarsoloen lever i bedste velgående og ikke er forbeholdt folk i spandex-bukser.

7. Band Of Horses: “Cease To Begin”
Stimen fortsætter for Band Of Horses, der i den grad er et orkester, det er værd at holde øje med. Derfor kunne forventningerne til gruppens koncert 4. marts på Vega nærmest heller ikke være højere.

8. The Hold Steady: “Boys & Girls In America”
Det ville være løgn at sige, at The Hold Steady i det forgangne år blev hvermandseje her i landet. Men vi presser stadig på for at promovere gruppen, der på deres tredje og mest tilgængelige album endnu engang leverer fantastiske tekster blandet med gammelskole-rock’n'roll.

8. Black Rebel Motorcycle Club: “Baby 81″
Efter en udflugt til de akustiske guitarers land vendte BRMC i år tilbage med et album, der kombinerer gruppens evne til at skrive gode sange, blande interessante vokaler og larme ganske fortræffeligt. Det bevidste de blandt andet til en koncert i København, hvor de i den grad gav publikum valuta for pengene.

10. Cold War Kids: “Robbers & Cowards”
Den eneste debutplade, der fik sneget sig ind på årets liste kommer fra et band, der havde den frækhed at aflyse deres koncert på dette års Roskilde Festival. Det valgte vi dog vejret i mente ikke at bebrejde dem, og vi ser frem til at høre meget mere fra dem i de kommende år.

Det var Frekvens-redaktionens samlede bud på det bedste fra 2007. Men allerede om få dage vil du her på siden begynde at kunne se historier om de bands, vi forventer vil dukke op på næste års liste. Så godt nytår og glæd dig til endnu et år med masser af musikalsk inspiration her på Frekvens.

1. Eels: Dead of Winter (“Electro-shock Blues”)
“Electro-shock Blues” er på én gang en barsk, deprimerende og opløftende omgang, præget af mange dødsfald i Es familie. Teksten til Dead of Winter handler om hospitalsbesøg, og er nok det hårdeste E nogensinde har skrevet, med linjer som: “So you’re going pretty soon/Radiation sorethroat got your tongue/Magic markers tattoo you, and show it where to aim/ And strangers break their promises, you won’t feel any pain.”
Et glimrende bevis på, at der altid er folk, der har det værre end en selv.

2. Ben Folds (Five): Cigarette/Fred Jones Part 2 (Whatever and ever Amen/Rocking the Suburbs)
Stakkels Fred Jones skal gå så grueligt meget igennem. I Cigarette må han passe sin syge kone, og i Part 2 bliver han fyret fra den avis, han har arbejdet på i 25 år. Der er tilsyneladende ingen happy ending for Fred. Tilgengæld viser sangen, at John McCrea fra Cake kan synge en stabil andenstemme.

3. Elliott Smith: Needle in the Hay (“Elliott Smith”)
Elliott Smith tog sit eget liv. I The Royal Tennenbaums forsøger Luke Wilson at begå selvmord til tonerne af Smiths Needle in the Hay, og sidenhen forsøgte filmens medforfatter Owen Wilson også at begå selvmord. Et mystisk tilfælde, men en smuk sang, som både viser Smiths frustration, og sans for den flotte melodi.

4. The Smiths: Please, Please, Please Let Me Get What I Want. (“Louder Than Bombs”)
En sprogkyndig herre har en gang belært mig, at ”patetisk” både kan betyde storladent og ynkeligt. Dette nummer må om noget være definitionen af patetisk i alle dets betydninger.

5. Alice in Chains: Over Now (“Unplugged”)
Det sidste nummer fra Alice In Chains’ sidste plade, og det virker som om de godt ved, hvilken vej det går. På “Unplugged” dvd’en kan man se, hvordan sanger Layne Staley er gået helt i hundende, men han synger stadig fænomenalt. Det var i øvrigt bandets sidste optræden inden Staleys død.

6. Depeche Mode: Barrel of a Gun (“Ultra”)
Nu vi er ved stofferne, så tog Dave Gahan i lang tid flere af dem end et middelstort funkband. På “Ultra” er han clean igen, men må stadig konfronteres med dem – til trods for at det er Martin Gore som har skrevet sangene.

7. Korn: Daddy (“Korn”)
En sang om incest, som ender med, at forsanger Jonathan Davis får et nervøst sammenbrud i studiet, og hulker uforståeligt i flere minutter. Hvorfor det er med på pladen må guderne vide, for det er mildest talt ubehageligt at lytte til.

8. Joy Division: Isolation (“Closer”)
Ian Curtis’ depression er efterhånden blevet endevendt forfra og bagfra, og hvor Love Will Tear Us Apart nok er et mere kendt nummer, så er Isolation om muligt et bedre eksempel på Curtis’ sindstilstand.

9. Nine Inch Nails: Something I Can Never Have (“Pretty Hate Machine”)
Det er lige før titlen siger det hele. Nummeret er nærmest produceret så lavt, at det tangerer hviskeniveau, mens Reznors frustrationer lige så stille bygger sig op. Den kan dog være svær at høre, hvis man først har været inde og høre Sad Kermits version.

10. Beck: Already Dead (“Sea Change”)
”Already dead to me now, coz I feel like I’m watching something die.” På ”Sea Change” har Beck Hanson været nede i skuffen med tømmermændssange, og Already Dead er nok det bitreste han nogensinde har bedrevet.

11. Blue Öyster Cult: (Don’t Fear) The Reaper (“Agents of Fortune”)
En musikalsk hyldest til selvmordspagter? De benægter det selv, men sikkert er det i hvert fald, at Romeo og Julie ifølge sangen hygger sig sammen i evigheden, og det er godt nok for os.

12. Therapy?: Bowels of Love (“Infernal Love”)
Der er få mennesker, som er lige så dramatiske og hårdt ramt som Andy Cairns. ”You took me, naive and ugly, into your festering heart, and poured eros maggots down my throat, until I choked”. Så kan man vist ikke have det meget værre.

13. Nirvana: Pennyroyal Tea (“In Utero”)
Nåede aldrig at udkomme som single, pga Cobains død, og er nok bedst kendt i den skrabede unplugged version. Pennyroyal er et afføringsmiddel, og en af teorierne er, at Cobain drak det for at forhindre forstoppelse grundet sit heroinmisbrug.

14. Suzanne Vega: Luka (“Solitude Standing”)
I 1987 blev Luka nummer 3 på Billboard Hot 100 listen, og historien om drengen, som bor ovenpå, har da også med rette opnået status som klassiker. ”They only hit until you cry” siger Luka, når han skal forklare sine problemer.

15. Arcade Fire: Cold Wind (“Six Feet Under OST”)
Arcade Fires bidrag til soundtracket er næsten lige så muntert som serien, der foregår blandt bedemænd og andet godtfolk. Desværre giver teksten begrænset mening, udover at det blæser koldt midt om sommeren, noget er helt galt, og der skal lægges blomster på en grav.

16. Death Cab For Cutie: I Will Follow You Into The Dark (“Plans”)”
Love of mine, someday you will die, but I’ll be close behind”. Der er lidt Don’t Fear The Reaper over det, udover at Ben Gibbards sang kun fremføres på vokal og guitar – og altså ingen koklokke. Måske i virkeligheden mere romantisk end deprimerende?

17. Elvis Costello: This Is Hell (“Brutal Youth”)”
This is Hell, this is Hell, I am sorry to tell you, it never gets better or worse”. Hyperverbale Costello sætter sig for at revse middelmådighed, småborgerlighed og alt hvad der ellers er i vejen. Og naturligvis er hans konklusion mindre end positiv.

18. Massive Attack: Live With Me (“Collected”)
En blanding af Massive Attacks trip hop og Terry Callers stemme ender med at blive til en form for moderne blues. Sangen er ledsaget af en fremragende video, hvor den nydelige tyske skuespillerinde Franka Potente i bedste ”Leaving Las Vegas”-stil forsøger at drikke sig ihjel.

19. Warren Zevon: My Shit’s Fucked Up (“Life’ll Kill Ya”)
Zevons humor var altid til stede, også når det gik rigtig skidt. Teksten er da også gennemsyret af galgenhumor, som når Zevons læge fortæller ham, at hans ”shit” er fucked up. Alligevel er linierne ”you wake up every day, and you start to cry, yeah you want to die. But you just can’t quit. Let me break it down: It’s fucked up shit” relativt bitre og deprimerende.

20. Neil Young: The Needle and the Damage Done (“Harvest”)
Skulle nogen efterhånden være i tvivl om at heroin er noget farligt noget, så burde det blive manet til jorden af Neil Youngs klassiker. Den handler i øvrigt om Danny Whitten, som var guitarist i Crazy Horse.

Honorable mentions: REM: Everybody Hurts, M.Ward: Fuel for Fire, Wilco: Why Would You Wanna Live in This World, The Doors: The End, Johnny Cash: Hurt.

Som altid hører vi gerne jeres bud i kommentarerne.