Forside Det bedste Anmeldelser Favoritter Støj på frekvensen Skribenter

Nyheder

Klub Stöj vs Frekvens

Lørdag aften inviterede Frekvens for første gang til en aften med dj’s på den århusianske bar Sway. I samarbejde med folkene bag den månedlige Klub Stöj stod Frekvens-holdet for en aften med indie og alternativ rock af nærmest alle afskygninger, hvor også resultaterne af de afstemninger, der har været afviklet på siden i denne uge blev luftet.
Læs mere…

Hvor blev de af? Gangway

Hvem var de? Henrik Balling, Allan Jensen og Torben Johansen, Danmarks bedste og mest uheldige orkester.

Hvad kunne de? Skrive fantastisk popsange, med intelligente bittersøde tekster. Numre som My Girl and Me, Mountain Song, Everything Seems to go My Way, Come Back as a Dog, Going Away, Didn’t I Make You Laugh og Why Do I Miss You er nok blandt de bedste numre skrevet på engelsk af danskere. Desværre havde Gangway også en fantastisk evne til at være på det rigtige sted, på det helt forkerte tidspunkt. Deres første plade “Twist” (1984) var eftersigende den første danske plade på engelsk der solgte mere en 10.000 eksemplarer, og da deres andet album “Sitting In the Park” blev genudgivet i England som “Sitting In the Park (again!)” burde deres lykke være gjort, men på trods af airplay på BBC og supernummeret My Girl and Me kom gennembruddet ikke, og bandet ragede uklar med deres pladeselskab Polygram. På det lille selskab Electra udkom “The Quiet Boy who Ate all the Cake” i 1991, men på trods af flotte anmeldelser og at det er et af Neil “Pet Shop Boys” Tennants yndlingsalbums blev albummet ikke en stor succes, og Electra gik konkurs kort tid efter. BMG samlede bandet op, og de udsendte i 1993 deres eneste virkelige succes “Happy Ever After”, med over 40.000 solgte eksemplarer og Grammyer for bedste video (Mountain Song, som vi desværre ikke kunne finde på youtube!), bedste rockudgivelse og bedste sangskriver til Henrik Balling.

Hvad skete der?
Herefter skulle alting jo køre som smurt for Gangway, men nej. Den lidt mere tecnopoppede lyd på “Optimism” (1996) faldt hverken i anmeldernes eller pladekøbernes smag, og solgte kun en fjerdedel af forgængeren. Værre gik det for “That’s Life”, der på trods Kasper Winding som producer og radiohittet Come Back as a Dog var en kommerciel fiasko, og er bandets dårligst sælgende plade. I 1997 smed bandet håndklædet i ringen, dog var de sammen om “Compendium: Greatest Hits” (1998) og om at sende en fin booklet ud til folk der havde købt den og gerne ville have tekster og billeder.

Hvor er de nu? Allerede mens Gangway var igang, kunne man opleve Henrik Ballings tøre humor og slet skjulte bitterhed mod bands, der på trods af mindre talent solgte mere end Gangway, i TV2 programmet Puls. Her præsenterede han videoer og drak rødvin (nogle gange ret meget rødvin) hver fredag. Ellers har han skrevet sange og kendingsmelodier, indspillet “Hjernesange” sammen med Peter Lund Madsen og Baals Bjørn Fjæsted og produceret musik for blandt andet Lise Westzynthius og Marie Key. Allan Jensen udsendte som Jensen albummet “One Fine Day”, der blev spillet en del i radioen, men ikke solgte det helt store. Torben Johansen arbejder i dag på Sony BMG.

Anbefalede downloads:
Drop det med downloads, gå ned og køb “Compendium”! Det er den bedste danske greatest hits plade til dato, og kan fås til den latterligt lave pris af 39.95 i din lokale Stereo Studio.

Indierocken er død

I december sidste år slog Nas hiphoppen ihjel, og nu tager både Sufjan Stevens og rockkritikeren Sasha Frere-Jones og sender indierocken sammen vej.

Sufjan Stevens er indierockens über-darling efter udgivelsen af mesterværket “Come On Feel the Illinoise”, der som alle hans øvrige udgivelser er en konceptplade. Men på det seneste har han alligevel taget et skridt væk fra indie-scenens stramme jeans og ironiske t-shirts og gået mod folk, der går en del mere formelt klædt.

Kurt Cobain havde en noget uhensigtsmæssig reaktion på at være blevet udråbt til talsmand for en musikalsk genre (og der igennem en generation), og heldigvis ligger den slags uskejelser ikke til den religiøse Stevens, der dog alligevel har taget et noget forunderligt skridt. Han har nemlig omfavnet den klassiske musik og har 1. november premiere på det 30-minutter lange værk “The BQE”, der vil blive fremført tre dage i træk på Brooklyn Academy Of Music i New York.
Læs mere…

Til release party med Cartridge

Den danske kvartet Cartridge havde i dag to gode grunde til at give koncert på baren Sway i Århus. Dels medvirkede de på den måde i Spedalsk Spil Dansk Dagen, og samtidig kunne de fejre udgivelsen af singlen The Woods, der er en foreløber for albummet “Fractures”, der udsendes 7. januar.

Gruppen spillede omkring tre kvarter, hvor de på alle de nye numre havde udvidet kvartetten med et ekstra medlem ved navn Freya. Er man bekendt med gruppens debut-ep og efterfølgende fuldlængde udgivelse “Enfant Terrible”, ville man nok på det kommende album kunne spore en vis udvikling væk fra den kantede, energiske guitarrock, der ellers tidligere var deres varemærke. De aggressive guitarer var røget lidt i baggrunden til fordel for keyboards og elektroniske beats. De er ikke helt gledet over i The Rapture-territoriet og på et af de numre, der lød mest lovende, var der en klar Talking Heads-inspiration, så stilændringen virkede umiddelbart til at klæde dem ganske fint.
Læs mere…

Frekvens vs. Frekvens: Love Shop

I anledning af årets Spil Dansk Dag, går to skribenter atter head-to-head for at diskutere et bands kvaliteter, eller mangel på samme. Denne gang gælder det selveste Love Shop – Grammy og P3 Pris vindere, med 8 regulære albums på bagen. Søren er mangeårig fan(star), mens Roy uforstående sætter sig på øretævernes holdeplads.
Som sædvanlig vil vi også gerne høre jeres mening.
Læs mere…

Interview: Harrisons

Da Musikprogrammet havde tema om Sheffield var der fokus på Arctic Monkeys og den regionale musikscene de har banet vejen for. Bands som Milburn, Bromheads Jacket, Little Man Tate og Harrisons. Frekvens mødte Adam Taylor (vox/guitar), Mark White (trommer) og Ashley Birch (bas) fra sidstnævnte til en snak om Sheffield, NME og Arctic Monkeys.
Læs mere…

Frekvens vs Frekvens Entakt

Uudholdelige skrighalse eller storladent rockpoesi? To Frekvens-skribenter kunne ikke blive enige og har derfor valgt at tage diskussionen her. John kan godt lide Entakt, det kan Anders ikke. Hvad siger du?

Læs mere…

Nathan Holscher

Der er nok ikke mange, der bemærkede, at Nathan Holscher udgav sit andet album for lidt over en måned siden. Det er lidt synd, for ”Even the Hills” er et fint album spækket med melodisk og melankolsk folk-rock. Vi anmelder albummet her på siden på mandag, og i den forbindelse bringer vi nu et lille interview med Nathan, som foran skærmen i Cincinnati indvilligede i at besvare et par af vores spørgsmål.

Klik på ’Læs mere’ for at læse interviewet og lytte til Hard, High and Blue fra ”Even the Hills”.

Læs mere…

Der har igennem længere tid været en trend iblandt metalbands nærmest at forsøge at overgå hinanden i at lave den mest uventede coversang. Coverversioner, eller nyfortolkninger, har altid været en del af rockhistorien – bare se Elvis, som stort set aldrig skrev en sang i sit liv. Alligevel skiller metal coverversionen sig ud, fordi det på det seneste ofte har været popsange fra de forrige tre årtier som har stået for skud.
Læs mere…

Det er svært at komme uden om Rihanna og hendes megahit Umbrella i disse dage, men efter at have set videoen forleden, slog det mig, at det generelt virker som om musikvideoinstruktører er ved at løbe tør for idéer.

Videoen er i bund og grund et kryds mellem filmen Cabaret og Madonnas video til hendes version af sangen Fever, og det er langt fra den eneste video, der enten hylder eller stjæler fra en tidligere video.

Den mest populære video at referere til må være Subterranean Homesick Blues, hvor Bob Dylan står og vender kort med ord og fraser. Det er efterfølgende blevet gjort af alle fra Andy Warhol i Curiosity Killed The Cat-videoen til Misfit til Michael Hutchence i INXS-videoen Mediate og Belle & Sebastian i videoen til sangen Like Dylan In The Movies.

Læs mere…

De skjulte sange

Hvis man søger på Hidden Tracks eller Pregap på Wikipedia, får man en masse information om sange, der enten ligger gemt til sidst eller allerforrest på forskellige cd’er som en form for bonusmateriale.

Der står desværre bare ikke noget i disse indlæg om, hvilken kvalitet disse tracks besidder. Det virker nemlig som om langt de fleste bonussange er noget forfærdelig larm eller pseudo-morsomme sange, der ikke passede ind blandt resten af sangene.

Ofte ligger de skjulte sange gemt efter det sidste nummer på pladen, som det gør sig gældende med Endless, Nameless, der ligger omkring ti minutters stilhed efter Something In The Way med Nirvana til sidst på ”Nevermind”, og som man skal være ret stor fan for at gide spole frem til. Læs mere…

Interview: Jacob Faurholt

Jacob Faurholt, der tidligere stod i spidsen for Jacob Faurholt & Sweetie Pie Wilbur, har et nyt album på trapperne. Sammen med Sweetie Wilbur Pie, tilbragte Jacob Faurholt tre uger på toppen af Det Elektriske Barometer med sangen Alone with You fra albummet “Queen of Hope”, og var blandt andet med på Spot11 og Popkomm.

Denne gang står Jacob på egne ben. Albummet “Hurrah Hurrah” udkommer den 12. november.

Som forberedelse her til, kan du lytte til og downloade nummeret Back Home lige her på Frekvens.

Lyt til Back Home:

Download Back Home som mp3.

Jacob var også flink nok til at svare på et par spørgmål fra Frekvens:

Frekvens Der er sikkert nogle af vores læsere, der ikke kender dig endnu. Hvem skal holde øje med “Hurrah Hurrah”?
Jacob Faurholt Dem der kan lide mand med guitar-tingen på den skramlede og søgende facon. Jeg er selv ivrig lytter af sangskrivere som Will Sheff (Okkervil River), Will Oldham, Conor Oberst (Bright Eyes) m.f. Det kan da være en indikator, uden sammenligning i øvrigt.

Klik på læs mere for at læse resten af interviewet:

Læs mere…

Næste Uges TV

Bands som De Må Være Belgiere, Bilfabrikker og Birk, Birk, Bøg & Birk er med garanti ukendte størrelser for de fleste af nutidens musikinteresserede danskere, men det forsøger sitet Substans.info nu at ændre på. Ved at samle imponerende meget materiale sammen omkring den alternative del af den danske musikscene i startfirserne har folkene bag søgt at klarlægge et hidtil ubeskrevet blad i dansk musikhistorie.

Du har oven i købet muligheden for at lytte til sange med enkelte af kunstnerne, for Substans.info har helt ekstraordinært fået lov til at dele ud af et par mp3-filer, hvoraf det specielt er interessant at lægge øre til Skizo Kids, Sort-Hvide Landskaber (begge med Olesen-Olesen) og Næste Uges TV (med en ung Jens Unmack i front.)

(via it’s a trap!)

Update: Substans.info udspringer af pladeselskabet Tryghed & Tristesse, som bl.a. har genudgivet numre med De Må Være Belgiere.

Alannah Myles

Der er nogle kunstnere, hvor man bare ville ønske, at de kunne stoppe, mens legen var god. Men problemet med musikfans er jo, at man har sine darlings, hvilket betyder at man bliver ved med at købe plader med en gruppe længe efter, at alle andre er holdt op, og også i en periode efter man selv har opdaget, at gruppen rent musikalsk ikke længere har noget at byde på.

Men i de tilfælde kan man altid argumentere for goodwill points, fordi de trods alt kæmper for det i stedet for at smide håndklædet i ringen. Der hvor det bliver svært er, når et regulært one-hit-wonder pludselig springer tilbage ind i ringen længe efter gongen har lydt, og publikum har forladt hallen.

Læs mere…

Årets plader på Frekvens

De fire tilknytttede Frekvens-skribenter stak hovederne sammen på en af årets sidste dage og stemte på, hvad de synes var de største musikalske oplevelser i 2006. Her er det samlede resultat:

Året udenlandske plade:
1. Arctic Monkeys: Whatever People Say I Am
2. Muse: Black Holes and Revelations
3. Tool: 10,000 Days
4. The Raconteurs: Broken Boy Soldiers
5. Clap Your Hands Say Yeah: Clap Your Hands Say Yeah

Årets danske plade:
1. Nephew: Interkom Kom Ind
2. Veto: There’s a Beat in all Machines
3. Henrik Hall: Solo
4. Oh No Ono: Yes
5. moi Caprice: The Art Kissing Properly

Årets udenlandske single:
1. The Hold Steady: Chips Ahoy
2. Muse: Starlight
3. Death Cab For Cutie: Crooked Teeth
4. She Wants Revenge: Tear You Apart
5. The Divine Comedy: Die A Virgin

Årets danske single:
1. Nephew: Igen & Igen &
2. moi Caprice: Drama Queen
3. The Broken Beats: Essentials
4. Spleen United: She Fall in Love with Machines
5. Henrik Hall: Bibis mund

Årets koncert:
1. Death Cab for Cutie (Roskilde)
2. Alice in Chains (Vega)
3. Nada Surf (Voxhall)
4. Henrik Hall (Musikcafeen)
5. Depeche Mode (NRGI Park)

Årets plader på Frekvens

Som bekendt er Frekvens-holdet blevet udvidet, og derfor har vi valgt at publicere hver skribents top tre over årets udenlandske plader. De er som følger:

Kristian:
Art Brut – Bang Bang Rock & Roll
Kent – Du och Jag Döden
The Ordinary Boys – Brassbound

Anders:
Håkan Hellström – Et Kolikbarns Bekännelser
Eels – Blinking Lights And Other Revelations
Bloc Party – Silent Alarm

Roy:
Arcade Fire – Funeral
Eels – Blinking Lights and Other Revelations
Paradise Lost – Paradise Lost

John:
Arcade Fire – Funeral
Art Brut – Bang Bang Rock & Roll
Maxïmo Park – A Certain Trigger

Af danske udgivelser vil vi gerne fremhæve Spleen United – Godspeed into the Mainstream, Diefenbach – Set & Drift og Larsen & Furious Jane – Tourist With A Typewriter.

Årets plader 2004

Alle har en mening om, hvilke plader der var årets bedste, og det har vi naturligvis også her på Frekvens. Så her er vores bud på, hvilke ti plader var de bedste i 2004.

Secret Machines: Here is Nowhere 10. Secret Machines: Here is Nowhere
Debutpladen fra Dallas bandet Secret Machines er ikke just skåret, så den er let at komme ind på. Første skæring (First Wave Intact) er ni minutter lang, og der går næsten to minutter inden Brandon Curtis’ vokal ganske passende henover trommer og et repeterende guitartema fortæller at “The open way’s too dangerous“. Resten af pladen er dog lidt mere lettilgængelig og blander NYC garagerock (Sad and Lonely og Nowhere Again) med sange, der minder om Grandaddy møder Mercury Rev (The Leaves Are Gone og Pharaoh’s Daughter). Teksterne er mørke og paranoide, hvilket passer fint til de enten insisterende eller svævende sange, der ofte bliver drevet frem af hektiske trommer. Det er som nævnt ikke den mest ligefremme plade i verden, men vi har fundet, at den har været værd at lytte igennem gang på gang og er derfor kommet med på listen over årets bedste udgivelser.

Razorlight: Up All Night 9. Razorlight: Up All Night
Man kan ikke ligefrem påstå, at debutpladen fra svenske/engelske Razorlight er specielt svær at komme til at lide. Pladen indeholder en stribe melodiske og energiske rocksange, der minder om en mere fokuseret version af The Libertines (sanger og sangskriver Johnny Borrell spillede sammen med The Libertines før de fik en pladekontrakt). Singler som Rock n Roll Lies og Rip It Up burde være et hit i enhver indieklub, og langt de fleste af sangene på pladen er faktisk lige så gode. Det er ikke specielt unikt eller nyskabende, men sangene holder, og det er ikke helt galt, når folk refererer til dem som de engelske The Strokes.

Morrissey: You Are the Quarry 8. Morrissey: You Are the Quarry
Efter syv år uden en pladekontrakt vendte Stephen Patrick Morrissey endelig tilbage i år med en soloplade, og selvom forventningerne var høje, skuffede han ikke. Han er præcis lige så hånlig og provokerende som altid, og selvom pladen er langtfra perfekt er den markant bedre end hans seneste to soloplader. En del af numrene (som Irish Blood, English Heart og First of the Gang to Die) har længe cirkuleret på bootlegs og er dukket op til koncerter, og der kan næppe være tvivl om, at det også er de stærkeste på pladen. Men nyere materiale som I Have Forgiven Jesus, Let Me Kiss You og I Like You er der bestemt heller ikke noget i vejen med, så alt i alt er det et stærkt comeback af den tidligere The Smiths sanger.

Snow Patrol: Final Straw 7. Snow Patrol: Final Straw
Nordirske Snow Patrol udgav to plader på indieselskabet Jeepster, men de klarede sig ikke specielt godt. Så mens de ledte efter et nyt pladeselskab indspillede frontmand og sangskriver Gary Lightbody to plader med sideprojektet The Reindeer Section og fik vha. demoerne til bandets tredie plade skaffet Snow Patrol en ny kontrakt. Bandets tredie plade – Final Straw – har solgt over en million eksemplarer i England alene (ikke mindst på grund af singlen Run), og det er da også en ganske fortrinlig plade. Hvor Run måske minder lidt rigeligt om Keane og Coldplay, så er der masser af rocksange (som Wow og Whatever’s Left) der minder mere om Interpol, hvilket jo er at foretrække. Det er velproduceret indie med gode melodier og masser af guitar, hvilket man jo aldrig går helt galt i byen med.

Modest Mouse: Good News for People Who Love Bad News 6. Modest Mouse: Good News for People Who Love Bad News
En af årets største musikalske overraskelser var Modest Mouse, der gik fra at være obskure indie darlings til pludseligt at hitte stort med Float On. Succesen kan skyldes, at pladen er en anelse mere fokuseret og tilgængelig end deres tidligere udgivelser, og selvom der ikke umiddelbart er andre sange på pladen, der lyder som Float On er der dog masser af cool indie at komme efter. Sange som Bukowski og Bury Me With It har fantastiske tekster (“Life handed us a paycheck, we said, ‘We worked harder than this!’”) og generelt er hele pladen bare en stor positiv overraskelse, der ganske unikt blander larmende indie med spastiske rytmer med mere eftertænksomme tracks.

The Polyphonic Spree: Together We're Heavy 5. The Polyphonic Spree: Together We’re Heavy
The Spree er et af de mest forunderlige musikalske koncepter, der eksisterer lige nu. De er blevet kaldt et kryds mellem The Flaming Lips og Beach Boys, hvilket passer i den forstand at musikken klart minder om The Lips’ samtidig med, at den ofte er lige så livsbekræftende som stranddrengenes hits fra 60erne. The Spree udsprang af bandet Tripping Daisy (hvor også Secret Machines’ Ben Curtis var med) og udgav sidste år “Beginning Stages Of…”, hvor “Together We’re Heavy” skal ses som en direkte fortsættelse (første sang hedder sågar Section 11, da der var ti sange på debuten). Endnu engang har vi her fat i en plade, der begynder med et meget lang nummer. Men track nummer to – Hold Me Now – er en fantastisk storladen single med strygere og kor og et symfonisk omkvæd, der kan fremtvinge et smil på selv den sureste musikfan (det samme kan siges om Two Thousand Places). Uden tvivl den mest pompøse indieplade udgivet i år, hvilket vi har valgt at betragte som en god ting.

The Stills: Logic Will Break Your Heart 4. The Stills: Logic Will Break Your Heart
Anmelderne var ikke så venlig ved canadiske The Stills, da deres debut udkom tidligere på året. Folk var hurtige til at påpege, at bandet lød som et opkog af Echo & The Bunnymen og Joy Division, og selvom der er noget om snakken, så glemte folk bare undervejs, at der faktisk er lykkedes The Stills at skrive en skrive en række rigtig gode sange. Singlerne Lola Stars and Stripes og specielt Still in Love Song er fyldt med den type smerte, man kun finder i gode popsange, og der er masser af lignende sange på pladen. Det er måske ikke stor kunst, men der er bestemt noget fængende over bandets patosfyldte sange (“Love and death are always on my mind“), og det er en af de plader, der bare er blevet ved med at indfinde sig på anlægget året igennem.

The Killers: Hot Fuss 3. The Killers: Hot Fuss
“Hot Fuss” var pladen som det gendannede Duran Duran burde have lavet. Allerede i første skæring – Jenny Was a Friend of Mine – har The Killers gang i en fantastisk baslinie, et langt instrumentalt stykke med bas og keyboards og et godt omkvæd, der bringer minderne tilbage til 1981. Singlen Mr. Brightside følger, og derfra er der 80er inspirerede indiehits på stribe (inkl. den fantastiske Somebody Told Me) pladen igennem. I en tid hvor alle synes inspirerede af Gang of Four og Joy Division er det forfriskende at finde en plade, hvor det er Duran Duran og Spandau Ballet der er inspirationskilderne (selv i teksterne hvor en linie som “There is an old cliché under your Monet” lugter langt væk af Simon Le Bon). “Hot Fuss” er med andre ord guld værd for enhver indie hipster, der altid har haft en svaghed for New Romantics.

Interpol: Antics 2. Interpol: Antics
Forventningerne til opfølgeren til den fremragende debut fra Interpol var enorme, og selvom den ikke kunne overraske på samme måde som “Turn on the Bright Lights” gjorde, så blev det dog relativt hurtigt klart, at “Antics” er en fantastisk plade. Lyden er fortsat den samme, men “Antics” virker en anelse mere sammenhængende, men samtidig også en smule mere stille. Det er dog som om de har åbnet deres format en anelse op, så Paul Banks nu ikke længere synger helt så monotont som tidligere, hvilket løfter en sang som Take You on a Cruise markant. Singlen Slow Hands er naturligvis fantastisk, og det er endnu en gang imponerende at en plade, der på overfladen lyder så ensartet aldrig formår at blive kedelig.

Franz Ferdinand: Franz Ferdinand 1. Franz Ferdinand: Franz Ferdinand
Der kan næppe være tvivl om at 2004 tilhørte Franz Ferdinand. Singlen Take Me Out var overalt (med rette), og det var en af de få indieplader, der i høj grad overlappede til et mainstream publikum. De spillede sågar en fantastisk koncert på Roskilde i sommers og er allerede igang med at indspille en opfølger. Deres lyd trækker naturligt nok på 90ernes Britpop bølge, men indeholder mere charme og kant end de fleste af dem. Pladen er fyldt med singler, og det er bestemt ikke mærkeligt, at folk elsker dem, da dette er en absolut forrygende udgivelse og den vi her på stedet har valgt til Årets Plade.

Udover disse ti plader lyttede vi meget til Duran Duran: “Astronaut“, The Fever: “Red Bedroom“, The Get Up Kids: “Guilt Show“, Jimmy Eat World: “Futures“, Nephew: “USA DSB”, Rilo Kiley: “More Adventurous“, Sonic Youth: “Sonic Nurse“, Soulwax: “Any Minute Now“, Jim White: “Drill a Hole?” og Wilco: “A Ghost is Born“.

Årets plader 2003

Vi er tilbage efter en velfortjent juleferie, og vi lægger ud i det nye år med at opsummere, hvilke plader vi synes var de bedste fra året 2003.

The Thrills - So Much For The City 10. The Thrills – So Much For The City
Rigtig flot debut fra det irske band, der fulgte udgivelsen af en af årets bedste plader op med en velbesøgt koncert på sidste sommers Roskilde Festival. The Thrills er ikke som man skulle tro endnu et garagerock band, men derimod et forrygende poporkester inspireret af amerikanske West Coast bands som The Byrds og The Beach Boys, hvilket var en velkommen musikalsk afveksling. Bandet hittede med sange som Big Sur og Don’t Steal Our Sun var et blandt mange rockbands, der udgav fremragende plader med positiv popmusik.

Super Furry Animals - Phantom Power 9. Super Furry Animals – Phantom Power
Walisiske Super Furry Animals har lavet forrygende plader i årevis, og Phantom Power er ingen undtagelse. Som vanligt er musikken uhyggeligt alsidig, og i løbet af 52 minutter kommer de omkring både det psykedeliske og melodiske, og som altid er det uhyre originalt. Singlen Golden Retriever er Rings Around The World uden al den unødvendige produktion, og som sædvanligt er teksterne både morsomme og opfindsomme.

The Long Winters - When I Pretend To Fall 8. The Long Winters – When I Pretend To Fall
Den anden plade fra Seattlebandet The Long Winters er en opvisning i fantastisk indiepop. Bandet kunne med lethed være forsvundet i mængden, men deres samarbejde med en masse prominente musikere på deres plader har skaffet dem en smule opmærksomhed i USA. På denne plade får de hjælp af dygtige gæster (Peter Buck, Jon Auer, Ken Stringfellow og Chris Walla), men det er kombinationen af iørefaldende melodier og overraskende tekster og ikke de kendte venner, der gør dette til en perle, det er værd at forsøge at finde.

Stephen Malkmus & the Jicks ? Pig Lib 7. Stephen Malkmus & the Jicks ? Pig Lib
Den gamle Pavement sanger udgav sit andet soloalbum sidste år, og selvom pladen ved de første gennemlytninger ikke bød på de samme hits som den første, så viste pladen sig at være fantastisk på grund af sin kompleksitet. Det er nok ikke det bedste sted at starte, hvis man gerne vil introduceres til Stephen Malkmus’ fantastiske musikalske univers, men er man allerede fan, er dette en rigtig god skive.

Fountains of Wayne - Welcome Interstate Managers 6. Fountains of Wayne – Welcome Interstate Managers
USAs bedste powerpop band leverede i 2003 den længeventede opfølger til den fremragende “Utopia Parkway”, og selvom bandets tredie plade måske ikke er helt på samme niveau, så ligger bandet alligevel langt foran feltet, når det kommer til at skrive tragikomiske tekster til deres fantastiske melodier. Bandet hittede sågar en smule med Stacy’s Mom, men sange som Hackensack og Bright Future in Sales er endnu bedre og fantastiske eksempler på, at nogle gange kan en tre minutters popsange være det vigtigste her i livet.

Athlete - Vehicles & Animals 5. Athlete – Vehicles & Animals
Endnu en forrygende debutplade denne gang fra et engelsk band. Athlete blev nomineret til en Mercury Award for pladen og havde også en række hits bl.a. med El Salvador og You Got The Style. Men pladen er mere end en håndfuld singler, og nomineringen var velfortjent, da pladen er en opvisning i positiv indiepop fra start til slut. Det bliver spændende at se, om Athlete kan gøre Coldplay kunsten efter og med den næste plade gå fra at være indieband til at fylde stadions. Men selvom det ikke skulle lykkes, så vil de altid have udgivet en imponerende debutplade.

Belle & Sebastian - Dear Catastophe Waitress 4. Belle & Sebastian – Dear Catastophe Waitress
Efter den skuffende “Fold Your Hands Child, You Walk Like a Peasant” og det ligegyldige “Happiness” soundtrack er det en ufattelig stor positiv overraskelse at Belle & Sebastian er nu tilbage i absolut topform. Melodierne og teksterne er som de plejer, men musikken er frisk og spændende, hvilket muligvis kan tilskrives samarbejdet med den legendariske producer Trevor Horn. Bandet har udviklet sig i en positiv retning på den nye plade uden dog at miste deres unikke stil og har lavet en alsidig og interessant plade, der lover godt for fremtiden.

Grandaddy - Sumday 3. Grandaddy – Sumday
Grandaddy bliver konstant sammenlignet med The Flaming Lips, hvilket er forståeligt, specielt da de på deres tredie plade nu er blevet mere fokuserede og endnu bedre til at skrive smukke sange. De eksperimenterer dog fortsat med musikken, hvilket giver dem en unik lyd, og de de deler The Lips’ evne til at skrive fængende sange. Musikalsk er de mere elektroniske og mindre storladne end The Lips, hvilket fint understøtter pladens til tider melankolske sange, der handler om alt fra biler til den uundgåelige alderdom.

Nada Surf - Let Go 2. Nada Surf – Let Go
Efter at være blevet afskrevet som et One-Hit-Wonder efter at have hittet stort med Popular i 1996 og være blevet droppet af deres pladeselskab efter udgivelsen af den undervurderende “The Proximity Effect”, blæste Nada Surf kritikerne et stykke og udgav sidste år den imponerende plade “Let Go”. Der er blevet skruet lidt ned for støjen og lidt mere op for de poppede melodier, og det har vist sig at være en fremragende idé. Pladen veksler mellem upbeat rocksange og mere akustiske sange, hvor den melankolske side virkeligt kommer frem. Det er en imponerende udgivelse, der bør røre alle der hører den, selvom de ikke kender bandets historie og tidligere udgivelser.

The Shins - Chutes Too Narrow 1. The Shins – Chutes Too Narrow
The Shins debuterede i 2001 med pladen “Oh, Inverted World”, der var det års bedste plade, og på mirakuløs vis har det lykkedes dem at følge den op med en lige så fremragende udgivelse i 2003. Musikalsk har bandet ændret sig ved at gå fra en meget akustisk lyd til nu at have en mere alsidig og elektrisk lyd. De er fortsat inspireret af en meget klassisk sangskriver tradition, der kan bringe tankerne henimod Elliott Smith, men bruger bl.a. humor til tilføje et skævt element til sangene. Det er med til at gøre dette til en forrygende og livsbekræftigende plade, der kan få smilet frem på os deprimerede gamle mænd, hvilket må siges at være en imponerende bedrift, der har sikret pladen titlen som Årets Bedste her på Frekvens.

Udover disse ti plader lyttede vi meget til Brendan Benson – Lapalco, The White Stripes – Elephant, Ed Harcourt – From Every Sphere, The Strokes – Room On Fire, Mew – Frengers, Elefant – Sunlight Makes Me Paranoid, Ryan Adams – Love is Hell pt.1 & pt.2 og The Postal Service – Give Up.

Profil af Jay Farrar

Jay Farrar 10. december gæster Jay Farrar Voxhall i Århus, hvilket er den eneste koncert Farrar spiller i Danmark i denne omgang. I et forsøg på at forklare, hvorfor koncerten har potentiale til at blive en stor oplevelse, har vi lavet en profil af den interessante amerikanske sangskriver.

Jay Farrar startede sin musikalske karriere i slutningen af 80erne i bandet Uncle Tupelo, som han dannede med sin skolekammerat Jeff Tweedy. Uncle Tupelo blandede inspirationen fra rockbands som Hüsker Dü med inspiration fra countrymusikere som Hank Williams og Gram Parsons, og deres debutplade, “No Depression“, havde så stor betydning i USA, at titlen blev synonym med den genre, der også kaldes Alternative Country. Den genre blev senere fællesbetegnelsen for bl.a. bands som The Jawhawks og Whiskeytown, og alle disse bands var med til at skabe fornyet interesse for de sider af den amerikanske countryscene, der ikke har noget med Nashville at gøre.

Uncle Tupelo udgav fra 1990-93 fire kritikerroste plader inklusiv den fremragende “Anodyne“, men efter at have turneret hårdt, kom de to sangskrivere Farrar og Tweedy op at toppes, og de valgte derefter at opløse bandet. Tweedy tog en række af musikerne fra Uncle Tupelo med sig og dannede bandet Wilco, der i øjeblikket er et af de mest interessante bands på den amerikanske rockscene, og Farrar dannede sit nye band Son Volt.

Jay Farrar på forsiden af bladet No Depression Son Volt udgav fra 1995-1998 tre plader, der på fineste vis blander larmende rockmusik med countryrødderne, samtidigt med at sangene har et unikt udtryk og fantastiske melodier. Pladerne fik aldrig samme opmærksomhed som de plader Wilco udgav i samme periode, men er man fan af den amerikanske songwriter tradition, bør man absolut overveje at investere i dem.

Son Volt er aldrig officielt gået i opløsning, men efter Jay Farrar i 2001 udgav den fremragende soloplade “Sebastopol“, er der ikke meget der tyder på, at Son Volt igen vil udgive plader. På “Sebastopol” er rocken røget lidt i baggrunden til fordel for de mere akustiske sange. Desuden er pladen langt mere alsidig end Farrars tidligere udgivelser både mht. instrumentering og produktion, og pladen er måske hans stærkeste udgivelse nogensinde.

Tidligere på året udgav Farrar pladen “Terroir Blues“, der af en eller anden grund ikke har været tilgængelig i pladeforretningerne herhjemme. Men har man lyst til at høre pladen, kan man heldigvis høre en streamet version på Jay Farrars webside. Pladen følger op, hvor “Sebastopol” sluttede, så endnu engang er der fokus på det akustiske og de musikalske eksperimenter samtidigt med, at sangene får masser af plads.

Til koncerten på Voxhall optræder Jay Farrar sammen med guitaristen Mark Spencer (ex-Blood Oranges), hvilket betyder, at der er lagt op til en intim koncertoplevelse. Forlydenderne går på, at Farrar og Spencer primært spiller sange fra de to soloplader, men også at der kan snige sig et Son Volt nummer eller to ind, hvilket ville være ret fantastisk. Men selv med fare for, at han udelukkende spiller sange fra de to soloplader, så kan det alligevel anbefales, at man møder op ser denne fantastiske sangskriver til koncerten på onsdag, da de to soloplader er temmeligt forrygende.

Profil af Rough Trade

Vi har tidligere haft en profil af pladeselskabet Sub Pop, og på længere sigt vil vi gerne have flere af den slags indlæg. Men i første omgang overlader vi beskrivelsen af pladeselskaberne til dem, der rent faktisk ved noget om dem, hvilket i dette tilfælde er Geoff Travis og Jeanette Lee fra pladeselskabet Rough Trade.

Pladeselskabet blev lanceret i 1978 efter Geoff Travis i nogle år havde drevet en pladeforretning i London, og i de følgende 25 år har Rough Trade stået bag fantastiske udgivelser fra bl.a. The Sugarcubes, Belle & Sebastian, The Libertines og naturligvis The Smiths. I denne to timer lange udsendelse som BBCs Radio One sendte i fredags gennemgår Travis og Lee pladeselskabets historie og spiller en masse musik af både Rough Trades kunstnere og kunstnere, der har inspireret deres arbejde med musik. Du kan se, hvilke sange der bliver spillet i udsendelsen her, og blandt højdepunkterne er Post Modern Girls, der er et uudgivet nummer med The Strokes, og sangen Just Like Xmas med Low, der er en af de bedste julesange nogensinde.

Så er du interesseret i engelsk musikhistorie og fantastisk indie musik, så er denne gennemgang af et af engelsk vigtigste distributions- og pladeselskaber guld værd.

 

Aktivitet

?????? ??? ??? ??: Frekvens » Tiger Tunes ikke i glemmebogen Gucci...
kxtkhffzh: Frekvens » Tiger Tunes ikke i glemmebogen...
??? ?? ????? ??: ????????? ??? http://www.secursupport.com...
???????? ??????: ?? ???? ????????? http://www.tvweathercaster.com /
?????? ???: ?????? ?????????? http://www.2saveonmagazines...
????? ?? ???: ?????? ????????????????? http://www.tiffanyjapan183...

Warning: Invalid argument supplied for foreach() in /home/www/frekvens.dk/wp-content/themes/frekvens/sidebar.php on line 19

Støj

Links

Arkiv

Det med småt

RSS