Nyheder
I løbet af februar måned løber en ny festival med navnet Frost festival af stablen i København og her man netop offentliggjort at Mark Kozelek er tilføjet programmet. Mark Kozelek var op igennem 90erne frontmand i det efterhånden lagendariske slowcore band Red House Painters. Efter Red House Painters gik i opløsning dannede Kozelek Sun Kill Moon og samtidig har han også udsendt plader under eget navn, hvilket han også optræder under når han spiller til Frost festival den 21. februar.
Frost festivalen foregår spredt ud over det meste af byen og over mange dage, Mark Kozelek spiller på Huset i Magstræde og det er som nævnt den 21. februar, prisen for en koncert med en af 90ernes stærkeste sangskrivere er en beskeden 100 kr seddel, så her på Frekvens kan vi kun anbefale at man anskaffer sig en billet.
Udover Mark Kozelek byder Frost festival på navne som Peter, Bjorn & John, 120 Days, 4 Guys From The Future og Owen Pallett.
Som vi fortalte igår så er The Decemberists på vej med i nyt album senere på måneden, hvilket vi selvsagt glæder os en del til. Som om det ikke var nok så kan vi også glæde os over et nyt Iron & Wine album som udkommer 25. januar og har fået titlen “Kiss Each Other Clean”. Det forlyder at albummet flirter med elektroniske elementer og produktioner som man kender dem fra 70ernes Fleetwood Mac. Det lyder alt sammen spændende og nu er der så mulighed for at få en lille smagsprøve af det nye materiale. I bytte for din e-mail og en tilmelding til Iron & Wines nyhedsbrev så forærer Sam Beam nemlig singlen Tree By The River væk ganske gratis. Så skynd dig ind på hjemmesiden og scor dig en gratis Mp3.
Midt i at vores tilbageblik på sidste års bedste udgivelser glemmer vi ikke at se fremad, og her glæder vi os i særlig grad til at Frekvens favoritterne i The Decemberists udgiver nyt album her i januar. “The King Is Dead” rammer gaden den 18. januar og skal følge op på “The Hazards of Love” som fik noget blandede modtagelser, men her på Frekvens var vi så begejstrede for albummet at det røg ind på en 10. plads i vores kåring af 2009 bedste albums.
Her på siden er forventninger altså høje, og hvis du ligesom os har svært ved at vente så er NPR (endnu engang) din ven. I deres First Listen serie er det netop nu muligt at lytte til hele “The King Is Dead”, giv det et lyt og lad os høre om du mener at The Decemberists allerede har lavet en stærk kandidat til årets album 2011.
Igen en fuldstændig uoverskuelig opgave at samle op på et helt års plader, som sædvanligt har der været panik før lukketid, har man nu fået givet alle de “vigtige” en chance. Det ved jeg ikke om jeg har men de følgende 10 plader har gjort sig opmærksomme på sig selv i et musikalsk år som på mange måder var præget af en del kaos men også en række stærke udgivelser som bortset fra førstepladsen nok ikke helt nåede mesterværk status.
1) Titus Andronicus – The Monitor
De er blevet kaldt alt fra rockens redningsmænd til bandet der kan forene Pogues, Springsteen og Pixies. Konceptalbummet The Monitor tager sit udgangspunkt i det borgerkrigsramte USA og sammenligner det med vores tids kriseramte ditto. Referencen til New Jersey kollegaen Springsteen er tydelig, men hos Titus Andronicus er alt håb ude når det lyder, “cause tramps us, baby we were born to die” eller pladens gennemgående mantra, “you’ll always be a loser”. De 10 sange sniger sig op på ca. en times spilletid så det er lidt at et monster at give sig i kast med, men det er det hele værd.
2) The Tallest Man On Earth – The Wild Hunt
Sammenligningen med Bob Dylan ligger så ligefor at den næsten er umulig at undlade. Men svenskeren krydrer sig sange om ulykkelig kærlighed med en nordisk melankoli som alligevel gør at han bliver helt sin egen. Det er på ingen måder nyskabende, men det er et tydeligt bevis på at kvalitetssange sagtens kan stå på egne ben.
3) Ariel Pink’s Haunted Grafitti – Before Today
Lo-Fi helten Ariel Pink glemte (næsten) helt sine rødder og gik i år pop, anført af den fantastiske single, og årets bedste track ifølge Pitchfork, Round and Round har Ariel Pink lavet et album som det er svært ikke at undre sig eller blive en smule forvirret over samtidig med at man bliver i ualmindeligt godt humør.
4) Neil Young – Le Noise
Don’t call it a comeback men den gamle mester havde alligevel lidt at bevise. Det har han gjort i stor stil med Daniel Lanois (via sms’er kaldet Le Noise under indspilningen af pladen, deraf pladens titel) ved roret. Pladen er helt nedbarberet til kun at indeholde Young og en guitar og så nogle af de stærkeste sange fra hans hånd i flere år. Højdepunktet er Love and War som smukt opsummerer Youngs karriere som en mand der her beskæftiget sig med netop disse emner samtidig med at den lægger sig i samme række af sange, en linje som, ‘I’ve watched them try to explain it to their kids/and seen a lot of them failing/they tried to tell them and they tried to explain/why daddy won’t ever come home again” viser i hvertfald den politiske Young i absolut storform.
5) Beach House – Teen Dream
Jeg må indrømme at pladserne 4-5-6 på mange andre dage nemt kunne ha været byttet rundt. Beach Houses kvaliteter har mange bemærket i år og det med rette. Teen Dream er en fornem samling af stemningsmættede og inderlige popsange, som ganske passende har fået stemplet sovekammerpop – og ja, det er ligeså kedeligt som det lyder – men nu er kedeligt jo som bekendt også et af de finere labels man kan sætte på musik.
Læs mere…
Det er ved at være sidste chance for at gøre status på det herrens år 2010. I min optik har det været et glimrende år, med nogle stabile plader, men dog uden de helt store skelsættende mesterværker. Jeg har valgt at blande de danske og udenlandske albums på min liste, ud fra en observation om 1) at de faktisk er fuldt på højde med hinanden, og 2) at det sådan set er ligemeget hvor bands kommer fra, så længe musikken er i orden. Fordelingen på min top 10 er således 6 plader fra USA, 3 fra Danmark og én fra Belgien. Næste år må jeg prøve at høre noget britisk musik igen…
1)Ok Go – Of the blue color of the sky
Allerede tilbage i januar, erklærede jeg at dette var årets bedste plade, og det holder jeg fast i! Førstesinglen “WTF?” tog godt nok lidt tid at komme ind på, men derfra kom der en perlerække af sange, og ikke mindst videoer, som endda blev fulgt af en mesterlig koncert i Vega. Der er nærmest ikke noget dette band ikke kan, og selv om denne blanding af Prince of Flaming Lips måske virker underlig på papiret, så har de altså begået årets bedste plade i min verden.
2)Queens of the Stone Age – Rated R (Deluxe Edition)
Må man gerne have en genudgivelse på sin årsliste? Nej, måske ikke under normale omstændigheder, men dette er heller ikke bare et normalt genoptryk af en gammel skive. CD1 er Rated R, måske den bedste (Qotsa) plade nogensinde, og CD2 er spækket med gamle b-sider og andet guf, som jeg i sin tid brugte dage på at prøve at støve op på diverse mere eller mindre lovlige hjemmesider. Hvor er det skønt nu endeligt at have dem på en, flot, deluxe cd.
3)Malpractice – Tectonics
Den årlige Johannes Gammelby skive, fristes man næsten til at sige. I Am Bones og Beta Satan har i de senere år haft en fast plads på både iPod og årslister hos undertegnede, og nu skrives Malpractice ind i den fine tradition. Der er blevet strammet op på både sangskrivning og produktion, og hvor I Am Bones stak lidt i alle retninger, så har Malpractice faktisk begået en overraskende helstøbt plade, som både larmer og støjer, men også har nogle melodier som kan bære det hele.
4)Vampire Weekend – Contra
En plade som mangler på mange årslister, måske fordi den kom allerede I januar. På mange måder passer den slet ikke ind i min pladesamling, men alligevel er den umulig at komme udenom, fordi man bliver i så pokkers godt humør af at høre den. “Giving Up the Gun” og “Holiday” er stand out tracks, som til trods for det opskruede tempo og afro-rytmerne, minder mig om Weezer, når de er allermest collegenørdede.
5)Eels – End Times
Den årlige Eels plade. End Times er en plade som kræver tid, men belønner lytteren som har tålmodighed til at høre på Mr. E når han er i sit allermest deprimerede hjørne. Der er store ting på spil på dette dystre album, men hvis man giver det en chance, så er der heldigvis også store sange. Som altid.
Læs mere…
Selvom Nine Inch Nails er blevet lagt på is, så betyder det på ingen måde at Trent Reznor bare ligger og fiser den af derhjemme. For kort tid siden lancerede han projektet How To Destroy Angels, og nu er han aktuel med soundtracket til David Finchers nye film om Facebook, The Social Network.
Som det har været tendensen, de sidste gange Trenten har ladet høre fra sig, så er der også denne gang mulighed for at downloade noget musik gratis. Hvis man vil høre hele albummet skal man betale, men kan man nøjes, eller er man blot nysgerrig, kan man hente fem gratis sange – i bytte for sin mail adresse. Det skal dog siges, at der er tale om instrumental-musik, og at det ikke ligger blandt den lettest tilgængelige del af hans repertoire.
Vi var lidt hurtige, da vi tidligere på ugen annoncerede at Interpols nye album var udkommet. Det udkommer først på mandag.
Udenfor Danmark er der 7/10 fra Drowned In Sound, 3.5/5 hos Rolling Stone og 4 stjerner fra Q.
*Update – nå, annonceringen af koncerten skyldes måske en fejl på BRMCs Facebookside, så det er næppe sandsynligt at de kommer tilbage til Århus til maj*
Om det skyldes den nye danske trommeslager, eller de bare har besluttet sig for at gå efter Suedes/Beth Harts rekord skal være usagt, men i hvert fald vender Black Rebel Motorcycle Club tilbage til Århus til næste år. Det skriver bandet på Facebook.
Koncerten finder igen sted på Train og datoen er den 26. maj 2011, så man kan sige at de er ude i god tid og måske også giver folk mulighed for at savne dem lidt igen.
Som vi tidligere har nævnt, spiller BRMC også i Den Grå Hal den 20. november i år.
Frekvens vil samtidig anbefale Posten i Odense, at give bandet et ring – bare for at få spredt det glimrende liveband lidt ud over landet.
Frekvens havde nok forudset, at det næppe ville blive et mesterværk stjernebassistkonstellationen Freebass, bestående af Peter Hook, Mani og Andy Rourke, ville udsende. Men få havde nok alligevel regnet med en fuldstændig implosion, blot en uge før gruppens album, “It’s a Beautiful Life”, kommer på gaden.
Det er en månedstid siden Rourke droppede ud af bandet, men i går blev der hamret en del søm i gruppens ligkiste, da Mani meldte følgende ud på Twitter:
“Three things visible from space, Great Wall Of China, Peter Hook’s wallet stuffed with Ian Curtis’ blood money, Man City’s empty trophy cabinet!“
og senere fik svinet albummet (“It’s where it belongs mate… in the fucking bargain bin before it’s even released“) og så lige Peter Hook igen (“Can’t be doing with talentless nostalgia fuckwit whores“).
Pludselig virker skilsmissen i Oasis helt rolig og uskyldig.
Selvom der har været flere musikalske pip fra Sufjan Stevens siden ”Come on Feel the Illinoise” fra 2005, et album der lå flot placeret som nummer 4 på Frekvens listen over det sidste årtis bedste plader, var der stor glæde og spænding, da Stevens annoncerede ep’en ”All Delighted People”.
Ifølge anmelderne lever skiven, der udkom som download i sidste uge, op til de høje forventninger der er til Sufjan Stevens, og både Gaffa og Soundvenue har givet albummet fem stjerner.
Om en god måneds tid udkommer så et helt album med titlen “The Age of Adz”, hvorfra man den sidste uge har kunne høre og downloade nummeret I Walked på Sufjan Stevens Bandcamp-side.
Frekvens hører gerne meninger om, og forventninger til de nye udspil fra Sufjan Stevens.
Egentlig havde engelske British Sea Power annonceret, at deres fjerde album skulle udkomme august/september i år, men først på sommeren blev albummet skudt til januar 2011.
Der er dog ikke nødvendigt at vente så længe på nyt fra den excentriske Brighton kvartet, der den 4. oktober udsender en “Zeus E.P.”. Og at kalde udgivelsen en ep er faktisk lidt af en underdrivelse, idet skiven indeholder ikke mindre end otte nye numre. British Sea Power har dog valgt at se på det som en maxi ep fremfor et minialbum.
Se tracklisten ved et tryk nedenfor og hold så forøvrigt øje med bandets hjemmeside; med nye udgivelser plejer der at følge nyt merchandise, blandt andet de enestående British Tea Power krus.
Læs mere…
Foran et felt bestående af blandt andet Foals, Laura Marling, Dizzee Rascal og nestoren Paul Weller, vandt The xx i går den prestigefyldte Mercury Award for deres selvbetitlede album fra sidste år. Sejren kom ikke som den store overraskelse, da The xx, sammen med Paul Weller, var bookmakernes favoritter til at vinde.
Med prisen træder The xx ind i en eksklusiv klub af vindere, der blandt andet tæller Primal Scream, Suede, Portishead, Badly Drawn Boy, PJ Harvey, Franz Ferdinand, Pulp, Antony and the Johnson og, af en eller anden mærkværdig grund, M People – jo, den er god nok. I 1994 løb M Peoples “Elegant Slumming” med prisen, foran både “Parklife”, “Troublegum”, Take That og, igen igen, Paul Weller.
I går udkom det fjerde udspil fra Interpol, deres første siden bassist Carlos Dengler forlod bandet. Han skulle dog have været med til indspilningen af albummet, så de noget lunkne anmeldelser af “Interpol” kan ikke tilskrives hans forsvinden.
Berlingske Tidende giver fire stjerner, men kalder samtidig albummet for Interpols svanesang og mener at bandet med dette album har mistet titlen som årtusindets bedste rockband. BT er nede på tre stjerner og kalder albummet for ujævnt, imens Gaffa, med samme stjerne-resultat, beskriver albummet som for mageligt og manglende kant.
Frekvens følger op når der kommer flere anmeldelser, og vil som altid gerne høre jeres mening om det nye album fra Interpol i kommentarerne nedenfor.
Første single i syv år fra Love Shop.
Lyt til Redningsklar her. Alt den mangler er mundharpe.
De næste to uger drager Muse rundt på turné i England. Med sig har de en lang række interessante opvarmningsbands, blandt andet Biffy Clyro, Pulled Apart by Horses, Editors, White Lies og Lily Allen, der varmer op for Matt B & co på de forskellige koncerter, blandt andet en dobbeltaften på Wembley.
Hvis man vil have en smagsprøve på disse opvarmningsband, kan man netop nu kvit og frit downloade et mixtape med disse bands på Muse.mu.
Tracklisten er som følger:
Pulled Apart by Horses – Back To the Fuck Yeah
Biffy Clyro – Bubbles
Editors – Eat Raw Meat = Blood Drool
Band of Skulls – I know What I Am
I Am Arrows – Nun
White Rabbits – Percussion Gun
White Lies – The Price of Love
The Big Pink – Velvet
Lørdag åbnede udstillingen med Bob Dylan malerier på Statens Museum for Kunst og anmelderne er ikke specielt imponerede over Bardens skilderier.
“Bob Dylans malerkunst ville aldrig blive udstillet på Statens Museum for Kunst, hvis ikke de var malet af Bob Dylan,” skriver Berlingske Tidende og giver udstillingen 2 stjerner. Det samme gør Politiken og kalder udstillingen “hamrende uinteressant”.
I Information beskriver lektor i kunsthistorie Peter Brix Søndergård, musiklegendens evner som “enhver amatør ville male og betjener sig af et lidt klumset figurativt formsprog. Bob Dylan er det, man i gamle dage ville kalde en søndagsmaler.”
Men mon ikke Dylan alligevel har nok fans i Danmark til at udstillingen bliver en succes, om ikke andet fordi der i følge JP skulle være mulighed for at rende på kunstneren selv derude.
Phil Collins er ikke den kunstner som får mest spalteplads på Frekvens, men vi må alligevel hylde den kedeligste mand i engelsk pop for i 1988 at have lavet en virkelig fin sang og en virkelig sjov video. I videoen spiller Collins hele besætningen i det noget nørdede band The Four Pound Notes.
Og det er ikke alt, for Collins lavede faktisk to videoer til Two Hearts og den anden er måske blandt de mest aparte videoer nogensinde lavet. Tryk nedenfor, for at se Phil Collins i kamp mod wrestleren Ultimate Warrior!
Læs mere…
I videoen til singleforløberen for deres kommende album, genskaber Manic Street Preachers skakpartiet fra 1970, med skuespilleren Michael Sheen i rollen som den russiske skakmester Garry Kasparov.
Denne Frekvensskribent synes ikke ligefrem det er walisernes stærkeste singleudspil til dato, og at strygerdelen eftersigende er lånt fra Steps-nummeret Stomp lyder en kende bizart.
Så er han i gang igen, Morrissey. I et interview med The Guardian har han kaldt kinesere “a subspecies” på grund af dyrevelfæren i Kina. Det har, sjovt nok, bragt sindene i kog, blandt andet hos organisationen Love Music Hate Racism, der så sent som 2008 modtog en større donation fra Moz, på grund af nogle flabede udtalelser om immigration til England.
Læs hele interviewet her og lederskribent Tom Clarks kommentar til de voldsomme udtalelser her. Der er også fine billeder af Morrissey med en kat på hovedet.
I følge deres opdateringer på Facebook spiller den konstant turnerende trio Black Rebel Motorcycle Club i Den Grå Hal (eller, The Grey House som de kalder det på Facebook) den 20. november, cirka et halvt år efter de sidst besøgte Danmark. Tiden vil vise, om denne koncert vil nå samme højder som bandets koncert samme sted tilbage i 2007.
