Good Music For Olds

Chicago-bandet Ratboys er aktuelle med deres sjette album, Singin’ to an Empty Chair, som er en nuanceret og moden udgivelse. Pladen tager udgangspunkt i den terapeutiske “tomme stol”-teknik, hvor sanger og sangskriver Julia Steiner sender uforløste tanker afsted mod en fremmedgjort elsket. I stedet for at lede efter nemme løsninger eller uforbeholden katarsis, befinder albummet sig i det ukomfortable ingenmandsland mellem konflikt og afslutning.

Musikalsk balancerer kvartetten mesterligt mellem følsom melodisk sødme og hård, ilter rockenergi. Sange som “Open Up” og den ildevarslende “Light Night Mountains All That” indfanger præcist den mavepine, det er at elske en, der ikke vil mødes på midten, mens andre numre tilføjer en lethed med elementer af alt-country og folk. Singin’ to an Empty Chairer ikke en genopfindelse af bandet, men snarere en forfining, der viser, at modenhed kan have tænder.

Læs den fulde anmeldelse hos Paste Magazine.

Wednesdays seneste album, Bleeds, leverer en berusende fusion af alt-country-twang, tung shoegaze-fuzz og rå grunge-nerve. Med Karly Hartzmans levende og personlige sangskrivning i front indfanger pladen den tunge atmosfære i sydstatternes provinsliv med fortællinger om hjertesorg, traumer og stoisk udholdenhed. Fremtrædende numre som »Elderberry Wine« og »Townies« kontrasterer svævende pedal steel-guitar med eksplosive udbrud af støjende distortion, hvilket skaber en præcis balance mellem melodiske hooks og ufiltreret kaos.

I stedet for at slibe de ru kanter af, favner Bleeds det ukontrollerede og etablerer bandet som de førende fanebærere inden for “countrygaze”-genren. Hartzmans vokal spænder fra intime hverdagsbetragtninger til intense, rå skrig, der sikrer, at hver sang føles forankret i en ægte og uforstilt virkelighed. Den samlede anmelderstand peger på, at Bleeds er bandets hidtil mest sammenhængende og ambitiøse værk, som slår Wednesdays position fast helt i front af den moderne alternative rockscene.

Læs den originale anmeldelse på NPR.

I Jonah Kruegers B+-anmeldelse for Consequence vender The Strokes tilbage med Reality Awaits – et album, der læner sig tungt op ad strukturelle særheder, kraftig Auto-Tune og uforudsigelige lydmæssige skift. Med åbningsnummeret “Psycho Shit” og det genre-udfordrende “Dine N’Dash” slår pladen øjeblikkeligt en utraditionel tone an. Forsanger Julian Casablancas driver i høj grad denne kaotiske retning med spoken word-sekvenser, meta-kommentarer og stærkt manipulerede vokaler. Selvom denne stilistiske afstikker kan virke polariserende på fans, der forventer klassiske garage-rockhits, forbliver den bagvedliggende instrumentering – anført af guitaristerne Nick Valensi og Albert Hammond Jr. – knivskarp og fængs his hele vejen igennem.

I stedet for at jage nostalgia fremstår New York-kvintetten fuldstændig ligeglad med at spille det sikre kort. Resultatet føles som en spirituel efterfølger til The New Abnormal, blot med endnu færre barrierer. Albummet, som er produceret i Costa Rica sammen med Rick Rubin, forener klassisk rock-attitude med futuristisk innovation. For lyttere, der er villige til at acceptere bandets særheder og den markante vokale bearbejdning, leverer Reality Awaits en dynamisk og belønnende lytteoplevelse, der beviser, at The Strokes efter 25 år i branchen stadig ønsker at flytte deres egne grænser.

Læs hele anmeldelsen på Consequence.

Kacey Musgraves’ syvende studiealbum, Middle of Nowhere (udgivet via Lost Highway), markerer et markant tematisk skift, der omdefinerer ensomheden efter et brud – ikke som en midlertidig overgang, men som en befriende destination i sig selv. Albummet er skrevet i kølvandet på et parforholdsbrud og præget af bevidst isolation, hvor den texanske singer-songwriter formår at balancere en stærk selvstændighed med sårbare, ironiske refleksioner over savn. Musikalsk trækker pladen på traditionelle texanske dancehall-elementer – herunder pedal-steel og Norteño-harmonika – mens hun legende udfordrer genrerne på numre som den løsslupne, næstenrappede “Mexico Honey” og den humoristiske “Dry Spell.”

Albummets følelsesmæssige dybde løftes yderligere af markante gæsteoptrædener, der tilfører både stjernestøv og tekstur. Miranda Lambert medvirker på “Horses and Divorces,” hvilket forener to country-ikoner, som længe har trives uden for Nashvilles stringente ortodoksi. Derudover leverer den legendariske, 93-årige Willie Nelson en mindeværdig, næsten spøgelsesagtig gæstevisit på “Uncertain, TX.” I stedet for at skynde sig mod en nem følelsesmæssig afklaring, dvæler Middle of Nowhere i de uforudsigelige, humoristiske og fredfyldte mellemrum, som sololivet tilbyder.

Du kan læse hele anmeldelsen på SPIN Magazine.

The Black Keys er tilbage med deres 14. studiealbum, Peaches!, en forrygende samling af covernumre, hvor Dan Auerbach og Patrick Carney skræller de senere års pop-polering væk. Albummet er indspillet i kølvandet på Auerbachs fars død og fanger en rå, katartisk energi, der sender tankerne tilbage til duoens tidlige garage-blues-dage. Fra den anarkistiske nerve i George Thorogoods “You Got To Lose” til den hypnotiske og snerrende genfortolkning af Junior Kimbroughs “Tomorrow Night,” føles pladen som en live-session, hvor pænheden er smidt over bord til fordel for ren, forvrænget soul.

Dette er ikke blot en hyldest til deres inspirationskilder; det er en genbekræftelse af bandets identitet som kuratorer og udøvere af blues som “folkekunst.” Ved at kaste sig over obskure numre som Willie Griffins “Where There’s Smoke, There’s Fire,” beviser duoen, at selvom de mestrer popgenren, ligger deres sande styrke i det uraffinerede og intense blues-groove. Det er en kærkommen tilbagevenden til den nerve og råhed, der oprindeligt definerede dem, hvilket gør Peaches! til obligatorisk lytning for dem, der har savnet bandets oprindelige kant.

Læs hele anmeldelsen hos MOJO: The Black Keys – Peaches! Reviewed

Nogle af synth-poppens største navne går nu sammen i et stort nyt projekt. Vince Clarke (Depeche Mode, Yazoo, Erasure), Neil Arthur (Blancmange) og produceren Benge har officielt annonceret deres nye gruppe, Doublespeak.Selvom Clarke og Arthur har været venner og lejlighedsvise samarbejdspartnere i årtier, har denne formelle trio været syv år undervejs. Deres selvbetitlede debutalbum udkommer den 29. maj via London Records, og er blevet skudt i gang med en stemningsfuld og filmisk førstesingle: en fortolkning af Fad Gadgets industrielle klassiker “Back To Nature” fra 1979.

Det kommende album med 11 numre er et rent cover-projekt, der genopfinder en bred vifte af sange gennem en analog synth-linse. Tracklisten spænder fra mainstream-ikoner som ABBA og The Carpenters til kultfavoritter som Young Marble Giants og The Magnetic Fields. Clarke bemærkede, at mange af sangene føltes som “geniale nye demoer” for ham, mens Arthur udtrykte, hvordan processen med at dekonstruere numrene afslørede det sande håndværk bag originalerne. Det er en hjertevarm hyldest til den musik, der har formet dem, leveret af tre mestre inden for den elektroniske genre.

Læs den oprindelige artikel her: Stereogum

Efter halvtreds år har Squeeze endelig vakt deres “glemte” ungdomsmesterværk til live. Trixies blev oprindeligt skrevet i 1974 af en 19-årig Chris Difford og en 16-årig Glenn Tilbrook som en konceptuel rockopera, der udspiller sig i en fiktiv natklub i det sydlige London. Selvom de oprindelige optagelser blev lagt på hylden, da bandet bevægede sig mod punkscenen, indfanger denne nyindspillede version den ambitiøse historiefortælling og melodiske elegance, der senere gjorde dem til ikoner. Albummet fungerer som en levende tidskapsel, der blander “yacht-rock”-stemningen på “You Get The Feeling” med den rå, “Beatles-agtige” atmosfære på “The Place Called Mars,” alt imens den bevarer den umiskendelige lyriske vid, der har defineret deres karriere.

Anmelderne hylder udgivelsen som en bemærkelsesværdig bedrift inden for “rock and roll-arkæologi.” I stedet for at føles som et forældet levn, vibrerer Trixies af opdagelsesglæde og drager fordel af bandets årtier lange erfaring og moderne produktion af bassisten Owen Biddle. Pladen bevæger sig mellem stemningsfulde, filmiske vignetter og energiske numre som “Hell On Earth,” hvilket beviser, at Difford og Tilbrooks kreative kemi var formidabel helt fra begyndelsen. Det er et sjældent kig på et legendarisk band, før de blev til det “Squeeze,” vi kender i dag, og tilbyder fans en sjælfuld, mørkere og utrolig underholdende rejse gennem deres tidligste musikalske drømme.

Læs hele anmeldelsen på MOJO4Music.

I sin firestjernede anmeldelse for The Guardian hylder Dave Simpson Suedes tiende studiealbum, Antidepressants, som en sjælden “triumf sent i karrieren”, der cementerer bandets bemærkelsesværdige kreative genfødsel. Forsanger Brett Anderson beskriver pladen som en “post-punk-efterfølger” til den rå og punkede Autofiction fra 2022, og albummet udskifter den simple aggression med en mørkere og mere atmosfærisk kant. Med den mangeårige producer Ed Buller ved roret trækker albummet på inspiration fra navne som Joy Division og Siouxsie and the Banshees, mens det blander Richard Oakes’ skarpe guitarriffs med en uhyggelig, postmoderne produktion, der indfanger det 21. århundredes “neuroser og paranoia”.

Suede er langt fra blot et nostalgisk indslag; de bruger Antidepressants til at udforske temaer som dødelighed, samfundsmæssig splid og midtvejslivets flygtighed. Fra den hymneagtige åbningssang “Disintegrate”, der omfavner forgængeligheden, til den hjemsøgende og begravelsesagtige skønhed i “June Rain”, balancerer albummet mellem rå energi og dyb refleksion. Simpson bemærker, at selvom gode tiende album historisk set er en sjældenhed, har Suede trodset alle odds og leveret en udgivelse, der føles vigtig, presserende og perfekt afstemt med den moderne verdens bekymringer.

Læs den originale anmeldelse her: Suede: Antidepressants review – edgy post-punk proves reunited Britpoppers remain on the up

I sit 11. studiealbum, I Believe in You, My Honeydew, retter Josh Ritter sit kreative blik mod selve inspirationskilden. Efter i en årrække at have følt en distance til sin sangskrivning, besluttede Americana-veteranen at holde op med at vente på musen og i stedet skrive denne samling sange til den – idet han legende personificerer sin inspiration som “Honeydew”. Resultatet er en plade, der balancerer kosmisk nysgerrighed med jordbunden sårbarhed, og som blander hans karakteristiske fortællende folk-stil med gospel-inspirerede kor, sumppede grooves og eksistentielle overvejelser om sandhed og tro.

Albummet er indspillet sammen med hans faste samarbejdspartnere i Royal City Band og føles både storslået og dybt personligt. Fra den trodsige, slide-guitar-drevne hymne “You Won’t Dig My Grave” til den vidtspændende, videnskabelige mysticisme i “Truth Is a Dimension (Both Invisible and Blinding)”, udforsker Ritter den menneskelige tilstand med sin varemærkeagtige lyriske snilde. Selvom temaerne ofte berører mørket og “mørke år”, fungerer albummet i sidste ende som et håbefuldt vidnesbyrd om styrken ved at tro og evnen til at finde skønhed i den rå virkelighed, vi alle deler.

Læs hele anmeldelsen: Josh Ritter on Finding His Muse and New Album ‘Honeydew’

På sit nyeste album, World’s Gone Wrong, leverer Americana-ikonet Lucinda Williams en kraftfuld statusrapport over nationens tilstand, der indfanger både bekymringen og modstandskraften i det moderne USA. Pladen, der blev skrevet i hast i starten af 2025, fungerer som et medfølende modsvar til et splittet politisk landskab og blander Williams’ karakteristiske rockede blues med en dyb empati. På trods af fysiske udfordringer efter et slagtilfælde i 2020 er Williams fortsat en formidabel historiefortæller, der bruger sin furede stemme til at navigere gennem temaer som brudt tillid, social uretfærdighed og musikkens helende kraft.

Albummet er en kollektiv triumf med markante bidrag fra artister som Mavis Staples, Norah Jones og Brittney Spencer. Fra den sviende anklage mod grådighed i “How Much Did You Get For Your Soul?” til den trætte, men resolutte march i “We’ve Come Too Far To Turn Around,” nægter Williams at give efter for fortvivlelse. I stedet tilbyder hun en mesterlig lektion i musikalsk frelse, hvor hun dokumenterer tidens “monstrøse sygdom”, mens hun stædigt holder fast i håbet om en venligere fremtid.

---

Læs hele anmeldelsen hos Uncut: Lucinda Williams’ World’s Gone Wrong reviewed