Good Music For Olds

Efter halvtreds år har Squeeze endelig vakt deres “glemte” ungdomsmesterværk til live. Trixies blev oprindeligt skrevet i 1974 af en 19-årig Chris Difford og en 16-årig Glenn Tilbrook som en konceptuel rockopera, der udspiller sig i en fiktiv natklub i det sydlige London. Selvom de oprindelige optagelser blev lagt på hylden, da bandet bevægede sig mod punkscenen, indfanger denne nyindspillede version den ambitiøse historiefortælling og melodiske elegance, der senere gjorde dem til ikoner. Albummet fungerer som en levende tidskapsel, der blander “yacht-rock”-stemningen på “You Get The Feeling” med den rå, “Beatles-agtige” atmosfære på “The Place Called Mars,” alt imens den bevarer den umiskendelige lyriske vid, der har defineret deres karriere.

Anmelderne hylder udgivelsen som en bemærkelsesværdig bedrift inden for “rock and roll-arkæologi.” I stedet for at føles som et forældet levn, vibrerer Trixies af opdagelsesglæde og drager fordel af bandets årtier lange erfaring og moderne produktion af bassisten Owen Biddle. Pladen bevæger sig mellem stemningsfulde, filmiske vignetter og energiske numre som “Hell On Earth,” hvilket beviser, at Difford og Tilbrooks kreative kemi var formidabel helt fra begyndelsen. Det er et sjældent kig på et legendarisk band, før de blev til det “Squeeze,” vi kender i dag, og tilbyder fans en sjælfuld, mørkere og utrolig underholdende rejse gennem deres tidligste musikalske drømme.

Læs hele anmeldelsen på MOJO4Music.

I sin firestjernede anmeldelse for The Guardian hylder Dave Simpson Suedes tiende studiealbum, Antidepressants, som en sjælden “triumf sent i karrieren”, der cementerer bandets bemærkelsesværdige kreative genfødsel. Forsanger Brett Anderson beskriver pladen som en “post-punk-efterfølger” til den rå og punkede Autofiction fra 2022, og albummet udskifter den simple aggression med en mørkere og mere atmosfærisk kant. Med den mangeårige producer Ed Buller ved roret trækker albummet på inspiration fra navne som Joy Division og Siouxsie and the Banshees, mens det blander Richard Oakes’ skarpe guitarriffs med en uhyggelig, postmoderne produktion, der indfanger det 21. århundredes “neuroser og paranoia”.

Suede er langt fra blot et nostalgisk indslag; de bruger Antidepressants til at udforske temaer som dødelighed, samfundsmæssig splid og midtvejslivets flygtighed. Fra den hymneagtige åbningssang “Disintegrate”, der omfavner forgængeligheden, til den hjemsøgende og begravelsesagtige skønhed i “June Rain”, balancerer albummet mellem rå energi og dyb refleksion. Simpson bemærker, at selvom gode tiende album historisk set er en sjældenhed, har Suede trodset alle odds og leveret en udgivelse, der føles vigtig, presserende og perfekt afstemt med den moderne verdens bekymringer.

Læs den originale anmeldelse her: Suede: Antidepressants review – edgy post-punk proves reunited Britpoppers remain on the up

I sit 11. studiealbum, I Believe in You, My Honeydew, retter Josh Ritter sit kreative blik mod selve inspirationskilden. Efter i en årrække at have følt en distance til sin sangskrivning, besluttede Americana-veteranen at holde op med at vente på musen og i stedet skrive denne samling sange til den – idet han legende personificerer sin inspiration som “Honeydew”. Resultatet er en plade, der balancerer kosmisk nysgerrighed med jordbunden sårbarhed, og som blander hans karakteristiske fortællende folk-stil med gospel-inspirerede kor, sumppede grooves og eksistentielle overvejelser om sandhed og tro.

Albummet er indspillet sammen med hans faste samarbejdspartnere i Royal City Band og føles både storslået og dybt personligt. Fra den trodsige, slide-guitar-drevne hymne “You Won’t Dig My Grave” til den vidtspændende, videnskabelige mysticisme i “Truth Is a Dimension (Both Invisible and Blinding)”, udforsker Ritter den menneskelige tilstand med sin varemærkeagtige lyriske snilde. Selvom temaerne ofte berører mørket og “mørke år”, fungerer albummet i sidste ende som et håbefuldt vidnesbyrd om styrken ved at tro og evnen til at finde skønhed i den rå virkelighed, vi alle deler.

Læs hele anmeldelsen: Josh Ritter on Finding His Muse and New Album ‘Honeydew’

På sit nyeste album, World’s Gone Wrong, leverer Americana-ikonet Lucinda Williams en kraftfuld statusrapport over nationens tilstand, der indfanger både bekymringen og modstandskraften i det moderne USA. Pladen, der blev skrevet i hast i starten af 2025, fungerer som et medfølende modsvar til et splittet politisk landskab og blander Williams’ karakteristiske rockede blues med en dyb empati. På trods af fysiske udfordringer efter et slagtilfælde i 2020 er Williams fortsat en formidabel historiefortæller, der bruger sin furede stemme til at navigere gennem temaer som brudt tillid, social uretfærdighed og musikkens helende kraft.

Albummet er en kollektiv triumf med markante bidrag fra artister som Mavis Staples, Norah Jones og Brittney Spencer. Fra den sviende anklage mod grådighed i “How Much Did You Get For Your Soul?” til den trætte, men resolutte march i “We’ve Come Too Far To Turn Around,” nægter Williams at give efter for fortvivlelse. I stedet tilbyder hun en mesterlig lektion i musikalsk frelse, hvor hun dokumenterer tidens “monstrøse sygdom”, mens hun stædigt holder fast i håbet om en venligere fremtid.

---

Læs hele anmeldelsen hos Uncut: Lucinda Williams’ World’s Gone Wrong reviewed

Depeche Mode fortsætter med at bevise deres langvarige betydning med udgivelsen af Memento Mori: Mexico City, et kraftfuldt live-dokument, der fungerer som modstykke til Fernando Frias’ kunstneriske film Depeche Mode: M. Udgivelsen indfanger bandets optrædener i 2023 på det enorme Foro Sol Stadium og udforsker krydsfeltet mellem bandets melankolske synth-pop og den mexicanske kulturs forhold til dødelighed. På trods af savnet af afdøde Andy “Fletch” Fletcher, leverer Dave Gahan og Martin Gore en magtpræstation fyldt med rå følelser, hvor de blander indadvendte numre fra deres seneste album med eksplosive versioner af klassikere som “Enjoy the Silence” og “Personal Jesus.”

Udgivelsen er mere end blot en koncertoptagelse, da den inkluderer fire hidtil uudgivne sange fra Memento Mori-sessionerne. Højdepunkter tæller den bas-tunge “In The End” og den energiske “A Pain That I’m Used To,” som viser et band, der stadig befinder sig på toppen af deres ydeevne. Det er et gribende og energisk værk, der både fejrer livets skrøbelighed og musikkens varige aftryk.

---

Læs hele anmeldelsen hos Clash Magazine.

Stereogum har udnævnt Dove Ellis’ debut, Blizzard, til “Album of the Week”, hvilket markerer ankomsten af et massivt talent fra Galway. Som blot 22-årig leverer Ellis en hjemsøgende og moden lyd, der trækker tydelige paralleller til Thom Yorkes skrøbelige intimitet og Jeff Buckleys svævende emotionalitet. Albummet er forankret i stærke numre som “Pale Song,” der med sine frodige, rislende guitarer og kystnære atmosfære skaber en følelse af oceanisk vidunder.

Udover de vokale præstationer lever albummet højt på sofistikerede arrangementer med både bratsch og saxofon, der bevæger sig fra sparsomme ballader til ekstatiske, klaverdrevne glædesudbrud. Ellis’ hurtige opstigen – fra opvarmningsnavn for Geese til at levere en af årets mest imødesete indie-debuter – understreger en bevægelse mod højere kunstnerisk niveau og autentisk produktion i det digitale musiklandskab. Det er en imponerende gennemført debut, der balancerer knusende skønhed med sonisk forløsning.

---

Læs hele anmeldelsen her: Stereogum Album of the Week: Dove Ellis – Blizzard

Rosalías fjerde studiealbum, Lux, er et monumentalt modsvar til den brugervenlige natur, der præger moderne streaming-algoritmer. Projektet bevæger sig langt ud over reggaeton og electronica fra Motomami og markerer en ambitiøs evolution med deltagelse af London Symphony Orchestra og tekster på 13 forskellige sprog. Som en sangcyklus i fire satser, baseret på kvindelige helgeners liv, bygger albummet bro mellem avantgarde-pop og klassisk musik. Det gæster endda Björk på nummeret “Berghain”, hvilket understreger Rosalías dedikation til radikale kunstneriske skift og hendes status som en beslægtet ånd til verdens mest kompromisløse innovatorer.

Trods den intellektuelle dybde og arrangementerne af Pulitzer-vinderen Caroline Shaw forbliver Lux en følelsesmæssigt rå oplevelse frem for en tør øvelse. Rosalía beskriver selv albummet som en modreaktion på de hurtige “dopamin-fix”, vi kender fra sociale medier, og kræver, at lytteren udskifter passiv scrolling med aktiv fordybelse. Selvom albummet udfordrer lytteren med sin kompleksitet og sine sproglige spring, er belønningen en dybt fængslende oplevelse, der beviser, at udfordrende kunst stadig kan indtage den globale scene.

---

Læs hele anmeldelsen hos The Guardian: Rosalía: Lux review – a demanding, distinctive clash of classical and chaos