Fontaines D.C. har ikke tænkt sig at flytte tilbage i øvelokalet. På Dopamine Chamber, deres femte album, fortsætter Dublin-bandet bevægelsen væk fra de tidlige pladers rå guitarudtryk og ind i et mere elektronisk univers. Albummet udkom 16. oktober på XL Recordings, igen med James Ford som producer.
I NME beskriver Andrew Trendell en mørkere og mere yderligtgående fortsættelse af Romance. Han hører et album om digital overstimulering og behovet for at slippe væk – hvor melodierne lokker, mens teksterne holder ubehaget i live.
Åbneren “Six Shot Morning” får ham til at tænke på Depeche Modes mekaniske tyngde. “Mimesis” trækker mod firsernes synthpop, mens “Tongue” bevæger sig gennem triphop og over i mere forvredne elektroniske udbrud. For lyttere med både guitarrock og mørk synthmusik på hylden er der med andre ord en oplagt forbindelse at undersøge.
Der er også sprækker i den syntetiske overflade. Trendell fremhæver den akustiske “Japan” og “Where Is Gone?”, hvor Rosalía gæster på en ballade med associationer til Morricone og Bond-temaer snarere end et forventeligt pophit.
Anmelderens begejstring ligger især i spændet mellem fængende sange og en konsekvent dyster stemning. Han placerer pladen i selskab med The Cures mørkere album og Massive Attacks Mezzanine: musik, man kan træde ind i, men ikke nødvendigvis finde ro i.
Læs Andrew Trendells anmeldelse af Dopamine Chamber hos NME.
Lyt til albummet på din foretrukne musiktjeneste via album.link.
