Kategori: Albumomtaler

Omtaler af album og udgivelser, herunder perspektiver fra udvalgte anmeldelser.

  • U2 tænder lyset igen på Carnaval De Luz

    U2 tænder lyset igen på Carnaval De Luz

    Efter næsten ti år uden et album med nye sange er U2 tilbage med Carnaval De Luz. Bandets 16. studiealbum udkom 13. november på Island og samler 12 numre, der ifølge The Edge skal stå for en “trodsig glæde” i urolige tider. Larry Mullen Jr. er igen bag trommerne efter flere års skadespause.

    I The Guardian kalder Dave Simpson albummet en glæde og noget af bandets bedste arbejde i mere end 30 år. Han hører en gruppe, der lyder genoplivet og tydeligt nyder at spille sammen i samme rum igen. Åbneren “Go (Carnaval De Luz)” bruger elektronisk behandlede guitarer, et hamrende beat og Brian Enos synthesizere til at gøre lys i mørket til pladens erklærede program.

    Simpson bemærker også, at U2 denne gang ikke er bange for deres klassiske lyd. Guitarerne på “Street of Dreams” sender tankerne mod “Where the Streets Have No Name”, og “La Reina” begynder som en slags fætter til Achtung Baby-nummeret “Even Better Than the Real Thing”, før det glider over i et næsten salmeagtigt omkvæd. Han fremhæver desuden “If the World Is at War We Better Not Be” og den Eno-farvede “The Greatest Show on Earth”.

    Albummet slutter med “Torn”, en duet mellem Bono og Dolly Parton med Daniel Lanois på pedal steel. Det er hendes sidste indspillede vokal, og sangen handler om en familie splittet af uenighed. Simpson ville gerne have set et par af sangene fra årets to EP’er, Days of Ash og Easter Lily, på selve albummet. De findes kun på deluxeudgaven.

    Læs Dave Simpsons anmeldelse af Carnaval De Luz i The Guardian.

    Lyt til albummet på din foretrukne musiktjeneste via AlbumLinks.

  • Radio Free Alice finder melodier i storbyens mellemrum

    Radio Free Alice finder melodier i storbyens mellemrum

    Radio Free Alice går ind i albumformatet med guitarerne fremme og blikket rettet mod livet mellem ambitioner, kærestesorger og hverdagsarbejde. Det australske bands debut, What’s In Between, udkom 30. oktober og samler 11 sange på knap 40 minutter.

    I Clash giver Julia Mason albummet 9/10. Hun fremhæver især samspillet mellem Noah Learmonths bevægelige vokal og bandets fremdrift: Åbneren “Crying With You” begynder eksperimenterende, før trommer og sang får musikken til at folde sig ud.

    For Mason står de mest energiske numre stærkest. På “Rule 31” skaber guitar og bas en underliggende spænding, mens “Kick in the Shins” omsætter frustration til fremdrift. “Bottleshops” er et andet højdepunkt, hvor ensomheden i storbyens arbejdsliv får plads midt i energien.

    Albummet er hovedsageligt indspillet med Peter Katis, kendt for sit arbejde med Interpol og The National. Ifølge Mason giver produktionen sangene større rum uden at udviske fortællingerne. Rachel Brown fra Water From Your Eyes gæster på “Big Ideas”, mens afslutteren “Waiting” skruer ned med en halvt talt, halvt sunget vokal.

    Det interessante i anmeldelsen er netop mødet mellem den umiddelbare guitarenergi og de mindre storslåede liv, sangene kredser om. Ikke bare store omkvæd, men også spørgsmålet om, hvor man egentlig hører til.

    Læs Julia Masons anmeldelse af What’s In Between hos Clash.

    Lyt til albummet på din foretrukne musiktjeneste via AlbumLinks.

  • Fontaines D.C. søger ud af skærmens greb på Dopamine Chamber

    Fontaines D.C. søger ud af skærmens greb på Dopamine Chamber

    Fontaines D.C. har ikke tænkt sig at flytte tilbage i øvelokalet. På Dopamine Chamber, deres femte album, fortsætter Dublin-bandet bevægelsen væk fra de tidlige pladers rå guitarudtryk og ind i et mere elektronisk univers. Albummet udkom 16. oktober på XL Recordings, igen med James Ford som producer.

    I NME beskriver Andrew Trendell en mørkere og mere yderligtgående fortsættelse af Romance. Han hører et album om digital overstimulering og behovet for at slippe væk – hvor melodierne lokker, mens teksterne holder ubehaget i live.

    Åbneren “Six Shot Morning” får ham til at tænke på Depeche Modes mekaniske tyngde. “Mimesis” trækker mod firsernes synthpop, mens “Tongue” bevæger sig gennem triphop og over i mere forvredne elektroniske udbrud. For lyttere med både guitarrock og mørk synthmusik på hylden er der med andre ord en oplagt forbindelse at undersøge.

    Der er også sprækker i den syntetiske overflade. Trendell fremhæver den akustiske “Japan” og “Where Is Gone?”, hvor Rosalía gæster på en ballade med associationer til Morricone og Bond-temaer snarere end et forventeligt pophit.

    Anmelderens begejstring ligger især i spændet mellem fængende sange og en konsekvent dyster stemning. Han placerer pladen i selskab med The Cures mørkere album og Massive Attacks Mezzanine: musik, man kan træde ind i, men ikke nødvendigvis finde ro i.

    Læs Andrew Trendells anmeldelse af Dopamine Chamber hos NME.

    Lyt til albummet på din foretrukne musiktjeneste via AlbumLinks.

  • Dexys Midnight Runners finder forsoning på LOVE

    Dexys Midnight Runners finder forsoning på LOVE

    På LOVE gør Kevin Rowland status over kærligheden i mere end én betydning. Barndom, forældre, børnebørn og forhold sent i livet mødes på Dexys’ syvende album, udgivet 4. september. Det er samtidig første gang siden Don’t Stand Me Down fra 1985, at en ny plade bærer det fulde navn Dexys Midnight Runners.

    I sin firestjernede anmeldelse for MOJO hører Chris Catchpole en Rowland, der er ved at finde fred med fortiden. Producer David Holmes giver ifølge anmelderen sangene en varm, organisk klang, hvor strygere og soul-arrangementer understøtter de personlige fortællinger.

    “My Life In England” indrammer albummet i to dele med minder fra Rowlands opvækst. På “Once A Man, Twice A Child” handler det om forsoningen med hans far, mens “You’re Alright” er en kærlig henvendelse til børnebørnene. Her bliver familiehistorien en del af musikken, ikke blot baggrundsstof.

    Catchpole fremhæver også fortolkningen af Tim Buckleys “Strange Feelin’”, hvor Fender Rhodes og en friere vokal sender tankerne mod Van Morrisons Astral Weeks. Hans overordnede billede er en plade præget af selvaccept, men stadig med plads til alderens usikkerhed på “Old Love”.

    Læs Chris Catchpoles anmeldelse af LOVE hos MOJO.

    Lyt til albummet på din foretrukne musiktjeneste via AlbumLinks.

  • Eels finder lyspunkter i mørket på Cookie Happened

    Eels finder lyspunkter i mørket på Cookie Happened

    Sort humor og skæve melodier har længe været en del af Eels’ sprog. På Cookie Happened, bandets 16. studiealbum, udgivet 16. oktober, møder Mark Oliver Everett igen modgangen med både melankoli og et glimt i øjet.

    Hos Hot Press giver John Walshe albummet 7,5/10 og fremhæver spændingen mellem de tunge emner og musikkens lettere bevægelser. “Cap In Hand” drives af en livlig basgang, mens “Lost And Barking” pakker sine mørkere tanker ind i fuzzede guitarer. På “Congratulations To Me” hører han endda et strejf af Matt Berninger i Everetts baryton.

    Walshe roser også strygerarrangementerne, der giver sangene fylde uden at gøre dem sukkersøde. “I’m On Standby” finder omsorg midt i hverdagens små katastrofer, og “One Razzle, One Dazzle” tilfører ifølge anmelderen et Tom Waits-præget håb til samlingen.

    Det er netop blandingen af sårbarhed, skævhed og varme, hans anmeldelse peger på: Everett ser ikke bort fra det svære, men finder alligevel plads til melodier og medmenneskelighed.

    Læs John Walshes anmeldelse af Cookie Happened hos Hot Press.

    Lyt til albummet på din foretrukne musiktjeneste via AlbumLinks.

  • Echo & The Bunnymen finder ny glød på Apples For Isaac

    Echo & The Bunnymen finder ny glød på Apples For Isaac

    Tolv år efter Meteorites er Echo & The Bunnymen tilbage med nye sange. Apples For Isaac, udgivet 18. september, genforener lytteren med Ian McCullochs karakteristiske stemme og Will Sergeants guitarer – men ifølge XS Noize er der mere på spil end en tur rundt i det gamle repertoire.

    I sin anmeldelse fremhæver Darren Leach et band, der stadig kan finde ny energi uden at genskabe firserne fra ende til anden. Åbneren “Take Me By The Hand” har en uventet funkpræget rytme, mens “Brussels Is Haunted” samler klingende guitarer, pulserende bas og McCullochs mørke vokal i et mere velkendt Bunnymen-udtryk.

    Leach peger især på “The Honey” som et højdepunkt, hvor atmosfære og fremdrift går hånd i hånd. Den afdøde Blondie-trommeslager Clem Burke medvirker på ti af albummets elleve numre og giver ifølge anmelderen flere af sangene ekstra tyngde og bevægelse.

    Det er ikke en plade, der skal skubbe Ocean Rain ud af samlingen. Leachs pointe er snarere, at McCulloch og Sergeant stadig har noget at byde på, når fortiden får lov at være afsæt i stedet for facit.

    Læs Darren Leachs anmeldelse af Apples For Isaac hos XS Noize.

    Find albummet på din foretrukne musiktjeneste via bandets officielle link.

  • Dogwood Tales finder hjem mellem alt-country og støjende indierock

    Dogwood Tales finder hjem mellem alt-country og støjende indierock

    Hjemstavnen er mere end en adresse for Dogwood Tales. På Every Star in Rockingham County tager bandet fra Harrisonburg i Virginia udgangspunkt i livet omkring Shenandoah-dalen: venskaber, familie og de små steder, der bliver hængende i hukommelsen. Barndomsvennerne Ben Ryan og Kyle Grim står i front for en plade, hvor pedal steel og tostemmig sang møder elektriske guitarer og musikalsk eksperimenterelyst.

    Hos Americana UK beskriver Fred Arnold et band, der bevæger sig længere fra sine folk- og countryrødder og ind i en mere støjende indierock. Guitarerne fylder, rumklangen hænger i luften, og vokalerne ligger ofte længere tilbage i lydbilledet. Han fremhæver blandt andet kærlighedsballaden “I Could Never Be Without You” og de melankolske “No Use” og “Try 2”.

    “McMemories” skruer tempoet op med klingende guitarer og minder om football og fastfood. Arnold savner mere variation i pladens overvejende langsomme tempo, men kvitterer med 7/10. For lyttere med hang til krydsfeltet mellem americana og indierock er her et navn at undersøge nærmere.

    Læs hele anmeldelsen hos Americana UK.

  • Ratboys’ nye album udforsker terapiens svære mellemfase

    Ratboys’ nye album udforsker terapiens svære mellemfase

    Chicago-bandet Ratboys er aktuelle med deres sjette album, Singin’ to an Empty Chair, som er en nuanceret og moden udgivelse. Pladen tager udgangspunkt i den terapeutiske “tomme stol”-teknik, hvor sanger og sangskriver Julia Steiner sender uforløste tanker afsted mod en fremmedgjort elsket. I stedet for at lede efter nemme løsninger eller uforbeholden katarsis, befinder albummet sig i det ukomfortable ingenmandsland mellem konflikt og afslutning.

    Musikalsk balancerer kvartetten mesterligt mellem følsom melodisk sødme og hård, ilter rockenergi. Sange som “Open Up” og den ildevarslende “Light Night Mountains All That” indfanger præcist den mavepine, det er at elske en, der ikke vil mødes på midten, mens andre numre tilføjer en lethed med elementer af alt-country og folk. Singin’ to an Empty Chairer ikke en genopfindelse af bandet, men snarere en forfining, der viser, at modenhed kan have tænder.

    Læs den fulde anmeldelse hos Paste Magazine.

  • Anmeldelse: Wednesdays ‘Bleeds’ indfanger sydstats-twang og rå støj

    Anmeldelse: Wednesdays ‘Bleeds’ indfanger sydstats-twang og rå støj

    Wednesdays seneste album, Bleeds, leverer en berusende fusion af alt-country-twang, tung shoegaze-fuzz og rå grunge-nerve. Med Karly Hartzmans levende og personlige sangskrivning i front indfanger pladen den tunge atmosfære i sydstatternes provinsliv med fortællinger om hjertesorg, traumer og stoisk udholdenhed. Fremtrædende numre som »Elderberry Wine« og »Townies« kontrasterer svævende pedal steel-guitar med eksplosive udbrud af støjende distortion, hvilket skaber en præcis balance mellem melodiske hooks og ufiltreret kaos.

    I stedet for at slibe de ru kanter af, favner Bleeds det ukontrollerede og etablerer bandet som de førende fanebærere inden for “countrygaze”-genren. Hartzmans vokal spænder fra intime hverdagsbetragtninger til intense, rå skrig, der sikrer, at hver sang føles forankret i en ægte og uforstilt virkelighed. Den samlede anmelderstand peger på, at Bleeds er bandets hidtil mest sammenhængende og ambitiøse værk, som slår Wednesdays position fast helt i front af den moderne alternative rockscene.

    Læs den originale anmeldelse på NPR.

  • The Strokes favner den unfiltrerede eksperimentering på Reality Awaits

    The Strokes favner den unfiltrerede eksperimentering på Reality Awaits

    I Jonah Kruegers B+-anmeldelse for Consequence vender The Strokes tilbage med Reality Awaits – et album, der læner sig tungt op ad strukturelle særheder, kraftig Auto-Tune og uforudsigelige lydmæssige skift. Med åbningsnummeret “Psycho Shit” og det genre-udfordrende “Dine N’Dash” slår pladen øjeblikkeligt en utraditionel tone an. Forsanger Julian Casablancas driver i høj grad denne kaotiske retning med spoken word-sekvenser, meta-kommentarer og stærkt manipulerede vokaler. Selvom denne stilistiske afstikker kan virke polariserende på fans, der forventer klassiske garage-rockhits, forbliver den bagvedliggende instrumentering – anført af guitaristerne Nick Valensi og Albert Hammond Jr. – knivskarp og fængs his hele vejen igennem.

    I stedet for at jage nostalgia fremstår New York-kvintetten fuldstændig ligeglad med at spille det sikre kort. Resultatet føles som en spirituel efterfølger til The New Abnormal, blot med endnu færre barrierer. Albummet, som er produceret i Costa Rica sammen med Rick Rubin, forener klassisk rock-attitude med futuristisk innovation. For lyttere, der er villige til at acceptere bandets særheder og den markante vokale bearbejdning, leverer Reality Awaits en dynamisk og belønnende lytteoplevelse, der beviser, at The Strokes efter 25 år i branchen stadig ønsker at flytte deres egne grænser.

    Læs hele anmeldelsen på Consequence.