Forside Det bedste Anmeldelser Favoritter Støj på frekvensen Skribenter

Nyheder

Frekvens favoritter: Kristians årsliste 2010

Et par dage inde I det nye år kommer endnu en årsliste fra 2010. Et årder på ingen måde slog benene væk under undertegnede, men da gav nogle stabile og habile skiver fra mange gamle favoritter. En seperat liste med danske albums er ikke forsøgt flettet ind.

1) Ed Harcourt – Lustre
En lidt kedelig nummer et, men det er uden tvivl det album jeg har lyttet mest til I 2010 og et album der virkelig holder. Sangene er imponerende gode og Ed er i tekstmæssig topform på et album der emmer af både glæde, frygt og usikkerhed.

2) Divine Comedy – Bang Goes The Knighthood

Et album der fik en ekstra pil op efter oplevelsen af en småsyg Neil Hannon der underholdt Lille Vega på fineste facon i november. Indie Disco var vel årets single sidste år og der er best online casino rigtig mange guldkorn på “Bang Goes The Knighthood”.

3) Futureheads – The Chaos
Sunderlands finest uden tvivl. Et album der fortsætter de gode takter fra forrige album. Ingen slinger i valsen og ikke så meget pis. Moderne postpunk når det er bedst.

4) Manic Street Preachers – Postcards from a Young Man

Even when it’s bad, it’s still pretty good. Sådan er det med Manics og selvom Postcards ikke var deres bedste album overhovedet, så er det sgu stadig ret godt.

5) Foals – Total Life Forever
Anden halvdel af 2010s svar på Vampire Weekend. Veludført og elegant pop med masser af leg og lir.
Læs mere…

Frekvens Favoritter: Peters årsliste 2010

Igen en fuldstændig uoverskuelig opgave at samle op på et helt års plader, som sædvanligt har der været panik før lukketid, har man nu fået givet alle de “vigtige” en chance. Det ved jeg ikke om jeg har men de følgende 10 plader har gjort sig opmærksomme på sig selv i et musikalsk år som på mange måder var præget af en del kaos men også en række stærke udgivelser som bortset fra førstepladsen nok ikke helt nåede mesterværk status.

1) Titus Andronicus – The Monitor
De er blevet kaldt alt fra rockens redningsmænd til bandet der kan forene Pogues, Springsteen og Pixies. Konceptalbummet The Monitor tager sit udgangspunkt i det borgerkrigsramte USA og sammenligner det med vores tids kriseramte ditto. Referencen til New Jersey kollegaen Springsteen er tydelig, men hos Titus Andronicus er alt håb ude når det lyder, “cause tramps us, baby we were born to die” eller pladens gennemgående mantra, “you’ll always be a loser”. De 10 sange sniger sig op på ca. en times spilletid så det er lidt at et monster at give sig i kast med, men det er det hele værd.

2) The Tallest Man On Earth – The Wild Hunt
Sammenligningen med Bob Dylan ligger så ligefor at den næsten er umulig at undlade. Men svenskeren krydrer sig sange om ulykkelig kærlighed med en nordisk melankoli som alligevel gør at han bliver helt sin egen. Det er på ingen måder nyskabende, men det er et tydeligt bevis på at kvalitetssange sagtens kan stå på egne ben.

3) Ariel Pink’s Haunted Grafitti – Before Today
Lo-Fi helten Ariel Pink glemte (næsten) helt sine rødder og gik i år pop, anført af den fantastiske single, og årets bedste track ifølge Pitchfork, Round and Round har Ariel Pink lavet et album som det er svært ikke at undre sig eller blive en smule forvirret over samtidig med at man bliver i ualmindeligt godt humør.

4) Neil Young – Le Noise
Don’t call it a comeback men den gamle mester havde alligevel lidt at bevise. Det har han gjort i stor stil med Daniel Lanois (via sms’er kaldet Le Noise under indspilningen af pladen, deraf pladens titel) ved roret. Pladen er helt nedbarberet til kun at indeholde Young og en guitar og så nogle af de stærkeste sange fra hans hånd i flere år. Højdepunktet er Love and War som smukt opsummerer Youngs karriere som en mand der her beskæftiget sig med netop disse emner samtidig med at den lægger sig i samme række af sange, en linje som, ‘I’ve watched them try to explain it to their kids/and seen a lot of them failing/they tried to tell them and they tried to explain/why daddy won’t ever come home again” viser i hvertfald den politiske Young i absolut storform.

5) Beach House – Teen Dream
Jeg må indrømme at pladserne 4-5-6 på mange andre dage nemt kunne ha været byttet rundt. Beach Houses kvaliteter har mange bemærket i år og det med rette. Teen Dream er en fornem samling af stemningsmættede og inderlige popsange, som ganske passende har fået stemplet sovekammerpop – og ja, det er ligeså kedeligt som det lyder – men nu er kedeligt jo som bekendt også et af de finere labels man kan sætte på musik.
Læs mere…

Frekvens Favoritter: Roys årsliste 2010

Det er ved at være sidste chance for at gøre status på det herrens år 2010. I min optik har det været et glimrende år, med nogle stabile plader, men dog uden de helt store skelsættende mesterværker. Jeg har valgt at blande de danske og udenlandske albums på min liste, ud fra en observation om 1) at de faktisk er fuldt på højde med hinanden, og 2) at det sådan set er ligemeget hvor bands kommer fra, så længe musikken er i orden. Fordelingen på min top 10 er således 6 plader fra USA, 3 fra Danmark og én fra Belgien. Næste år må jeg prøve at høre noget britisk musik igen…

1)Ok Go – Of the blue color of the sky
Allerede tilbage i januar, erklærede jeg at dette var årets bedste plade, og det holder jeg fast i! Førstesinglen “WTF?” tog godt nok lidt tid at komme ind på, men derfra kom der en perlerække af sange, og ikke mindst videoer, som endda blev fulgt af en mesterlig koncert i Vega. Der er nærmest ikke noget dette band ikke kan, og selv om denne blanding af Prince of Flaming Lips måske virker underlig på papiret, så har de altså begået årets bedste plade i min verden.

2)Queens of the Stone Age – Rated R (Deluxe Edition)
Må man gerne have en genudgivelse på sin årsliste? Nej, måske ikke under normale omstændigheder, men dette er heller ikke bare et normalt genoptryk af en gammel skive. CD1 er Rated R, måske den bedste (Qotsa) plade nogensinde, og CD2 er spækket med gamle b-sider og andet guf, som jeg i sin tid brugte dage på at prøve at støve op på diverse mere eller mindre lovlige hjemmesider. Hvor er det skønt nu endeligt at have dem på en, flot, deluxe cd.

3)Malpractice – Tectonics
Den årlige Johannes Gammelby skive, fristes man næsten til at sige. I Am Bones og Beta Satan har i de senere år haft en fast plads på både iPod og årslister hos undertegnede, og nu skrives Malpractice ind i den fine tradition. Der er blevet strammet op på både sangskrivning og produktion, og hvor I Am Bones stak lidt i alle retninger, så har Malpractice faktisk begået en overraskende helstøbt plade, som både larmer og støjer, men også har nogle melodier som kan bære det hele.

4)Vampire Weekend – Contra
En plade som mangler på mange årslister, måske fordi den kom allerede I januar. På mange måder passer den slet ikke ind i min pladesamling, men alligevel er den umulig at komme udenom, fordi man bliver i så pokkers godt humør af at høre den. “Giving Up the Gun” og “Holiday” er stand out tracks, som til trods for det opskruede tempo og afro-rytmerne, minder mig om Weezer, når de er allermest collegenørdede.

5)Eels – End Times
Den årlige Eels plade. End Times er en plade som kræver tid, men belønner lytteren som har tålmodighed til at høre på Mr. E når han er i sit allermest deprimerede hjørne. Der er store ting på spil på dette dystre album, men hvis man giver det en chance, så er der heldigvis også store sange. Som altid.
Læs mere…

Frekvens Favoritter SPOT 2010

Frekvens vil igen i år være godt repræsenteret på SPOT med både skribenter og DJ”s, så i løbet af den kommende tid kan du se frem til anmeldelser, reportager og andet gejl fra den århusianske branchefestival, som i år tegner til at blive ret interessant. Her er, hvad vi glæder os til at høre.

Anders:
Benni Hemm Hemm (ArcHauz, fredag 16.00)

Hvorfor ikke starte SPOT i selskab med “den islandske Sufjan Stevens” og hans indie-bigband? Jeg tror, det kan blive en ganske hyggelig og småfinurlig stund med en kompetent singer-songwriter, der ikke er bange for blæsere, centralt placeret i lydbilledet. Hans albums får generelt pæne – men ikke overvældende – anmeldelser, men jeg har en formodning om, at Benni Hemm Hemm fungerer godt live. Og så har jeg bare en forkærlighed for islandsk musik, der ikke lyder alt for islandsk.
Runners up: Murder, CODY, First Aid Kit, Kasper Spez og Frodegruppen 40

Stine:
Fallulah (Officerspladsen, fredag 18.15)

Jeg er så evigt træt af, at musik (indie eller ej) skal deles op i bands med kvindelig eller mandlig forsanger. Og det glæder mig, når der kommer noget frem, hvor man nyder musikken og skider højt på køn. Derfor glæder jeg mig til at høre Fallulah, som jeg stadigvæk finder charmerende trods skamspilning i Sport på 3″eren. Jeg har også tænkt mig at finde plads i mit program til Kellermensch og Murder.

Mette:
Ghost Society (Rytmisk Sal, fredag 18.45)

Ghost Society er et af de bands, jeg glæder mig mest til at høre på Årets Spot festival. Konstellationen Ghost Society består af folk fra People Press Play, Blue Foundation, Choir of Young Believers og Lake Placid. Bandet spiller støjrock/pop med et kraftigt strøg af himmelrock, særligt vokalmæssigt, som man kender det fra netop Choir of Young Believers og Blue Foundation. Ønsker man at tjekke bandet ud inden festivalen, kan man slå et smut forbi deres MySpace og lytte til de fremragende numre Love Love og/eller Better Days.                                                                                                                                                                                                                                     Runners up: Ginger Ninja, Thomas Dybdahl, Lars and The Hands of Light og Cody.

Kristian:
Deportees (Rytmisk Sal, fredag 20.45)
Super melodisk, elegant og velklingende svensk popmusik, der fortjent har været nomineret til både P3 Guld og Grammyer i hjemlandet. Deres album fra sidste år, “Under The Pavement – The Beach”, bør appellere til både fans af Moz, Håkan H og måske endda Arcade Fire.
Runners up: Kiss Kiss Kiss, Supershine og Dansk Fløde.

Roy:
Thee Attacks (Filuren, Fredag 23.15)
Nu har jeg fået hørt deres debutalbum, “That”s Mister Attack To You”, en hel del, og jeg har på fornemmelsen at deres stilsikre, Kinks-inspirerede garagerock egner sig glimrende til at blive fremført live. Hvis de er ligeså cool i virkeligheden, som de lyder på plade, skal det i hvert fald nok blive godt.
Runners up: Lars and the Hands of Light, Black City og Michael Falch.

Peter:
Sleep Party People (Ridehuset, Lørdag 16:40)
Musikken er lidt mystisk og lidt mærkelig, men man forstår på den anden side godt, hvorfor en mands projektet Sleep Party People har fået så ufattelig meget ros, for sangene indeholder en melankoli og skønhed som vi sjældent ser udført med samme sikkerhed på disse breddegrader. Har ikke rigtig lyst til at nævne det, men altså hvis man er til det mere stenede Animal Collective, så er man sikkert også til Sleep Party People.
Runners up: Frodegruppen 40, First Aid Kit

grizzly_bear_veckatimest2

Syv skribenter har igennem de sidste par uger listet deres 10 yndlingsalbums fra det forgangne år (en enkelt begrænsede sig dog til 8.) Hele 49 forskellige albums blev fremhævet, men kun 11 fandt vej til 2 eller flere lister. I det regnskab blev Grizzly Bear, Arctic Monkeys og Phoenix topscorere med hver 4 nomineringer, men de kunne naturligvis blive overhalet af bands med højere placeringer – eksempelvis Animal Collective, som kun figurerede på 2 lister, men her var der i begge tilfælde tale om førstepladser. I øvrigt er Animal Collective det eneste band, der toppede mere end én liste. De andre førstepladser gik til The Boxer Rebellion, The Avett Brothers, Yeah Yeah Yeahs, Kasabian og The Twilight Sad. I tilfælde af pointlighed blev antallet af nomineringer udslagsgivende.

Nå, den samlede top 10 endte med at se ud som følger:

01. Grizzly Bear – Veckatimest
02. White Lies – To Lose My Life
03. Animal Collective – Merriweather Post Pavilion
04. Phoenix – Wolfgang Amadeus Phoenix
05. Kasabian – West Ryder Pauper Lunatic Asylum
06. Arctic Monkeys – Humbug
07. Editors – In this Light and on this Evening
08. Manic Street Preachers – Journal for Plague Lovers +
Cymbals Eat Guitars – Why There Are Mountains
10. The Decemberists – The Hazards of Love

Manic Street Preachers og Cymbals Eat Guitars måtte dele ottendepladsen, da begge bands opnåede en tredjeplads og en femteplads hver.

twsadforgetthenightahead

Eftersom det er mig, som denne gang har ansvaret for at udregne og offentliggøre en samlet Frekvens-liste, så er det måske på tide, at min egen top 10 ser dagens lys.

Jeg har brugt en masse tid på at komme med begrundelser og finde ledsagende musikvideoer, men det arbejde blev konstant forpurret af nye opgaver og forpligtigelser, så det er nu slettet igen. Lad mig blot konstatere, at min etter muligvis manipulerede mig med sin friskhed, at jeg er glad for, at The Antlers trådte til med ekstra sortsyn, nu hvor E havde travlt med at pille sig i skægget og være lummer, og at 2009 var året, hvor jeg fandt det værd at investere i et Arctic Monkeys-album.

En samlet Frekvens-liste bliver offentliggjort i morgen.

Læs mere…

MPP

2009 var et fantastisk musikår med utallige af nye fantastiske, spændende og udfordrende udgivelser. Ingen undskyldninger herfra, jeg har suget til mig af ny musik, og da jeg skulle udforme min liste viste min 2009 short-list at små 90 nye udgivelser har fundet vej ind i musiksamlingen i år.

01. Animal Collective – Merriweather Post Pavilion
Året var ikke ret gammelt før Animal Collective satte overliggeren ualmindeligt højt, det underlige blev til pop og AC fik nærmest et kommercielt gennembrud. Sluttede så lige året af med at smide EPen “Fall Be Kind” med den glimrende What Would I Want? Sky på gaden, bare lige for at minde os om at 2009 tilhørte Animal Collective.

02. Grizzly Bear – Veckatimest
En lille ø i Massachusetts kom på alles læber, da Grizzly Bear smed denne perle på gaden. Stilen fra “Yellow House” fortsatte med en række fine og følsomme sange som til stadighed udfolder sig ved nye gennemlytninger, og Grizzly Bear fik på den måde lavet alle raske indie drenge og pigers favorite make-out record.

03. Bill Callahan – Sometimes I Wish We Were An Eagle
Bill Callahan har tilsyneladende smidt Smog navnet, men den dybe røst og lo-fi tilgangen er der ikke rykket ret meget ved. “Sometimes…” byder på et studie i inderlighed og smukke stunder, håbefuldt og dystert på samme tid, men først og fremmest forbandet vedkommende.

04. Yo La Tengo – Popular Songs
New Jersey”s finest rullede hele spekteret ud på “Popular Songs” fra den lige ud af landevejen rockede Nothing to Hide over den stille og fine I”m On My Way og hen til de 3 afsluttende numre som sammenlagt når op på over en halv time i spilletid – kreativt overskud, ja tak.

05. M.Ward – Hold Time
Matt Ward fortsatte samarbejdet med Zooey Deschanel på et par af Hold Time sangene, der var også besøg fra helte som Jason Lytle og Lucinda Williams, der var covers af Neil Young og Buddy Holly, men først og fremmest var der fantastisk sangskrivning af Ward selv, tydeligst på Epistemology.

06. Jeffrey Lewis & The Junkyard – “Em Are I
Den har plade var lidt af en overraskelse, havde læst lidt om den og blev nysgerrig, og da jeg så endelig fik den hørt tog den mig med storm. Det er lo-fi, skæve historier, fantastiske lyrics og det er virkelig fedt. “It”s hard to get bored, when you picked the right two chords” synger Lewis, jeg er rystende enig.

07. The Low Anthem – Oh My God, Charlie Darwin
The Low Anthem tager arven op efter den “pæne” musik som strømmede ind over Vi anbefaler derfor, at du som minimum kigger for Sports- roulette n, nar du spiller hos Unibet, for at fa en ekstraordin?r gambling oplevelse. os i 2008, og fans af Fleet Foxes og Bon Iver vil ganske givet også holde af The Low Anthem. Americana tilsat lidt grundlæggende tvivl på menneskeheden, “who could heed the words of Charlie Darwin, the lords of war just profit from decay“. Det er godt.

08. Girls – Album
Hvis man piller de fantastiske historier og den store hype som omgiver bandet væk, så står man tilbage med et album spækket med gode sange. Det lyder af Californien og Summer of Love og Beach Boys og et lille uskyldigt syretrip. “…so come on, come on, come on, come on dance with me“.

09. Phoenix – Wolfgang Amadeus Phoenix
Phoenix satte ild i dansegulvet med et album spækket med pop perler, og ja det var altså pop med stort P. Hvis du ikke har danset til Lisztomania, 1901 eller Lasso sidste år, så har du ikke været til nok fester.

10. Kurt Vile – God is Saying This To You
Kurt Vile smed 2 virkelig gode albums på gaden i år, dette er den mere afdæmpede og inderlige bror til den mere rockede Childish Prodigy. Begge albums består af lettere syret lo-fi pop, lidt i samme ånd som Girls.

Da jeg synes jeg har hørt rigtig mange virkelig gode albums i år, så synes jeg det var synd at resten skulle reduceres til en honorable mention, så jeg har lavet en længere liste her.
Videoer med stand-out songs (eller bare dem, der kunne findes videoer til) efter hoppet.
Læs mere…

rsz_kasabian

Ganske som sidste år, må jeg krybe til korset, og indrømme at jeg ikke har hørt ret meget ny musik i år. Og når jeg kigger rundt i forskellige medier, som Gaffa og Rolling Stone, må jeg indrømme at jeg ikke kender eller fatter mange af de bands de nævner som det helt store fra året der gik. (Jo, Grizzly Bear har lavet et par gode sange. Nej, The XX er ikke de nye Beatles).
Derfor må jeg igen i år påtage mig rollen som gammel og bitter, og sige at det hele nu var bedre før i tiden. Jeg har af samme grund valgt, kun at liste de 8 udenlandske plader som jeg faktisk har hørt gentagne gange af egen fri vilje.
Læs mere…

YYYs

Da jeg skulle i gang med pågældende liste vedrørende de bedste albums i 2009, gik det op for mig, at jeg har lyttet til alt for få nye plader i år – derfor er min liste måske lidt upræcis, da der er udgivet en del plader i år, som sikkert havde indfundet sig, hvis jeg havde fået lyttet mere til dem på nuværende tidspunkt. Derudover synes jeg, at det er svært at rangere sin musik – det er jo nærmest, lidt groft sagt, som at skulle vælge mellem sine børn. Til nogle lejligheder egner nogle plader sig bedre end andre; Den plade, jeg vælger at stene til foran pejsen (hvis jeg havde en sådan) en kold december aften er selvsagt ikke den samme, som jeg ville fyre volumen op for en livlig lørdag aften. Derfor skal rækkefølgen tages med et gran salt. Anyways, here it goes… Læs mere…

i-and-love-and-you

Så nåede det alligevel at blive 2010, før vi fik den første årsliste over 2009s bedste plader på Frekvens. Jeg ser frem til at se de andre lister i løbet af de næste par dage.

Min liste er nedenfor. Jeg kan gentage mig selv fra sidste år i beskrivelsen af, hvordan den blev til “Min liste er i højere grad en samling af de skiver, jeg har lyttet mest til i løbet af det forgangne år, end et forsøg på at vurdere hvad var årets mest “vigtige” eller “betydningsfulde” skiver”. Det samme gør sig gældende i år.

01. The Avett Brothers – I And Love And You
02. Silversun Pickups – Swoon
03. Manic Street Preachers – Journal for Plague Lovers
04. The Decemberists – The Hazards of Love
05. Brendan Benson – My Old, Familiar Friend
06. Wilco – Wilco (The Album)
07. Arctic Monkeys – Humbug
08. Phoenix – Wolfgang Amadeus Phoenix
09. Monsters of Folk – Monsters of Folk
10. Pearl Jam – Backspacer

Der er som altid et par honorable Mentions: The Thermals “Now We Can See”, Blind Pilot “3 Rounds and a Sound”, Conor Oberst “Outer South”.

Da jeg lytter forsvindennde lidt til dansk musik, giver det ingen mening at lave en liste over årets bedste danske plader. De eneste jeg har lyttet til er Balstyrko “Jagten på noget”, The Rumour Said Fire “The Life and Death of a Male Body” og Nephew “DanmarkDenmark”, der ville blive rangeret i den rækkefølge, hvis jeg skulle lave en liste.

midnight_organ_fight

Efter at hele Frekvens redaktionen har givet deres bud på sidste års bedste albums, er det tid til at få offentliggjort Frekvens’ samlede bud på årets albums fra 2008. Overordnet set står det klart og tydeligt at redaktionen i år er hamrende uenige, 7 mand har gravet ikke færre end 49 forskellige udenlandske albums frem til diverse lister. I øvrigt var der ingen der havde samme album på 1. pladsen.

Here Goes…

Udenlandske

01. Frightened Rabbit – The Midnight Organ Fight
Frightened Rabbit optrådte på 3 forskellige lister, og med en 1. og 2. plads har de ifølge Frekvens begået 2008s bedste album. De måtte desværre aflyse en koncert på Musikcaféen, mn vi var nogle der nåede at opleve dem til Poprevo, og vi håber de vender tilbage til Århus i 2009.

02. Vampire Weekend – Vampire Weekend
Sidste år var fyldt med en række spændende debut albums, dem der fik mest opmærksomhed var dog Vampire Weekend, der på fineste vis blandede tekster om deres universitetsliv i New York med afrikansk inspirerede rytmer.

03. Nada Surf – Lucky
Gammel kærlighed ruster ikke, Frekvens har altid haft en forkærlighed for Nada Surf, og så er det iøvrigt underordnet hvad resten af musikpressen mener.

04. TV On The Radio – Dear Science
TV On The Radio’s tredje udspil “Dear Science” optræder stort set på samtlige årslister fra 2008, og her på Frekvens skal vi ikke være for fine til at følge trop.

05. The Dodos – Visiter
Selvom The Dodos kun optræder på 2 årslister var begejstringen har altså stor nok til at sende The Dodos ind som nr. 5 på den samlede årsliste, og det til trods for, det her i Danmark, meget lidt indie-klingende navn.

06. Death Cab For Cutie – Narrow Stairs
Death Cab er at regne blandt de helt store grupper her på Frekvens, og albummet optrådte, som det eneste, på hele 4 årslister, de tårnhøje forventninger lader dog ikke rigtigt til at blive indfriet, men selv på halv styrke er de åbenbart bedre end så mange andre.

07. Okkervil River – The Stand Ins
Okkervil River fulgte med “The Stand Ins” fornemt op på mesterværket “The Stage Names”, det blev også til en koncert på Voxhall, som vi desværre var nogen der måtte undvære, og det er vi faktisk lidt trætte af.

08. Kings of Leon – Only By The Night
KoL er med derss 4. album virkelig gået hen og blevet allemands eje i Danmark, måske ikke så meget nyt under solen, men en fantastisk 1. single, Sex On Fire lagde samtlige radiostationer for sine fødder. I øjeblikket venter en udsolgt koncert i KB Hallen.

09. She & Him – Volume One
Den anden debut på vores årsliste, duoen M. Ward og Zooey Deschanel fremfører fine og uskylidige pop-sange som leder tankerne hen på 50ernes pigegrupper.

10. Glasvegas – Glasvegas
Endnu en debut. Skotterne samlede på fornem vis de sidste 25 års britiske musikhistorie og scorede sig et par mega-hits i Geraldine og Daddy’s Gone på vejen.

Danske
01. Veto – Crushing Digits/Spleen United – Neanderthal
Med præcis sammen score, antal lister og top placering deler Spleen United og Veto førstepladsen iblandt de danske albums, men efter en fælles tour i efteråret er de vel også vant til at dele.

02. Henrik Hall – Chok, Suk og Koma
En af Frekvens’ store favoritter leverede med “Chok, Suk og Koma” en fornem opfølger til sit debutalbum, og er et fremragende eksempel på at man sagtens kan lave vedkommende musik at bare fordi man er kommet lidt op i årerne, lissom Iggy Pop.

03. Larsen & Furious Jane – Zen Sucker
Torsten Larsen & co. lagde den hyggelige singer-songwriter stil fra sig, og fandt nye mørkere sider af sit sind frem, det klædte bandet godt, og de udgav deres bedste album til dato.

04. Choir of Young Believers – This Is For The White In Your Eyes
COYB er åbenbart glad for lange titler, men derudover er 1-mands bandet flere gange blevet spået en stor fremtid , debut albummet viste at talentet lever op til forventningerne.

05. Lily Electric – You’re In The Painting You Saw
Endnu en debut som tegner lovende for dansk musik fremover. Lily Electric er til dagligt bosidende i Berlin, måske et godt udgangspunkt for en international karriere?

bowerbirdsharlavetetgodtalbum

Man fortæller mig, at jeg endnu ikke har offentliggjort en top 10-liste. Det er naturligvis en fejl, eller også mener jeg bare, at 2008 skal forbigås i stilhed. Nej, så slemt var det ikke. Faktisk kunne jeg nok finde en 20-25 albums til 7. – 10. pladsen, men det kneb godt nok lidt med pladserne længere oppe. Der har været en smule langt mellem de rigtig gode snaps.

Her er derfor en top 10 over de plader, jeg lyttede mest til i 2008 – og jeg er klar over det faktum, at et par stykker af dem har flirtet lidt med 2007 på forskellig vis.

01. Bowerbirds – “Hymns For A Dark Horse”
02. Frightened Rabbit – “The Midnight Organ Fight”
03. The Walkmen – “You & Me”
04. Okkervil River – “The Stand Her pa siden finder du nemlig en liste over de bedste danske online casino bonusser. Ins”
05. Bon Iver – “For Emma, Forever Ago”
06. Nada Surf – “Lucky”
07. Håkan Hellström – “För sent för edelweiss”
08. Why? – “Alopecia”
09. Glasvegas – “Glasvegas”
10. Death Cab For Cutie – “Narrow Stairs”

Og så de danske

01. Larsen & Furious Jane – “Zen Sucker”
02. Choir Of Young Believers – “This Is For The White In Your Eyes”
03. Veto – “Crushing Digits”
04. Beta Satan – “Girls”
05. moi Caprice – “We Had Faces Then”

foals

Selvom jeg endnu engang ikke synes at det forgangne år har været det store at råbe hurra for musikalsk, så vil jeg dog sige, at udover at der er nogle ret spændende debutnavne på min liste, så har der også sneget sig to navne ind, som jeg ellers havde dømt ude. Så på den måde har det trods alt været et spændende år.

1. Foals: Antidotes
Ubetinget den plade jeg har lyttet til mest i år. Jeg nåede også at se dem live to gange, og jeg er særdeles spændt på at se, om de kan følge dette lille mesterværk op i 2009.

2. Kings Of Leon: Only By The Night
Jeg var på, da KoL var boogierockens svar på The Strokes, men hoppede af igen, da jeg ikke syntes de to følgende plader var noget at råbe hurra for. Derfor var det en usandsynlig stor positiv overraskelse at gå ombord i deres fjerde album, der er klassisk rock i bedste forstand.

3. Friendly Fires: Friendly Fires
Hvis The Rapture eller LCD Soundsystem kunne skrive bedre sange, ville de måske en dag komme til at lyde som Friendly Fires. Den engelske gruppe burde have fået meget mere credit for dette forrygende debutalbum, og man kan kun håbe, de snart kommer til landet, så folk kan se, hvor fænomenalt et liveband de er.

4. Vampire Weekend: Vampire Weekend
Jeg ved intet om afropop, men når de blandes op med amerikansk indie, kan det i hvert fald være særdeles fængende. Nok årets mest opperen udgivelse, også selvom teksterne er noget tvivlsomme.

5. Bon Iver: For Emma, Forever Ago
Det tog lidt tid, men da den først sad der, så var den svær at komme udenom. Justin Vernon har lavet en særdeles smuk plade, og det var også en fornøjelse at se ham på Voxhall.

6. The Wombats: A Guide To Love, Loss & Desperation
Denne plade holder muligvis ikke om et år, men i 2008 fik den mange rotationer på anlægget, og singlerne har sat gang i masse af fester, og det er jo det, der tæller lige nu.

7. Death Cab For Cutie: Narrow Stairs
DCFC kommer helt ærlig med, fordi jeg som den sykofantiske fanboy jeg er, har voldhørt dette album, selvom jeg stadig er skuffet over, at det ikke er genialt. Men da I Will Possess Your Heart er årets bedste single, så kommer jeg ikke udenom også at tage albummet med.

8. TV On The Radio: Dear Science
Ligesom med KoL så var min interesse for TV On The Radio fuldstændig forsvundet. Derfor var det fedt at høre, at de havde droppet lydlandskaberne og skrevet nogle ordentlige songs – som man siger.

9: Fleet Foxes: Fleet Foxes
Jeg er stadig lidt ambivalent omkring Fleet Foxes, da jeg ikke mener de er tilnærmelsesvis så gode, som hypen har udråbt dem til. Men jeg har hørt pladen meget, og der er gode sange og en fed stemning på pladen, der er særdeles appelerende.

10. She & Him: Volume One
M.Ward er muligvis et musikalsk geni, men det er nu primært Zooey Deschanels skyld, at duoens debutplade er med. Hun er helt urimelig charmerende, og selvom det er en lidt ujævn udgivelse, så er pladens bedste sange alligevel fantastiske nok til at klare sig med ind på listen.

Honorable Mentions:
Someone Still Loves You Boris Yeltsin – “Pershing”, Lykke Li – “Youth Novels”, My Morning Jacket – “Evil Urges”, Bob Dylan – “Tell Tale Signs (The Bootleg Series Vol. 8)” og The Raconteurs – “Consolers of the Lonely”.

Danske Album
1. Veto: Crushing Digits
2. Spleen United: Neanderthal
3. Lily Electric: You’re In The Painting You Saw
4. Henrik Hall: Chok Suk og Koma
5. Hej Matematik: Vi Burde Ses Noget Mere

midnight_organ_fight

Min liste er som altid i højere grad en samling af de skiver, jeg har lyttet mest til i løbet af det forgangne år, end et forsøg på at vurdere hvad var årets mest “vigtige” eller “betydningsfulde” skiver.

Det er også lidt tankevækkende, at gammelfar kun har fire kunstnere på sin liste, som jeg ikke kendte ved årets begyndelse, og det er endda inklusive en søn af en tidligere favorit.

Årets bedste albums:
01. Frightened Rabbit – Midnight Organ Fight
02. Conor Oberst – Conor Oberst
03. Nada Surf – Lucky
04. Ryan Adams – Cardinology
05. Okkervil River – The Stand Ins
06. Blitzen Trapper – Furr
07. Death Cab for Cutie – Narrow Stair
08. The Raconteurs – Consolers of the Lonely
09. Someone Still Loves You Boris Yeltsin – Pershing
10. Liam Finn – I”ll Be Lightning

Honorable mentions:
The Last Shadow Puppets – The Age of the Understatement, Glasvegas – Glasvegas, Kings of Leon – Only By the Night, She & Him – Volume One, Vampire Weekend – Vampire Weekend, Girl Talk – Feed the Animals, My Morning Jacket – Evil Urges

3 gamle favoritter der vendte stærkt tilbage i 2008:
Elvis Costello – Momofuko
James – Hey Ma
R.E.M – Accelerate

5 albums alle andre var vilde med, men jeg trods større indsats aldrig faldt for:
Fleet Foxes – Fleet Foxes
Bon Iver – For Emma, Forever Ago
The Walkmen – You & Me
TV on the Radio – Dear Science
Foals – Antidotes

Frekvens Favoritter: Power Ballads!

Så er det vist lige på tide at sætte tempoet ned, og blive lidt alvorlige. Nu skal det nemlig handle om den måske mest udskældte gren af rock musikken, nemlig power balladen! I mange år var det en garanteret succes, når et ellers hårdt rockband satte tempoet ned, og viste deres følsomme side. Bands som Queen, Kiss, Mötley Crüe, Extreme, D:A:D og Metallica har alle været der – der hvor nogle siger det bliver for klamt, mens andre vil hævde at det er der de viser at de kan mere end bare larme derudaf. I dagens anledning har vi lagt videoer op med vores kandidater, og du er som altid velkommen til at give dit besyv med i kommentarerne.

Læs mere…

vampire-weekend

På en eller anden måde synes jeg at det var lettere at opstille de 10 bedste albums i 2007. Om det er fordi der ikke er udkommet ligeså gode albums i år skal jeg ikke kunne sige, men jeg tror egentlig grunden til det er at jeg har lyttet til mange flere plader i år end tilfældet var sidste år. I år synes jeg også at der er kommet mange gode danske albums, hvilket gør at jeg har kastet mig ud i en separat top 5 over danske albums.

Udenlandske
1. Vampire Weekend – “Vampire Weekend”
2. Wolf Parade – “At Mount Zoomer”
3. TV On The Radio – “Dear Science”
4. Frightened Rabbit – “The Midnight Organ Fight”
5. The Dodos – “Visiter”
6. The Mountain Goats – “Heretic Pride”
7. She & Him – “Volume One”
8. Jenny Lewis – “Acid Tongue”
9. BSS Presents: Brendan Canning – “Something For All Of Us…”
10. Hot Chip – “Made In The Dark”

Honorable Mentions: The Streets – “Everyting Is Borrowed”, Fleet Foxes – “Fleet Foxes”, Grand Archives – “Grand Archives”, Bon Iver – “For Emma, Forever Ago”.

Danske
1. Larsen & Furious Jane – “Zen Sucker”
2. Choir of Young Believers – “This Is For The White In Your Eyes”
3. Rhonda Harris – “Here”s The Rhonda Harris”
4. Beta Satan – “Girls”
5. Diefenbach – “Dark Spinner”

Honorable Mention: 18th Dye – “Amorine Dream”

Læs mere…

frekvens

Thorsten Larsen sang engang “For every sweet beginning there’s a bitter end“, og det er netop de dejlige begyndelser vi skal se på i dag. En god åbningslinje kan gøre mange ting; det er den der sætter stemningen, og inviterer indenfor i sangerens univers. Hvad enten den er sjov, underlig, dyster eller noget helt fjerde, skal den gerne fange din opmærksomhed nok til at du gider lytte til resten af teksten. Frekvens giver hermed deres bud på den bedste åbningslinje fra en sang.

Læs mere…

protest

I anledningen af dagens valg i USA, kommer Frekvens her med deres bud på de bedste protestsange.

Bedst som man tror man har luret Frekvens redaktionen, så overrasker de alligevel pænt. Kategorien “Protestsange” burde i følge mine fordomme lede til lovprisninger af Dylan, Lennon, Guthrie, eller nogle andre gamle grå mænd. Istedet er vores alderspræsident hoppet på hiphop vognen, mens resten af gruppen også kommer vidt omkring.
Læs mere…

frekvens

Efter længere tids pause er det nu igen tid til en af vores yndlings features: Frekvens Favoritter. Vi har tidligere gjort os kloge på hvilken sang under 2:30 minutter, som var den bedste, og nu er turen kommet til de lange sange.
Kriteriet er, at sangen skal være over 8:30 minutter, hvilket dog desværre vist glippede et enkelt sted. Der er dog kommet 6 stærke bud på voksne mænd, som var bange, og skrev lange sange. Som sædvanlig vil vi meget gerne høre dit bud i kommentarerne.

Læs mere…

Frekvens Favoritter: Roskilde

Seks Frekvens-skribenter giver her deres bud på seks bands, som vi hver især vil anbefale at tjekke ud på dette års Roskilde Festival. Det er en alsidig liste, som kommer godt rundt i genrerne, og ganske overraskende er der ingen, der glæder sig mest til Bob Hund, som ellers ligner noget af en favorit rundt omkring på diverse debatfora.

Læs mere…

 

Aktivitet

Støj

Links

Arkiv

Det med småt

RSS